Plader

Martha Wainwright: Come Home to Mama

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Navnkundige Martha Wainwrights tredje album er en følelsesmæssig forestilling, som trækker tråde tilbage til sangerindens egen debut.

Siden 2008-udgivelsen I Know You’re Married But I’ve Got Feelings Too er der sket mange ting på hjemmefronten for Martha Wainwright. Hun har fået en søn, er blevet gift og har mistet sin mor, og de emotionelle op- og nedture afspejles i den grad i og giver dybde til hendes seneste udgivelse, Come Home to Mama.

Wainwright har nemlig altid været en kunstner, som ikke er bange for at udtrykke egne erfaringer og erkendelser. Tekstuniverset har altid været intimt, og sammen med sin fænomenale stemme har hun erhvervet sig et ry som en kunstner, der sjældent lægger fingre imellem, når det kommer til skabe et gribende, autentisk udtryk. Og når de sidste fire års bagage indeholder enorme glædelige såvel som triste indtryk, formår Come Home to Mama at levere nogle af hendes karrieres mest rammende numre.

Især det skrøbelige ”Proserpina” ender som en mindeværdig oplevelse på pladen. Det er en klaverballade, som faktisk blev den sidste sang, Wainwrights mor Kate McGarrigle nåede at skrive. En ærlig, violinbetrukket komposition fortæller historien om, hvordan Ceres skabte årstiderne som hævn for Plutos bortførelse af hendes datter. Omkvædet bliver titlen på albummet, hvilket på alle måder er retfærdiggjort, for det er her, Wainwright bliver mest sårbar, mest presserende, og det er desuden også her, hun leverer den mest frydende vokalpræstation på albummet.

Wainwright veksler i stor stil mellem på den ene side folk-inspirerede sange, som minder lytteren om den selvbetitlede 2005-debut, og på den anden side mere vovede, semielektroniske numre. ”Leave Behind” bliver med klokkespil og en akustisk guitar mere letgenkendelig, lige som afslutningsnummeret ”Everything Wrong” heller ikke sætter meget på spidsen – lige ud over teksten, hvor hun taler ud af posen omkring sin mands utroskab.

Hun bryder de stillestående numre med både upbeat og fængende popnumre, som formår at gøre albummet mere nutidigt. ”Four Black Sheep” er et finurligt, elektronisk nummer båret af nysgerrig synth og en minimalistisk trommerytme, som tilføjes et lavmælt omkvæd, hvor mere klassisk klaver inddrages. På ”I Wanna Make An Arrest” ender vi i højeste gear med et næsten dansabelt klubnummer, som ligger langt væk fra den Martha Wainwright, vi kender.

Vi når i det hele taget vidt omkring på pladen: fra den atypiske åbner ”I Am Sorry”, der er pompøs og flagrende, til ”Can You Believe It”, hvor Wainwright endnu en gang beviser sit værd som lyriker med proklamationer som »I really like make-up sex / It’s the only kind I ever get«. Man når igennem glæde, sorg og frustration, alt imens musikken skifter fra rå og upoleret til perfektioneret, elektronisk gimmick-fifleri.

Denne diversitet giver liv, men skaber samtidig også en gennemgående lytterforvirring. Det er simpelthen svært at følge med på det følelsesridt, Martha Wainwright indleder og introducerer. Kan man gennemskue det, er det fantastisk, men går man tabt undervejs, ender Come Home to Mama som en rodet plade med enkelte, funklende perler iblandt.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

Skriv et svar