Plader

Cymbals Eat Guitars: Lenses Alien

Skrevet af Lise Christensen

Slackermentaliteten er røget, og i stedet dyrkes beatnikkens hashtåger, modernismens grand old (wo)men og Sonic Youth. Resultatet er et sammensat og inspirerende ROCKalbum.

»Well, there are people who put dirty hypodermic needles between the seat cushions in the movie theater« (“Definite Darkness”).
Cymbals Eat Guitars‘ forsanger Joe D’Agostino sparer ikke lytteren, når det gælder fortællingen om nutidens amerikanske samfund, hverken når det kommer til store programerklæringer, beskrivelser af ungdommen eller ubehagelige påmindelser om fænomener, man helst ville ignorere. At der stilles krav, er et indtryk, der går igen i musikken og dens diverterende brug af rockens mange afskygninger.

Staten Island-bandet overraskede og henrykkede verden med sin slackerrock-inspirerede debut Why There Are Mountains i 2009. Slacker- og indierocknavne som Modest Mouse, Pavement og Built to Spill blev nævnt i flæng, når talen faldt på Cymbals Eat Guitars. Selvom lyden, nu to år senere, langt hen ad vejen er den samme fængende og krævende rock, synes der intet slacker at være over hverken musik eller lyrik på bandets nye album, Lenses Alien.

Blandingen af garagerock, indierock, shoegazer, noiserock, hardcore-rock og hvad, man nu ellers kan finde på, der har -rock efterstillet, bliver samlet under den progressive rocks paraply. En genre, hvis grundlæggende ambition er at tage rocken til nye kunstneriske højder, gøre den litterær og udnytte albumformatet til at skabe et samlet værk. Alle tre punkter sigter Cymbals Eat Guitars efter at opfylde på Lenses Alien.

Musikken er kompleks med mange skift i løbet af et enkelt nummer, eksemplificeret ved åbningsnummeret “Rifle Eyesight (Proper Name)”, der er otte og et halvt minuts collage af tekstfyldt collegerock, instrumental shoegazing og melodisk støjrock. Eller slutnummeret “Gary Condit”, der starter som en ballade og udvikler sig mod det infernalsk larmende.

I centrum for musikken står guitarlyden. Om den fortæller D’Agostino i et interview med online-magasinet Don’t Panic, at bandet har ladet sig forføre af lyden på Sonic Youths Rather Ripped fra 2006. Bandet er endda gået så langt som til at producere Lenses Alien i samarbejde med producer John Agnello, der stod bag pulten hos Sonic Youth såvel som kunstnere som Kurt Vile og Dinosaur Jr. Agnello har også stået bag initiativet til at få drukket D’Agostino godt og grundigt ind i en whiskyrus på “Shorepoints” og “Wavelengths”, hvor D’Agostino især på førstnævnte hyppigt svinger mellem stemmelejets højder og dybder, mens ordene flyder som en selvstændig strøm rundtom.

Og netop teksternes uophørlige flyden er et kendetegn ved pladen. Teksterne dyrker en stream of consciousness-teknik, der slægter de modernistiske forfattere James Joyce og Virginia Woolf på. Der findes ingen punktummer i teksterne. Det har været en bevidst taktik fra D’Agostinos side at sætte sig til tasterne og hamre løs uden et defineret mål, hvorefter musikken tilordnedes tekstflowet. Således springer teksten fra linje til linje mellem subjekter, følelser, sted og tid i en fragmenteret fremvisning af både det hæslige i sig selv og det smukke i det hæslige som æstetik.

Som en åndelig søn af 50’ernes beatniks dyrker D’Agostinos tekster storbyen, den overmodige ungdom og dens midler til at håndtere fremmedgørelsen – »dry mushrooms taste a lot like communion wafers / to see cathedral ships behind the Bucks County sky when I was thirteen« (“Plainclothes”) – over for samfundet og sig selv – »I feel so at peace / there’s infinite earth versions / legion mes free from malignancies« (“The Current”).

Lenses Alien serveres som et samlet udtryk: et album, der skal høres ud i ét – og så i en tid, hvor singlen regerer. Det kan siges at være et modigt træk. Og netop mod synes at være et dækkende udtryk for en plade, der står ved sine inspirationer, men også tilfører dem en nyfortolkning, der er et bekendtskab værd.


★★★★½☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar