Plader

The Horrors: Skying

Skrevet af Klaus Thodsen

Med deres tredje album på bare fire år kan man ikke beskylde engelske The Horrors for at ligge på den lade side. Skying viser et band med viljen og modet til at gå i en ny retning, der dog ikke altid er lige vellykket.

Hvor er det dog befriende, at der stadig findes bands, som næsten én gang om året formår at udsende nyt materiale. Mens mange andre kan være årevis om at stable 10 numre på benene, fremstår The Horrors helt anderledes produktive. Iveren efter at bringe noget nyt på banen sætter da også sine tydelige spor fra udgivelse til udgivelse. Hvad der startede med at være skramlet gothpunk, er med tiden blevet skiftet ud med andre stilarter.

Forventer man et glædeligt genhør med fordums tiders gothpunk, så får man sig en slem skuffelse. For ganske som 70’erne automatisk blev til 80’erne, og musikken ændrede sig, har The Horrors’ udtryk ændret sig. Punklevn såsom det tætsiddende sorte tøj og det store hår er lagt på hylden. Frem er istedet kommet keyboards og mere hipstersmarte pastelfarver. Og The Horrors er nået ind i 80’erne – det kan der ikke herske megen tvivl om. Et årti domineret af Don Johnson, Degrassi og Moral Majority.

Der er derfor ingen overraskelse, at det er et mere poleret lydunivers, vi bevæger os ind i. Enkle og forudsigelige trommerytmer sætter sammen med keyboardet scenen. Der lægges fra land med det fine, men lidt intetsigende ”Changing the Rain” og fortsættes meget i samme rille på det efterfølgende ”You Said”. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke er nogen stor fan af det udtryk, de fem englændere byder på. Jeg bliver hurtigt mæt af den let dunkle pop, de ensformige rytmer og ikke mindst det allestedsnærværende keyboards susende lyde.

Det betyder dog langtfra, at Skying ikke har noget positivt at byde på, for det har det bestemt. Med jævne mellemrum dukker der lyspunkter op fra den pastelfarvede tåge. Det gav mig stor glæde, da jeg på det femte nummer, ”Dive In”, for første gang på pladen rigtigt blev introduceret for Joshua von Grimm på guitar. Skønt nummeret kører meget i samme rille som de foregående, og Faris Badwans vokal er krydret grundigt med rumklang, er det alligevel værd at fremhæve.

Det samme er pladens længste nummer. ”Moving Further Away” sniger et godt stykke over otte minutter og gennemgår noget af en forvandlig undervejs. Med en intro, der kunne være åbningsmusik til amerikansk 80’er-serie om de unge, rige og castede, tager den omkring fire minutters mærket et markant sving. Grundrytmerne forbliver de samme, men langsomt glider nummeret over i en mere tumultarisk og rodet lyd. Det efterfølgende ”Monica Gems” viser, at The Horrors ikke helt har forladt punken. En knastør guitar brager frem, og Badwans vokal giver pludselig flashbacks til selveste Brett Anderson.

Skying må siges at være en blandet affære. Selvom jeg i lange perioder langtfra er underholdt, så har englænderne bestemt meget at byde på. Heldigvis har vi at gøre med en plade, der ikke er låst i sit udtryk. Tværtimod.

★★★☆☆☆

6 kommentarer

  • Jeg synes der er tale om en ret mangelfuld anmeldelse. Er The Horrors ikke snarere nået frem til 90erne med denne nye skive? Der er et meget klart ekko af start-90er bands såsom The Stone Roses, Charlatans (meget klart på åbningsnummeret) og på et nummer som Monica Gems, et (for tydeligt) ekko af Suede. Indrømmet, singlen Still Life lyder primært af Simple Minds i deres 80er-gevandter, men The Horrors har for mig at se bevæget sig fra en post-punk lyd på Primary Colors til en lyd, der på Skying emmer af inspirationskilder fra årene mellem 89-94.
    3 Stjerner? Det er meget karrigt. Vi taler om en plade der ligger på en metacritic værdi på 84 ud af 100, fordi alverdens usnobbede kritikere anerkender og nyder disse unge briters evne til at lyde som om de finder glæde og inspiration ved at lyde som deres pladesamlinger, snarere end bare at genbruge kendte formler.
    For mig emmer Skying af overskud, charme og en særlig magisk omfavnelse og bemægtigelse af fortiden.

  • Men, Julian, nu skulle anmelderen vel gerne bedømme pladen udfra sin egen optik. At andre anmeldere er vilde med det, forpligter vel ikke resten til også at være det? Jeg har ikke hørt skying endnu, så jeg ved ikke om jeg er enig eller uenig i karakteren, men jeg synes det er lidt fjollet at beskylde anmelderen for at være snobbet, bare fordi han giver den en lavere karakter end andre har gjort.

  • mit hovedkritikpunkt gik på at anmelderen mener at det er en plade der tager udgangspunkt i et firserlydunivers, hvilket jeg ikke mener er tilfældet (fraset de ret tydelige simple minds allusioner).
    Dermed mener jeg at han sådan set fejlbedømmer pladen, der forsøger på at ramme en slags opdatering af en særlig psykedelisk illuminerende shoegazer/madchester-vibe.
    Og nej, det betyder ikke at anmelderen er snobbet, så langtfra, men det betyder at han ikke helt har fingeren på pulsen i forhold til hvilken udtryksform bandet tager udgangspunkt i. Lige netop med et band som The Horrors (der i så høj grad er summen af deres pladesamlinger), er det vigtigt at forstå den referenceramme, de tager sigte efter.
    Det gør naturligvis ikke et album hverken værre eller bedre i sin essens, hvorvidt der er tale om den ene eller den anden referenceramme, men det betyder noget for bestemmelsen og dermed forståelsen af albummet og bandet bag.

  • Nu har jeg som sagt ikke hørt den endnu, så hvorvidt den er 80’er eller 90’er, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Min pointe gik også mere på (selvom det godt nok ikke kom ret tydeligt ud i første omgang, det beklager jeg) at en anmelder jo bedømmer pladen ud fra hvorvidt musikken veludført nok til 3-4-5 stjerner. Det må vel være musikken der kommer i første række, og ikke hvorvidt man fanger det fede i at den er inspireret af det ene eller andet.
    Som jeg læser den, så er det ikke firseruniverset der ligger til grund for at han ikke kan lide den, men mere den måde det bliver leveret på. Derfor mener jeg heller ikke det er vigtigt for anmeldelsen, om det er 80’er eller 90’er inspireret, og derfor ser jeg heller ikke noget formål med at forholde sig til referencerammen.

    Jeg kender personligt ikke ret meget til de bands du nævner i første indlæg, men synes bare godt om The Horrors tidligere udgivelser, og derfor ville jeg heller ikke få noget ud af at få de bands listet op i en anmeldelse.
    Jeg læser tit anmeldelser, hvor der refereres til både det ene og det andet band, og der forklares side op og side ned om bandets historie osv, men hvor den pladen det handler om nærmest bliver glemt. Tit sidder man tilbage og tænker “Fint nok, men hvordan lyder den plade det handler om egentlig?” For mig er den slags referencer tit bare et irritationsmoment, at jeg skal læse op på 25 års musikhistorie, for at kunne finde hoved og hale i en anmeldelse.

  • ok, men så tror jeg ikke en side som undertoner.dk er det rette forum for den type anmeldelser du efterlyser. Prøv gaffa eller soundvenue. At beskrive rockhistoriske referencerammer som ligegyldige for musikkritik (ja, ligefrem generende)svarer til at ønske en politisk debat uden fokus på substans og fakta. Vi bliver jo aldrig klogere hvis vi ikke er villige til at tage et spadestik dybere. Musikkritikeren må gerne være med til at “uddanne” læserne. Ellers kunne hvem som helst være en fuldgod anmelder og så “demokratisk” er verden trods alt ikke!

Deltag i debat