Plader

First Aid Kit: The Lion’s Roar

Skrevet af Zenia Menzer

The Lion’s Roar er en behagelig lytteoplevelse, der emmer af harmoni og ro. Det kan sagtens være en fordel for de to svenske søstre, hvis det er dét, lytteren leder efter. Hvis man derimod leder efter noget mere dramatisk og usødet, skal man kigge et andet sted, for det er for langt væk på dette album.

Søskendeduoen First Aid Kit fra Sverige er på gaden med deres andet studiealbum, der roterer om en popfolk-akse med et stærkt præg af singer/songwriter. De mange passager med vokalharmonier danner grunden for samtlige sange, og det giver de to piger muligheden for at fremvise deres yndige feminine vokaler. Den uskyldige tone, der bærer hele pladen, skaber en beundringsværdig renhed, men trods det rummer pladen også en utæmmet natur. Dette udtrykkes gennem specielt trommerne, men kvindestemmerne rammer til tider også nogle skæve og skingre punkter, der giver associationer til råb og hyl og igen fører tankerne hen på noget urmenneskeligt, som man f.eks. kan høre på “This Old Routine” og “Dance to Another Tune”. Der er noget stammemusikalsk over det, når vokalerne kombineres med trommerne, og heri finder man også en kontakt til naturen, som The Lion’s Roar udstråler, at søskendeparret besidder. Forklaringen til dette skal både findes i det musikalske udtryk, men også i forsidecoveret, der afbilder de to svenskere i lange, mønstrede kjoler i et græs- og træbeklædt naturlandskab.

Titelnummeret “The Lion’s Roar” er også med til at skabe natur-associationerne, og dette første nummer viser vejen for resten af pladen. Der er ikke de store udsving eller overraskelser undervejs, hvilket både taler for og imod kvaliteten. Pladen er et enormt behageligt bekendtskab, og kontinuiteten luller lytteren ind i en verden, der med sine bløde, gyngende og akustiske guitarriff tager lytteren med ud ad landevejen på en varm sommerdag, hvor der både hersker fred og frihed. Det medfører en ro i lytteoplevelsen, og de to beroligende kvindevokaler hypnotiserer lytteren til at slappe helt af, som tilfældet er med f.eks. “Emmylou”, “In the Hearts of Men” og “New Year’s Eve”.

Samtidig kører der en mere rytmisk og knap så lillepige-agtig stemning på andre numre såsom “The Lion’s Roar”, “Blue”, “Dance to Another Tune” og “King of the World”. Alligevel ryster de to piger ikke for alvor den pæne pige af sig, og der mangler noget attitude, for at pladen ikke skal fremstå så harmløs, som den gør. Det er helt klart bagsiden af dette album, at der er for meget skønsang, som stort set samtlige numre indeholder – hvis ikke konstant, så momentvis. “To a Poet” blander også violiner ind i lydbilledet, hvilket resulterer i en underskøn harmoni, og det er egentlig et kernebegreb for The Lion’s Roar som plade. Hvis man søger en lytteoplevelse, der er lige så glat og blød som en klat smør, er dette et udmærket bud. Hvis man derimod kræver, at der undervejs er noget, der kradser eller sætter sig i modstrid med, hvad man som lytter forventer, skal man lede et andet sted, for det findes ikke rigtigt på First Aid Kits andet udspil.

★★★★☆☆

Deltag i debat