Plader

The Drums: Portamento

Stilmæssigt er der ingen kæmpe omvæltninger på The Drums’ anden udgivelse, men der er genkendeligheder, flash-backs og glimt af nogle af tidens mest indflydelsesrige kunstnere. Og så er den en af 2011’s mest spændende indieplader.

The Drums imponerede tilbage i juni 2010 med deres selvbetitlede debutalbum. Her på Undertoner skrev vi blandt andet: »Mange af numrene lyder ens, og nogle kunne måske være undladt. Alligevel har jeg hørt pladen 10-12 gange og kan stadig ikke sidde i ro. Det er superærlig popmusik, og det kan man sgu ikke få nok af.« Belønningen lød på fem store U’er. På P3 øsede man opmærksomhed efter The Drums’ single “Let’s Go Surfing”, og i 2009 inkluderede det franske mode- og producerlabel Kitsuné også singlen på deres meget omtalte kompilation Maison Compilation 8. Siden da har den store frygt blandt fans og anmeldere som undertegnede været, hvorvidt bandet kunne holde samme høje niveau på endnu en plade. Guess what: Det kan de. Deres nye plade Portamento fejer benene væk under dig, og The Drums er bare forbandet kitsch.

Stilmæssigt er der ikke nogen kæmpe omvæltninger på Portamento, men der er genkendeligheder, flash-backs og glimt af nogle af tidens mest indflydelsesrige kunstnere. Det er en vanedannende blanding af musikkens allerbedste elementer såsom kærlighed, drømme og liv.

På åbneren “Book of Revelation” bydes vi velkommen til pladens univers med et hurtigt tempo, der med ét får dig i godt humør. »I believe that when we die, we die, so let me love you tonight,« synger Jonathan Pierce over den eksperimenterende omgang med instrumenter og computerlyde. Det er numre som “Book of Revelation”, der gør det let at elske The Drums for deres leg med musikkens mange elementer.

Efter “Book of Revelation” følger “Days”, der sætter tempoet ned. Et dystert track, som med flygtige glimt minder om, hvad postpunkens Ian Curtis tilbage i 1980‘erne fremførte sammen med Joy Division. Melankolien spreder sig i stuen, når Pierce med sin afslappethed synger om dagene, der bare forsvinder, som tiden går.

“I Don’t Know How to Love” er ubetinget pladens bedste skæring. I fantastisk New Order-inspireret stil opbygger The Drums et nummer, der giver grund til både at synge med, klappe og hoppe, for det er helt igennem energisk, uptempo og fængende. Det vil med stor sandsynlighed blive en succes til bandets kommende koncerter, når Pierce fremfører sit »oh eh, oh eh, oh eh…« for et hoppende puplikum.

“How It Ended” er umiddelbart pladens eneste svaghed. Nummeret savner lidt af det særpræg, som The Drums ellers giver pladens øvrige 11 numre. Lyrisk er det heller ikke nogen højdespringer, og det meste af nummeret går på et gentaget omkvæd: »I don’t know how it ended,« synger Jonathan. Svaret er, at det endte med en kedelig passage, der uheldigvis afslutter Portamento lidt sløjt.

Som med gammelt modetøj, der får nyt liv, er Portamento den postpunk-klingende indies rivaliserende svar på den højtaljede nederdel. Det er modigt og anderledes, men hold fast, hvor er det bare pissefedt. Intet er overladt til tilfældighederne. Portamento behøver ikke yderligere introduktion – det er en af 2011’s mest spændende indieudgivelser.

★★★★★☆

Deltag i debat