Koncerter

Deap Vally, 16.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Uanset hvor provokerende de to piger i Deap Vallys tøjvalg var, reddede det dem ikke fra at levere en omgang triviel og forudsigelig topersoners tromme- og guitarrock, da de søndag eftermiddag gæstede NorthSide Festival.

Fotos: Christina Sørensen / NorthSide

Yes! Rock’n’roll, larmende guitar og godt med distortion- og/eller fuzzpedal i højtalerne. Deap Vally var nok det tætteste, jeg ville komme på at være på Copenhell denne weekend – foruden et fordrukkent opkald fra mine venner under King Diamonds optræden på Refshaleøen. Deap Vally blev introduceret med spørgsmålet, om hvorvidt publikum godt kunne lide punk. Rigtig punk. For det kunne duoen åbenbart, og de havde sågar varmet op for Iggy Pop – stærke sager, må man sige.

Men da først koncerten med de to californiske piger gik i gang, stoppede min indledende begejstring for festivalens vel nok eneste hårde rockoplevelse også. Selv havde Lindsey og Julie været på jagt i den mere letpåklædte afdeling af klædeskabet til den mandlige del af publikums store begejstring, og efter alt at dømme tiltalte pigernes skramlede rockkompositioner da også det pakkede festivaltelt.

Selv havde jeg meget svært ved at spotte særlig meget underholdende ved Deap Vallys koncert, hvor det var svært at slippe fokus på, at stort set alt musikalsk denne eftermiddag virkede alt for velkendt, uanset hvor provokerende de to bandmedlemmers tøjvalg end måtte være. Det var topersoners tromme- og guitarrock af den gamle og efterhånden godt brugte skole, hvor der var blevet tilsat en portion pop mellem distortionen og crashbækkenerne, hvilket langt fra gavnede de ensformige kompositioner.

I øvrigt var der heller ikke meget at komme efter på lyrikfronten, hvor højfrekvente udtryk og vendinger som »yeah«, »baby« og »oh«-råb ikke ligefrem var med til at fremhæve eventuelle højdepunkter, og i det store hele virkede koncerten desværre mere fordummende end inspirerende og opsigtsvækkende.

Også mellem numrene virkede den obligatoriske publikumskontakt alt for søgt og decideret enerverende, som da vi blev opfordret til enten at lave fredstegn eller de velkendte djævlehorn, (uforståeligt kaldet “rock hands” i dagens anledning), da trommeslager Julie Edwards skulle prøve at udtale »rød grød med fløde«, eller da forsanger og guitarist Lindsey Troy bad om at få mere guitar i sin monitor – for det her var jo »fucking rock’n’roll«, ikke folk, som hun selv formulerede det.

Dog skal der lyde nogen ros til de to piger, hvor især Lindsey Troys typiske, kvindelige punkrock-vokal overstrålede samtlige af bandets kompositioner – musik såvel som lyrik – til trods for, at hun forekom overraskende forpustet og udmattet allerede to numre inde i sættet. Samtidig må man også tage hatten af for duoens rent tekniske kunnen, der faktisk kom som en positiv overraskelse et par numre inde i sættet, hvor jeg så småt var begyndt at opgive håbet om at finde noget godt at skrive hjem om fra min søndag eftermiddag i Ådalen med Deap Vally.

Alligevel kunne det umuligt redde det samlede helhedsindtryk, og jeg begyndte at få en underlig følelse af deja-vu til Deathcrush’ optræden på Pop Revo for godt og vel et år siden. Helt så galt gik det heldigvis ikke, men der var stadig langt til nogen reel succesoplevelse, hvilket ærgrer mig en del, da der uden tvivl lod til at være en god mængde talent og potentiale gemt i de to piger – dog uden at det kom særlig meget til udtryk. Jeg håber inderligt, at Deap Vally formår at tilføje deres musik en vis mængde originalitet, for så bliver det med garanti et meget mere interessant navn at følge. Indtil da må jeg nøjes med dagens helt store skuffelse som eneste pejlemærke for duoens kunnen.

★★☆☆☆☆

3 kommentarer

  • At være totalt uenig i anmeldelsen er én ting, bevares, vi oplever jo heldigvis tingene forskelligt. For mig var Deap Vally det klart fedeste på Northside, efter Portishead og Nick Cave.

    Der nævnes ingen af numrene i anmeldelsen, og måske kunne anmelderen have gjort sig den ulejlighed at høre lidt aff Deap Vallys musik inden han gik til koncerten Så ville flere af tingene måske ikke komme som sådan et chok.
    Jeg er enig i at teksterne ikke er noget særlig, men vi har også at gøre med meget riffbaseret rock og at beklage sig over teksterne, syns jeg er at misforstå noget af ideen.

    Jeg er med på at vi bare er uenige, men med tanker på at Deathcrush, der for mig er et sindssygt spændende band og som også gav den fedeste koncert til SPOT (Jeg så dem ikke på REVO, det indrømmer jeg), også får sig en lille sviner med på vejen, tænker jeg bare på om dette er det rigtige musik for denne anmelder. En anmelder som jeg, må jeg heller huske og sige, ellers som regel er meget enig med.

  • Kære Daniel

    Jeg er meget enig i din anmeldelse af Deep Valley. Du kunne endda have været endnu hårdere. Let’s face it: Det, der foregik på scenen i søndags, var en udstilling af kvindekønnet som objekt, så man nærmest var i tvivl om, om det var en pornofilm, man var vidne til.

    Og så hjælper det heller ikke, at de ikke kunne finde ud af at spille på deres instrumenter, eller at sangerinden ikke havde nok luft til at synge. Jeg har selv spillet i orkester i først Grindsted og siden Randers i mange år. Og tænk hvis jeg ikke havde luft nok til at spille på min basun 10 min. inde i en øver. Så tror jeg nok lige, de andre ville blive sure. Og så at stille sig op foran et publikum og gøre det. Pinligt!

    Teksterne var ganske rigtigt jammerlige, og forsøgene på at få tag i publikummet virkede krampagtige.

    Min 14-årige datter var ret begejstret, og vi diskuterede på vej hjem i bilen, hvem der havde ret. Nu kan jeg heldigvis vise hende, at jeg har en professionel anmelder på min side.

    Tak for det!

    Herbert

    PS Dog en anke: Burde din redaktør ikke have læst lidt bedre korrektur? Du skriver konsekvent Deap Vally – det staves altså Deep Valley. Bare et lille tip :-)

  • Herbert – Det staves Deap Vally, så det er ikke en fejl fra anmelderens side.

    At påstå, at de to piger ikke kan spille på deres instrumenter, er da noget af de mærkeligste, jeg længe har hørt. Især guitaristen tekniske kunnen var til tider imponerende.

    Godt, at din datter havde en bedre koncert end dig, håber hun får lov at nyde det lidt endnu.

Deltag i debat