Plader

How to Dress Well: Total Loss

Skrevet af Niklas Kiær

How to Dress Well har udgivet en opfølger til den velanmeldte debutplade, Love Remains. Den “svære toer” er lige dele mekanisk trommemaskine og inderlig skønsang. Formår projektet at leve op til den stærke debut, eller skal albummets titel forstås mere bogstaveligt, end kunstneren selv mener?

How to Dress Well var navnet på en gammel mode-manual, som Tom Krell fandt i en gammel boghandel i Minneapolis. Han bestemte sig for at adoptere navnet til sit enmandsprojekt. Det pådutter ikke andre mennesker et bestemt udseende, men formår alligevel på en eller anden måde at sprede coolness, på samme vis som bogen nok var tiltænkt.

Efter HtDWs første album, Love Remains, var omtalen stor. Personligt kom jeg aldrig rigtig ind i pladen og forstod nok ikke rigtig hypen. En bølge af sagte mandlige nmandsprojekter var skyllet ind over mig på samme tid, og til sidst stod jeg uden forståelse for nogen af dem. Helt anderledes fokus var der, da jeg fik Krells toer, Total Loss. Efter tre ugers bekendtskab med pladen er jeg noget mere klar over, hvilket udtryk Tom Krell har skabt med projektet, og selvom blandingen af den æteriske falset og de eklektiske beats ikke er revolutionerende, gør amerikaneren det på en så følsom og inderlig facon, at det alligevel føles særegent.

Krells inspirationer spænder tydeligvis bredt. Der er klare tråde til 90’ernes inderlige R&B-crooning, mens 80’ernes popsensibilitet også skinner igennem med den totale blottelse af følelserne og manglen på ironisk og kritisk distance. Størst bliver kontrasterne i “Cold Nites”, hvor en kølig trap-inspireret 808-trommemaskine samarbejder med patetiske chimes, og ikke et eneste øjeblik virker det påtaget. Dette er en af projektets største styrker: Det bliver hverken klistret følelsesladet eller for intellektuelt gennemtænkt i de mange musikalske eksperimenter.

Total Loss skifter ofte og pludseligt stil. Uptempo-nummeret “& It Was You”, der lyder som det klareste bud på et reelt radio-hit, går efterfølgende over i det instrumentale stryger-arrangement “World, I Need You, Won’t Be Without You (Proem)” uden nogen form for undskyldende overgang. Undskyldninger er der i det hele taget ingen af på Total Loss. Tom Krell ved, hvad han laver, og han står ved det. Der er intet ironisk glimt i øjet, når han med rumklangen skruer helt op for falsetten over tunge hiphoptrommemaskiner. Han arbejder i stedet hen mod et ideal: den perfekte smukke sang.

Netop æstetikken er i højsædet, og skal man have mest muligt ud af albummet, skal det, næsten ukritisk, sanses og føles. Smukt er albummet, og den følelsesmæssige ærlighed gør næsten ondt til tider. Men tager jeg kritiker-brillerne på, bliver det også for meget for mig. Midtvejs begynder numrene at miste deres identitet og flyder sammen. I takt med at rumklangen og effekterne overtager Krells stemme, taber jeg samtidig interessen for hvert nummer. Det bliver simpelthen for følelsesladet og uden substans, selvom de enkelte beats stadig har noget at byde på. Den konstant følelsesladede sangstil har dog også elementer, hvor det hele smelter sammen i en højere enhed. Ærligheden er total i outroen til det sample-tunge “Set It Right”, hvor Krell navngiver de mennesker i hans liv, som han savner, og det giver genlyd hos lytteren. Ærlighed betaler sig, specielt i musik.

Total Loss er et flot album. Ærligt og eksperimenterende, men altid bevidst om hvilke elementer der bringes i spil. Krell har med projektet ramt en rigtig åre i det nuværende musikalske billede. Med lige dele R. Kelly og Bon Iver forsøger han at finde den sublime sang, den perfekte æstetik og den rene skønhed. ‘Total loss’ betyder i USA at have smadret sin bil i en sådan grad, at det er dyrere at reparere den end at købe en ny. På samme måde går pladen planken ud på hvert eneste nummer med risiko for at totalskade projektet, men den nerve, det skaber, giver pladen en større værdi, end hvis Krell havde kørt sikkert midt på de i forvejen asfalterede veje.

★★★★★☆

Deltag i debat