Nyheder

Fanø Free Folk Festival afslører de første 2013-navne

Skrevet af Signe Palsøe

Fanø Free Folk Festival rammer til august for fjerde gang den lille vadehavsø. I dag har festivalen afsløret navnene på de første fire kunstnere, der lægger vejen forbi.

Det har ikke skortet på afsløringer af den kommende festivalsæsons navne i den forgangne måneds tid. Roskilde Festival, der ellers gerne venter med de første offentliggørelser til starten af det nye år, samt Pop Revo har allerede sluppet et anseligt antal navne, ligesom Frost Festival nærmer sig at have februar-programmet klar. Og nu følger en af landets mindste, men langtfra mindst interessante festivaler trop. Fanø Free Folk Festival, der i 2013 løber af stablen for fjerde gang, har valgt at rykke næste års arrangement fra juni til sensommeren – nærmere bestemt weekenden 23.-25. august. Det betyder, at det denne gang kan lade sig gøre for selv de mest trofaste Roskilde-campister at tage turen til Vadehavet uden at blive underdrejet af søvnmangel.

Og der er god grund til at overveje at tage på øferie. Ud over de hyggelige og intime omgivelser omkring festivalområdet i Sønderho melder dagens afsløringer, at Fanø byder på musik af canadiske Eric Chenaux sommer. Chenaux er tilknyttet Constellation, der for tiden især tiltrækker sig opmærksomhed for den nye Godspeed You! Black Emperor-plade og Colin Stetsons kommende koncert i København. Chenaux er fascineret af samme frie og jazzede klange som sidstnævnte labelkammerat, men tager afsæt i folk frem for avantgarde. Lyt til et af hans nyeste numre øverst i indlægget.

Også en samling fin dansk musik er føjet til sommerens program i form af Taiga Taigas lo-fi-folk, der snart anmeldes her på siden, Own Roads for festivalen efterhånden velkendte, akustiske guitarfolk og Distortion Girls’ mere udsvævende, men temmelig langsommelige støjeksperimenter.

Omkring 15-20 af Fanø Free Folk Festival 2013’s kunstnere mangler endnu af blive offentliggjort, men du kan allerede nu købe din billet til weekenden her. Følg med i festivalens opdateringer via Facebook.

Deltag i debat