Plader

FKA twigs: EP2

Skrevet af Niklas Kiær

Bloghype uddeles dagligt til tusinder af nye og “spændende” kunstnere. Ofte er det mest et forsøg på at komme de andre blogs i forkøbet, at morgendagens nye stjerne udråbes, men det sker, at der dukker et vaskeægte unikum op. “Water Me” blev et kæmpe internethit for FKA twigs, og resten af hendes anden ep er også mere end lovende.

Verden har fået sig en ny R&B-diva. Men hun er ikke som de andre. Hun lyder snarere af Portishead eller Massive Attack end af Beyoncé og Rihanna. 25-årige Tahliah Barnett, der ligesom danske Oh Land kommer med en baggrund som balletdanserinde, har i 10 år arbejdet på sin musik og sang og udgav sin første udgivelse, EP1, i 2012. Udgivelsen var det første spadestik, en solid omgang alternativ R&B, men uden særlig kant eller nytænkning. Interessant var det dog, at hvert nummer på den fire numre lange ep fik sig en musikvideo, hvor alt fra animationsteknologi til skamfering af biler var på banen.

Gennembruddet er således først kommet med nyligt udgivne EP2 og især singlen “Water Me”, som fik alverdens bloggere til at krone hende som årets mest spændende opkomling. Med den nye ep kom også et nyt navn. En anden kunstner ved navn Twigs brød sig nemlig ikke om konkurrence, og derfor måtte Barnett, i bedste Prince-stil gå over til FKA twigs (formerly known as twigs). Hvor blogverdenens had og kærlighed er en omgængelig størrelse, der lige så vel kan være en forbandelse, som en velsignelse, så virker der til at ligge mere end hype til grund for FKA twigs’ omtale. EP2 er uden tvivl en af de mest spændende og gennemarbejdede udgivelser i år. Hvert af ep’ens fire numre har individuelt masser at byde på, men sammensætningen af dem gør udgivelsen til noget særligt.

FKA twigs’ stemme vækker minderne tilbage til 90’ernes mere alternative R&B-sangerinder som Janet Jackson, men med en blødere og mere naiv levering i stil med the xx. Beatsene er på samtlige af ep’ens numre lavet af eller i samarbejde med Brooklyn-produceren Arca, der har rykket på sig efter at have haft en hånd i flere produktioner på Kanye Wests’ Yeezus. Og det er lige præcis samarbejdet mellem sangerindens skrøbelige stemme, hendes gode sans for ikke at overgøre leveringen og de fabelagtige produktioner, der skaber den intense og meget sensuelle stemning på EP2.

Tekstuniverset på udgivelsen er eksplicit seksuelt, men med en udforskende naivitet, der gør teksterne mindre provokerende. “How’s That” er nærmest en play-by-play-beskrivelse af forsigtigt førstegangs-forspil, mens hun på “Papi Pacify” ønsker at give sig hen til kærligheden, lige meget hvad konsekvenserne bliver. Gennembrudshittet “Water Me” beskriver en fortvivlet Barnett, der ikke modtager den kærlighed, hun længes efter, fordi hun er for »small«, hvilket skal forstås billedligt som »small-minded« og fokuseret på materielle goder. På trods af tekster, der er bygget op omkring meget simple og repetitive linjer, er der alligevel masser af poesi i linjer som: »He told me I was so small, I told him “Water me” / I promise I can grow tall, when making love is free.« De billedlige metaforer og Barnetts fantastisk varierede levering og indlevelse giver nummeret den ekstra dybde, som sikrer forlænget levetid.

Produktionen til “Water Me” er et legende og levende potpourri af udåndinger, klik, ekko og manipulation af twigs’ stemme, mens “Papi Pacify” og “How’s That” er mere intense og dystre med stikkende vokalsamples, dystre synth og dramatiske trommer, der giver FKA twigs’ håbefulde naivitet meget lidt håb. “Ultraviolet” starter som det måske mest ligetil R&B-nummer, men bliver hurtigt en forskruet og syret omgang forvredne vokaler og baglæns spillede samples. Det vender dog tilbage til den ligefremme stil og bliver ep’ens mest radiovenlige udspil, lige indtil det slutter af med en alarmende sirene i front.

Et sidste, men afgørende element ved FKA twigs er den æstetiske del. Musikvideoerne er, ligesom i forbindelse med EP1, i højsædet og er en stor del af den fortjente omtale, hun har modtaget. Videoen til “Water Me” bruger Barnetts særprægede udseende og en vuggende bevægelse til at skabe en besynderligt smuk video, hvor hun formår at “vande sig selv” med sine tårer, hvorefter hendes øjne vokser til en foruroligende størrelse, mens “How’s That” smukt bruger nogle af de samme eksperimenter med animationsteknologi, som Kanye West anvendte i videoen til “Black Skinhead”. Det er dog “Papi Pacify”, der chokerer mest. I dyster sort/hvid symboliserer videoen den vekselvirkning mellem omsorg/kærlighed og lyst/seksualitet, der eksisterer i et forhold. Barnett bliver skiftevis kærtegnet og omfavnet og det næste øjeblik oralt penetreret af en sort mands fingre, mens videoen pulserende klipper, bruger slow-motion og tilbagespoling med stor effekt. Videoen er både vulgært frastødende og voldsomt sensuel og indtagende.

FKA twigs har med sin kun anden udgivelse formået at udgive noget unikt, komplekst og fængende. Mens der kan arbejdes med tekstskrivning og videre musikalsk udvikling, placerer hun sig i den nye bølge af R&B, der ikke vil ligne de tomme og triste 00’ere, men redefinere genren. Jeg er begejstret og ser frem til hendes fulde debut.

★★★★★☆

Deltag i debat