Plader

John Maus: A Collection of Rarities and Previously Unreleased Material

Udgivelsen af John Maus’ arkiver medfører blot end endnu større respekt for John Maus’ særegne univers, som skabes ved lo-fi-beats, analoge synths og vokal med en masse rumklang. Ja, det er pop, men samtidig avantgarde med stort A.

En af de klassiske fordomme om lanceringer af hidtil ikke-udgivne numre er, at denne slags album let bliver et stort miskmask af fillers uden nogen rød tråd til at binde sangene sammen. De har en tendens til at udstille store kunstneres svagheder, og derfor er det helt fair, at værdien af b-sideopsamlinger ofte betragtes som relativt begrænset, medmindre man kan betragte sig selv som superfan af den pågældende kunstner.

Med et album, der samler op på 16 sange sange skabt over en 11 år lang periode (1999-2010), er den umiddelbare forventning da også, at vi bliver præsenteret for én stor og forvirrende pærevælling af John Maus. En forventning, der hurtigt viser sig at være berettiget. Og heldigvis for dét.

Med en lyd, der unægtelig ville fungere fremragende som et soundtrack til et episk rumeventyr fra 70’erne, blander Maus hvirvlende analoge synths og discorytmer med psychedelica på en sådan måde, at A Collection of Rarities and Previously Unreleased Material som album minder om en slags lydmæssigt pindsvin, hvor de enkelte sange stritter i hver deres retning. Eksempelvis indleder den stærke “North Star” albummet med et march-lignende beat samt en traditionel skomagerbas, som begge toppes af retrosynth og fanfare-melodier. Altså kan man næsten se rumskibet for sig.

Dernæst går albummet videre med den fem år yngre sang “The Law”, som er en kort og inderlig sag. De analoge synths er dog bibeholdt, og disse viser sig da også at være en slags tema for albummet og Maus’ lyd i det hele taget. Herefter skrues tempoet igen godt i vejret i den ligeledes formidable “Castle in the Grave”. Her opbygges en nærmest gyseragtig stemning ved hjælp af et småuhyggeligt orgel og Maus’ signaturvokal – hakkende som en anden Ian Curtis og overdænget med rumklang. Den hvirvlende arpeggiator og det bagvedliggende kor bidrager kun til mystikken. Denne atmosfære opløses dog til tider af et vanvittigt break på sækkepibe – det er skørt, men sådan er John Maus bare, må man erkende, efterhånden som man får lyttet sig gennem albummet.

Efter tre utroligt stærke sange er det dog, som om niveauet falder en smule. Ikke at sangene er svage, og “Angel of the Night”, “Mental Breakdown” og “This is the Beat” er da også alle eksempler på, at John Maus på imponerende vis formår at gå en balancegang mellem pop og avantgarde. Disse sange har bare ikke de samme gimmicks, der netop gør Maus’ bedste numre til noget helt særligt. Derimod beviser de, at han på trods af (eller i kraft af?) beats, hvis lige kun findes på det gamle Casio-keyboard, som vi andre for længst har gemt langt væk i garagen, virkelig kan sit kram og er tro mod det forunderlige og mærkværdige univers, som han har brugt mere end et årti på at skabe.

Heldigvis slutter albummet lige så forrygende, som det startede. “Fish with Broken Dreams” og “Rock the Bone” cementerer, at Maus’ ry som en musiker med et vidtfavnende repertoire er helt i orden. Førstnævnte er helt tilbage fra 1999, hvor vokalen endnu ikke var blevet mikset med en reverbpedal eller to, og synthen endnu ikke var så outreret. “Rock the Bone” er den diametrale modsætning, og med et svingende discobeat og utallige lag synths viser John Maus straks, at hans lyd spænder enormt bredt.

I kraft af, at albummet er en opsamling af numre, som ikke har klaret cuttet til tidligere skiver, er lyden en opsummering af hele John Maus’ karriere. Derfor er referencerne til Panda Bear og i særdeleshed Ariel Pink særdeles tydelige, da han i det seneste årti har været en del af begges livebesætninger. Dog har sangene fra arkiverne så stor en styrke og troværdighed, at man næsten bliver i tvivl: Er det mon storebrødrene, der til tider har været på rov i lillebrors lyd?

★★★★★☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar

boeger