Klassikeren

The Blue Nile: Hats – mørke storbynuancer og blå kærlighed

Skrevet af Alex Nørregaard

Intense tekster om tomme, regnvåde gader og destruktive kærlighedsforhold blandes med bølger af storslåede, syntetiske strygere og keyboards på The Blue Nile’s 80’er-perle Hats. Alex Nørregaard går i dybden med pladens drømmende indhold og sofistikerede lydbillede.

TheBlueNile1

»That romance and the simplicity of construction.«

Ordene stammer fra Tom Fleming, bassist i den engelske dreampop-gruppe Wild Beasts, og omhandler såvel albummet Hats som nummeret ”From a Late Night Train” fra skotske The Blue Nile. ”From a Late Night Train” markerede mit første møde med The Blue Niles andet album. Et album, der trods sit sparsomme lydunivers og sin simple opbygning, fylder enormt meget.

I en tid, hvor retromanien siges at rase, hvor poppen udfordrer sine værste kritikere, og hvor samfundet tromler af sted i udmattende acceleration, er der noget paradoksalt forløsende ved at hive The Blue Niles’ Hats frem.

For Hats er et gensyn med en svunden tid og en synthbaseret, sofistikeret pop, der i dag lyder mistænkeligt velpoleret og som på ingen måde stritter i mod. Det er en plade, som min ABBA- og ELO-elskende far let kunne lokkes til at sætte på. Det er en plade, som, hvis jeg havde erklæret mig som fan overfor ham, formentlig ville få min støjtilbedende bonusfar til at skrive mig ud af testamentet.

Men Hats er også et følelsestungt, nærværende og cinematisk bekendtskab, hvor en trang til perfektion skinner tydeligt igennem. Her er tid og plads til at fordybe sig i den længsel og personlighed, som optræder i mødet mellem de syntetiske, afdæmpede toner og teksterne, der byder på beskrivende bybilleder og hjerteskærende kærlighed.

Ordet autenticitet sniger sig faretruende tæt på.

En tur over hustagene
The Blue Nile blev dannet i 1981 af forsanger og guitarist Paul Buchanan, bassist Robert Bell og Paul Joseph Moore på tangenter. Og så fjerdemanden Calum Malcolm, der som lydtekniker har assisteret gruppen på de blot fire albums, som det er blevet til siden deres debutalbum A Walk Across the Rooftops fra 1984.

Myten går på, at The Blue Nile blot var signet af det skotske hi-fi-selskab Linn som et ’hi-fi-band’ – med det formål at lave en demo, der kunne fremvise kvaliteterne ved selskabets udstyr. Men A Walk Across the Rooftops var andet og mere end det.

Da debutalbummet udkom i 1984 fik The Blue Nile trods et afdæmpet, inderligt udtryk markeret sig som et interessant bekendtskab. The Blue Nile udstrålede fra start af modenhed samt en perfektionistisk og forfinet tilgang til poppen. Den britiske musikpresse tog da også varmt imod A Walk Across the Rooftops, der bl.a. endte som nummer 28 på NME’s albumsårsliste i 1984 og i dag figurerer i bogen 1001 albums du skal høre før du dør.

Op ad bakke
Herefter var The Blue Nile godt og vel fem år om at færdiggøre opfølgeren Hats, der udkom i 1989. Ifølge Buchanan, Bell og Moore pressede bandet for meget på i starten, hvor et ophold på golfresortet Gullane og indspilninger i Castlesound-studiet i Edinburgh resulterede i uoverensstemmelser og ingen produktivitet.

Herefter fulgte tre mere eller mindre inaktive år, men i hjembyen Glasgow genfandt gruppen inspirationen og lysten. Det forlyder, at størstedelen af Hats blev indspillet i løbet af en uges tid. Stilmæssigt ligger albummet i klar forlængelse af A Walk Across the Rooftops, men er betydeligt mere synthbåret og kontrolleret og byder på en varmere og større lyd.

Det søgende åbningsnummer ”Over the Hillside” bygges langsomt op med et mekanisk trommespor, syntetiske strygere, simpel rytmeguitar og blid bas. Og selvfølgelig Buchanans forførende og sjælfulde stemme, der er helt sin egen, men også leder tankerne hen på navne som Bryan Ferry, Scott Walker og Frank Sinatra.

Og selvom Buchanans tekster mestendels kredser om kærlighed, så afspejler ”Over the Hillside” med tekstbidder som »Workin’ night and day / I try to get ahead« og »Over the hills and home we go« måske meget godt bandets oplevelse med tilblivelsen af Hats. Desuden er der en særlig tilknytning til bylivet og de følelser, man finder der.

Herfra udspringer det hele.

Mørke storbynuancer og blå kærlighed 
En af Hats’ største forcer er, at albummet hænger fantastisk godt sammen som helhed med et distinkt musikalsk udtryk og en gennemgående fortælling om kærlighed, længsel og bybilleder. Numrene har en form for varieret ensartethed over sig, som betyder, at det til tider kan være svært at vide, hvor på albummet man egentlig befinder sig.il_570xN

Selvom sangene på ingen måde stritter imod, så tager det tid at dykke ordentligt ned i albummet. Man skal lære nuancerne at kende, ligesom man skal lære at navigere gennem storbyens gader og livets mange kærlighedsforhold. En evig øvelse, hvor nye detaljer åbenbarer sig, hvis man bruger sine erfaringer og kigger nye steder hen.

”The Downtown Lights” kastes der lidt lys over dette, idet Buchanan crooner sig igennem en linje som »In love we’re all the same / We’re walking down an empty street«. Nummeret er, i The Blue Nile-sammenhæng, ganske up-tempo og fyldt med såvel tvivl som forløsning. Det er sært pulserende, og sniger sig hen imod et overraskende og gåsehudsfremkaldende klimaks, der kommer i to omgange.

En funk-klingende guitar bryder uventet ind, alt imens Buchanan bevæger sig fra det længselsfulde til det nærmest frustrerede. I en desperat opremsning flyder billeder af fyldte gader, tomme barer, neonlys, cigaretter og »Chimney tops and trumpets«, indtil Buchanan energisk udbryder »I’m tired of crying on the stairs«. Afvist og ensom – indtil det hele starter forfra.

”The Downtown Lights” minder i høj grad om ”Tinseltown in the Rain” fra A Walk Across the Rooftops. Begge numre viser en mere ekstrovert side af The Blue Nile, og har da også været udgivet som singler.

Følelser, nætter og lys
Nummeret ”Let’s Go Out Tonight” leder stedvis tankerne hen på de mere afdæmpede sider af Talk Talks Spirit of Eden og genkalder en følelse lidt lig den, man finder i The Nationals knugende ”About Today”. I ”Let’s Go Out Tonight” er omdrejningspunktet imidlertid ikke, hvor tæt man er på at miste den anden. Den manglende respons fra den anden i form af »Why don’t you say / What’s so wrong tonight?« bliver til en forvisning om, at »I know a place / Where everything’s alright, alright«. En midlertidig flugt og udskydelse gemmer sig i ønsket om at drage ud i byens skinnede lys.

”Headlights on the Parade” er synthpop af højeste karat. Det skinner og bobler uden at kamme over, selvom jeg gerne indrømmer, at det i nutidens ører til tider bliver lige lovlig blødt og poleret. Når de tindrende klavertoner og harmoniske keyboardlyde blander sig med Buchanans lokkende »Close your eyes / Come with me«, bliver jeg altid i tvivl om, hvorvidt det hele har taget overhånd. Men jeg ender med at overgive mig.

Mørke, musikalske landskaber bryder frem på ”Seven A.M.”. Der foretages her nogle markante skift undervejs, bl.a. da den dystre og nærmest industrielle synth afbrydes kort af Buchanan, der med linjen »Each time I fall for you / It hurts me a little bit more / Than I want it to« for en stund stjæler rampelyset fuldstændig. Og ikke mindst hen imod slutningen af nummeret, hvor en snigende, funkpræget guitar skaber en underfundig kontrast til det ellers melankolske udgangspunkt.

Afslutningsnummeret ”Saturday Night” higer efter nattens stjernehimmel og lader endnu engang flydende strygere dominere i samspil med synthbas og let funkguitar, der rumsterer bagerst i lydbilledet. Med linjen »I love an ordinary girl / She’ll make the world alright / She’ll love me and I know / Love is Saturday night«, overbeviser Buchanan sig selv om, at alt er i den skønneste orden. Der er et nært forhold mellem tid og rum hos The Blue Nile, der subtilt forener byens gader og mørke nætter med følelseslivet og omvendt. Og hver gang forbindelsen etableres, er det uden, at teksterne for alvor knytter sig til nogen bestemt by eller tid. Det er et øjeblik. Det er her og nu.

Fra et sent nattog til vilde bæster
Allerbedst er The Blue Nile i mine ører på det næsten uhyggeligt simple og nærmest nøgne nummer ”From a Late Night Train”, der også er albummets korteste. Tårerne presser sig hurtigt på, mens Buchanan giver sig god tid til at lade ordene falde dramatisk sløvt og hjerteskærende tungt.

Sørgmodige klavertoner ledsages af diskrete bastoner og et fjernt horn, der forsøger at guide lytteren gennem det regnvåde bylandskab. Det er råt og romantisk. Tekstmæssigt er der bevægelse, men det går i cirkler. I starten ledes lytteren ud i byen i en søgen: »When all the rainy pavement / Lead to you / It’s over now / I know it’s over / But I can’t let go«. Følelserne overvinder fuldstændig. Og slutningen rammer endnu hårdere: »Going home / It’s over now / I know it’s over / But I love you so«. Det slutter aldrig for alvor.

Måske sidder nummeret så voldsomt i mig, fordi det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med The Blue Nile og fordi, det blev præsenteret af Tom Fleming fra førnævnte Wild Beasts – et af de mest interessante engelske bands lige for tiden.

Ifølge Fleming har The Blue Nile og især albummet Hats også fungeret som en vægtig inspirationskilde på Wild Beasts seneste album Smother. Det skinner i særdeleshed igennem på nummeret ”Invisible”, hvor Fleming med sin dybe røst beretter om ultimativ hengivelse til kærlighed mens et knirkende klaver, en forførende baslinie, forsigtig percussion og et ringlende guitarloop støtter op.

I skyggen af Hats12690_210887725710901_1621846329_n
Selvom The Blue Nile med Hats nåede en 12. plads på den britiske albumhitliste i 1989 og scorede en sjælden topkarakter fra det engelske musikmagasin Q, så blev gruppen aldrig for alvor ’populære’. The Blue Nile er på mange måder et overset og til dels glemt band, hvis meritter dog stadig anerkendes, ikke mindst blandt flere musikalske kolleger. Således mærkes inspirationen hos Wild Beasts, men også hos folk som Vashti Bunyan og Peter Gabriel og i den mere kulørte afdeling hos Annie Lennox og Rod Stewart, der begge har lavet covers af nogle af gruppens numre.

Men The Blue Nile ønskede heller ikke den store opmærksomhed, hvilket sjældne interviews og ganske få liveoptrædener vidner om. Efter A Walk Across the Rooftops og Hats er det blevet til yderligere to albums, der udkom med jævne mellemrum, det seneste i 2004. Sidste år sendte Buchanan også et soloalbum på gaden, hvilket fik fine ord med på vejen af Martin Hall i Gaffa. Officielt er gruppen ikke splittet op, men kontakten mellem de tre medlemmer skulle efter sigende være så godt som ikke-eksisterende.

Så godt nok var The Blue Nile måske ikke noget ved musikken, men de var i hvert fald noget for den. Og det er de stadigvæk. På med Hats og ud i nattelivet.

Deltag i debat