The Great Dictators er en trio. Det er lidt svært bare at kategorisere dem ind i faste bandroller, for de står ikke blot for et instrument hver. Jakob Lundorff spiller nemlig alt fra klokkespil til percussion og sav(!). Christoffer Hein spiller bas, klaver og synthesizere, og Dragut Lugalzagosi synger, spiller elektrisk guitar og synths. På deres tidligere materiale har der været store genreudsving, men typisk grundet i en amerikansk folktradition.
Women afviger dog og er mere en ensartet alternativ rock-plade, som larmer godt igennem, hvor der dog også er stunder, man får lov til at få vejret. Det er en gruppe, som er meget kritiske over for populærkulturen i dag. Det var rimeligt udtalt i deres pressemeddelelse for dette album, hvor en tredjedel af den består af en svada imod nutidens pop. F.eks. er en sætning som: »Meget af nutidens electronica, EDM, pop og hiphop er fordummende, tomme kalorier« så vag og reaktionær, at jeg allerede var irriteret på dette album, før jeg overhovedet havde lyttet til det. Jeg er ikke enig i, at popmusik nødvendigvis er blevet dårligere, og jeg synes hele pressemeddelelsen var meget rockistisk og snæversynet, og at musikken ville være uinteressant deraf.
Og da den første sang, “Hands”, lyder som en storslået syv-minutters kristen rock-ballade, var jeg ved at frygte, at min irritation ville holde ved, men alle mine fordomme blev gjort til skamme over resten af pladen. Det næste nummer, “Flipside”, lyder som, hvis Mac DeMarco støjede lidt mere og yndede at smide dissonante riffs ind midt i verset. Et fedt laid back, men stadig skarpt rocknummer. Efter dette følger et af de bedste numre på pladen “On the Road to Blacking Out”. Versene er lavmælte, omkvædene er smukke og orgelbårne på en måde, der minder mig om, noget Julian Casablancas eller Thom Yorke kunne have fundet på at gøre. Men det bedste i nummeret er det fantastiske klimaks, hvor alting eksploderer, og man bliver hvirvlet rundt i en tornado af distortion, dramatisk klaver og tunge trommer på en næsten shoegaze-agtig måde. “Freaks” lyder som, da My Bloody Valentine stadig ikke havde fundet deres lyd, men “We’re Almost Here” er derimod helt og aldeles fantastisk. Med et super effektivt synthriff bag sig synger Dragut Lugalzagosi konstaterende: »Oh my god the end is near / But hey, we’re almost here,« inden omkvædet på brilliant vis brager igennem lydbilledet.
“Angel Flesh” er en kynisk og pervers sang, som i presseteksten påstår at være lyden af at tæske en mand, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Den er så beskidt og kræsende om kødets lyst, at det til tider minder mig om Velvet Underground. En fantastisk sang, som borer sig dybt ind i min bevidsthed på en lettere ubehagelig måde. For mit vedkommende kunne skiven næsten godt bare have sluttet her, hvis ikke lige det var for slutnummeret “Dream No Evil”, som er det mest upbeat nummer på pladen og en rigtig rifffyldt ørehænger.
Før jeg gik i gang med albummet, troede jeg virkelig, jeg ville hade det, men Women er ikke en eller anden stiløvelse i fortidens rockmusik. Det er faktisk et super interessant album, som kigger mere fremad end bagud. The Great Dictators har lavet et rigtig godt album med en spændende ny lyd, som vil falde i god jord hos lyttere af f.eks. Interpol eller Strokes, men også mere poppede bands som Kashmir eller Love Shop. Jeg glæder mig personligt til at høre mere til dem og synes, de har gang i noget spændende, som ikke lyder som nogle andre i Danmark.
