Plader

The Floor Is Made of Lava: Kids & Drunks

Skrevet af Durita Dybczak

Drengene fra The Floor Is Made of Lava er med Kids & Drunks vendt tilbage til opvæksten i udkantsdanmark, hvilket resulterer i en lidt blødere plade, end vi kender det.

The Floor Is Made of Lava indtog Danmark tilbage i 2007 med radiohits som “Do Your Sister” og “Told Her I’m From Compton” fra debutalbummet All Juice, No Fruit. Opfølgeren, Howl At the Moon (2010), fortsatte succesen, og det var, som om de jyske knægte blæste amerikanske vinde ind over det danske land med deres iørefaldende rock’n’roll på den trashede måde.

Tobias Kippenbergers karakteristiske leadvokal er nemlig hæs og hærget, som havde han levet af sjusser og askebægre siden barnsben. Om det rent faktisk er tilfældet, vides ikke, men musikken har i al fald en portion testosteron og god gammeldags rockattitude – men med et twist af svigermors drøm. For selvom The Floor Is Made of Lava viser en lidt hård facade, kan der på bandets nyeste album, Kids & Drunks, skimtes en lidt blødere side. “Forever, Again & Then Some” trækker på de helt tykke, forslidte kærlighedsfraser med teksten »I know it’s a cliché, I know that it’s blunt / I, I, I, I – I’ll love you forever, again and then some«. Det er melodiøst med et fængende omkvæd, hvilket er ganske gennemgående på hele albummet.

Godt nok er det guitarrock, drengene spiller, med tryk på guitar, men det er alligevel ikke så hårdt og farligt, som de måske gerne vil have det til. Den hærgede vokal bliver blødt op med lyse korstemmer som eksempelvis i den ret poppede “On the Ropes (Out of Line)”. De hårde drenge kommer dog frem i numre som “God Save Henri”, hvor leadvokalen får fuld udblæsning i en sådan grad, at der mere er tale om råb end egentlig sang. Budskabet er lidt teenage-Green Day-hidsigt og peger kritiske fingre ad den politiske magt med en proklamation af bandets udlægning af menneskerettighederne: »I reserve the fucking right / To fuck up my fucking life / If that’s what I want / And that’s what I want«.

På pladens sidste nummer, “I’m a Man”, sættes tempoet ned, og der kan høres et orgel i baggrunden. Testosteronet får lov til at flyde igen, men mere på en klynkende, halvdesperat måde: »I don’t mind to take out the garbage / But I don’t take shit / I’ll carry you around and about / If you’d just get off of my back.« At Kippenberger flere gange gentager, at »I’m a man«, virker mere som et forsøg på at holde fast i det end som en egentlig manifestation af maskulinitet, hvilket nærmest gør det lidt morsomt.

Hele albummet bygger på drengenes opvækst i udkantsdanmark og fortællinger om fremtidshåb, eskapisme og gør-det-selv-livsfilosofien, som har bragt bandet dertil, hvor de er i dag. Albummet er helstøbt i den forstand, at det har et stærkt tema, en gennemgående god og høj energi, iørefaldende melodiøst guitarspil og en lækker produktion. Om autenticiteten har fået nogle knubs, eller om rock’n’rollerne bare er blevet lidt bløde med tiden, er for nogle to sider af samme sag, men det er for så vidt ligegyldigt. Resultatet er en pop/rock-plade, der kan det, den skal: underholde, fortælle historier og være genkendelig. Og så er det dét.

★★★★☆☆

Deltag i debat