Plader

Pg.Lost: Key

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Det er en prøvelse for ethvert band at skille sig ud fra mængden og skabe en længerevarende interesse i vores øregange. Når der spilles instrumental postrock, skal der en kraftanstrengelse til for at bære musikoplevelsen videre, end hvad den gængse lytter hurtigt vil glemme. Pg.Lost forsøger.

På den svenske firemandsgruppes seneste udspil, Key, er der ikke blevet visket meget ud i den gamle postrock-formular. Sporene i sandet leder af en ikke særlig kurvet sti tilbage til bl.a. Explosions In The Sky og Mogwai. Håndværket er godt, evnerne på plads og produktionen i top. Pg.Lost har gjort det til en uforskammet herlig vane at få hvert eneste stykke i deres musik til at virke absolut nødvendigt. Man ender derfor aldrig med, at numrene føles for lange eller unødigt komplicerede – et problem, som flere lignende bands tumler med.

Bandet rumsterer inden for den klassiske, melankolske postrock tilsat et drys længselsfuld shoegaze. Lange crescendoer er gennemgående på albummet og især godt repræsenteret på numre som ”Weaver” og ”I am a destroyer”. Opbyggende og langsomt fremadbrusende indlemmer de lytteren i bandets dystre verden. De stille passager bliver dog i tilstrækkelig grad brudt af støjende sekvenser, og det er denne dramatiske vekslen, der giver Key sit liv.

Fravalget af vokal skaber plads til en mere individuel fortolkning af albummets følelsesmæssige værdi. Der kan nu ikke være to meninger om, at vi ikke er i den festlige ende af vores register; det er de desperate, mørke taster, der bliver trykket på. Der ses dog glimtvist frembringelser af håb, og på nummeret ”Sheaves” demonstrerer Pg.Lost, at de glimrende mestrer flere sindsstemninger.

Albummets korteste skæring, ”Terrain”, adskiller sig på mange måder fra pladens andre numre. Det starter bombastisk med en skrigende guitar, men forvandler sig pludseligt til noget ganske andet. Med en pænere guitarlyd og et gennemgribende funky trommebeat virker ”Terrain” både opløftende og modigt. Beatet bliver – selvfølgelig, fristes man til at sige – slået itu af et bragende, aggressivt guitarriff og ender helstøbt og fuldendt. Det er en sand kraftpræstation og utvivlsomt Keys mest interessante nummer.

Men på trods af albummets forsøg på at føre nye ideer ud i postrock-verdenen, må man sande, at det ikke er lykkedes. Key har flere spændende numre, men albummets akilleshæl er uden tvivl dets forudsigelighed. Det bliver for strømlinet, og Pg.Lost forsøger ganske enkelt ikke nok, så på trods af gode indfald og smukke numre ender de fleste af disse med at lyde som noget, man har hørt utallige gange før.

Pg.Lost kan meget vel sætte det store sejl i fremtiden og gøre noget uventet ved postrocken, for nu er ankeret dog kastet, og bandet befinder sig på lavvande, tøjret til det bestående. Spørgsmålet er, om bandet føler for at stikke til søs, når de nu er så gode til det, de i forvejen laver.

★★★½☆☆

Deltag i debat