Koncerter

Roskilde Festival ’11: The Walkmen, 03.07.11, Odeon

Skrevet af Anna Møller

The Walkmen spillede med vanlig velklædt finesse røven ud af alt, så kun Hamilton Leithausers svedige jakkesæt stod tilbage i søndagsheden.

The Walkmen er også her ulasteligt klædt.

Søvnig søndag og sidste dag på Roskilde 2011, hvor det tilsyneladende ikke var hovednavne, der stod i kø for at banke den sidste klat smattet energi ud af de efterhånden rimelig trætte festivalgængere. Lige bortset fra at fabelagtigt dygtige The Walkmen spillede 16.30 på Odeon. Hamilton Leithauser, manden med det lækreste navn i showbiz, stod ulasteligt klædt i lyst jakkesæt og sort slips foran resten af The Walkmen, der netop var blevet introduceret som ‘verdens bedste band’ af Odeons vært. Det er jo en ganske pæn beskrivelse, må man sige, og en beskrivelse, som bandet gjorde deres for at leve op til lige fra starten.

Matt Berricks taktfaste trommer, Paul Maroons skarpe guitarriff og Leithausers store og desperate vokal satte med det samme scenen med “On the Water” fra albummet You & Me (2008). Bandet, der går i studiet til august og indspiller numre til et sjette album, spillede herligt mange numre fra det seneste og – i mine øjne – noget nær geniale album, Lisbon.

Især “Angela Surf City” var medrivende nostalgisk og herligt uptempo-opløftende, og selvom The Walkmen som sædvanlig ikke gjorde det vilde ud af deres sceneoptræden, gav de til gengæld alt, de kunne, og det var alligevel svært ikke at føle sig henført af Leithausers ekstreme vokaldesperation og den fylde, de øvrige bandmedlemmer tilførte. “Victory” var voldsomt medrivende og på grænsen til det syng-med-venlige, og nerven stod og vibrerede i hver eneste tone og forplantede sig i gummistøvlerne i det halvflydende smat under os.

Leithauser havde tilsyneladende været forbi Odeon tidligere på dagen og set metalcore-bandet Bring Me the Horizon, for inden den afdæmpede “While I Shovel the Snow” fra Lisbon sagde han lettere ironisk i mikrofonen: »Jeg var meget imponeret af den cirkelpit, der var her tidligere i dag. Var I her? Nu kommer en sang, vi ikke plejer at spille til festivaler, men I må gerne lave et cirkelpit til den.« Det blev ikke lige aktuelt. Tværtimod var nummeret lige en tand for meget vuggevise til, at publikum kunne holde opmærksomheden tændt, og måske det alligevel er en forholdsvis klog beslutning ikke at spille det nummer på festivaler generelt.

Et nummer, der i den grad egnede sig til enhver The Walkmen-koncert, var imidlertid “Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone” fra debutalbummet af samme navn fra 2002. Nummeret startede med en lang intro, hvor Berricks trommer virkelig fik lov til at fylde alt det, de kan og bør. Hans trommespil var præcist, pulserende og jagende, før Leithauser vendte tilbage til scenen med en dåseøl i hånden og begyndte sin vokaldel: »Because he knows / Our Romeo / He can’t climb back / He swings in loopholes / When he goes through the air / Their vengeance will stretch out.«

Det lyse jakkesæt var snart gennemblødt af sveden fra søndagsheden, men på trods af, at det var bandets sidste koncert på en lang tour, så fejlede hverken den fyldige instrumentering eller Leithausers både kraftfulde og desperate stemme noget. Verdens bedste band? Ja, måske. Verdens bedste liveband? Ikke helt i mine øjne.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Enig i at det var en fantastisk god musikalsk oplevelse. The Walkmen er utroligt dygtige musikere, og de kræver faktisk noget af publikum og deres lyttere. Det er ikke musik, du synger med på i badeværelset. Men giver du dig tid og rum for indlevelse, får du det ikke ud af hovedet igen. Og det holder 100% – også om 20 år. For mig var The Walkmen sammen med John Grant Roskildes største musikoplevelser i år. Perler på et program, der alt i alt var langt bedre end sit rygte.

Deltag i debat