Plader

Battles: Gloss Drop

Skrevet af Martin Thimes

Den svære toer er blevet endnu sværere for Battles. Og selvom de stadig er et allerhelvedes godt orkester, så formøbler de store dele af formuen på letkøbte popsange uden tyngde og dybde.

Den svære toer fra amerikanske Battles starter hæsblæsende med “Africastle”, men mister pusten efter to numre og bruger så resten af Gloss Drop på at forsøge at finde tilbage til det, der er essensen i bandets lyd. Det samlende punkt, Tyondai Braxton, er imidlertid ikke længere med, så albummet ender som lidt mindre end en halv fornøjelse.

Umiddelbart virker formen ellers god. Med den chilenske techno-producer og altmuligmand Matias Aguayo på besøg på “Ice Cream” sker der noget overraskende. Nummeret er en spændstig mathpop-opvisning, som trækker lige så meget på gammel funk og dansabel pop som på taktskift og guitarbreaks.

Men herfra tager Gloss Drop en helt forkert drejning. For i stedet for at gå pop-planken helt ud begynder de erfarne herrer at træde vande i stiløvelser, der minder mere om skitser klar til at blive remixet, end de lyder som færdige sange. Der bliver bygget lag på lag af effekter i den ellers komplet idéforladte “Futura”, der sværmer om et banalt tema alt for længe til at holde sig interessant i de mere end seks minutter, sangen varer.

“Inchworm” er mere fra den skuffe. Beat. Melodilinje. Bum. Ikke en gang et skyggekrumspring er trioen kommet op med. Og i “Wall Street” lyder de mest af alt som et Battles-coverband, der er begyndt at skrive sange selv. Lidt afveksling er der dog i “My Machines”, hvor Gary Numan gæster på vokal. Nummeret emmer af desperation, men desværre ikke af den rastløse og måske slutteligt forløsende slags. Det er forceret og præstationsangst-duftende desperation. En midtvejskrise skåret af frenetisk spillede trommer og med en sværm af tunge guitar-breaks.

Helt anderledes luftig er “Sweetie & Shag”. Her er vi tilbage ved den lettere mathpop, som “Ice Cream” også bød på. Desværre laver Blonde Redhead den slags musik meget bedre selv, så Kazu Makinos medvirken er mest en understregning af, at Battles har glemt, hvad de er gode til. Herfra og til albumlukkeren “Sundome”, der bliver gæstet af Yamantaka Eye fra bl.a. Boredoms, er der blevet plads til tre stiløvelser, der ikke rigtigt vil andet end at fylde ud. Eye forsøger at skubbe lidt liv i skuden med pitchet og effekttung vokalgymnastik, der spiller op til et langsomt groove-tungt bagtæppe. Det er elegant og lyttevenligt, og det er nærmest forløsende, når det rinder ud.

Det er indlysende, at avantgardisten Tyondai Braxton, der forlod Battles i 2010, spillede en afgørende rolle for bandets kompositoriske evner. Men at det så tydeligt kommer til udtryk på denne plade, er ærgerligt. Det er forståeligt, hvis de tre resterende medlemmer har tænkt, at de ville forsøge at dreje lyden i en anden og ny retning for at undgå for mange sammenligninger med Battles v.1.0, men det virker ikke til, at de har turdet tage skridtet fuldt ud. Derfor ender Gloss Drop som en lidt mere end halvkedelig toer, der savner både bid og vid.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat