Plader

Mund de Carlo: Frit fald

Skrevet af Maja Hirani

Gode intentioner, sproglig kreativitet og teknisk overskud sikrer, at Mund de Carlos debutalbum forbliver en positiv oplevelse trods flere bump på vejen.

Mund de Carlos debutalbum, Frit fald, udgives i kølvandet på et par års hektisk aktivitet, der først tæller den tvivlsomme Det ta’r tidep, så en MC’s Fight Night-finale, derefter flere Rap Slam-deltagelser og – vigtigst af alt – en håndfuld virkelig spændende singler, der har vist ambitiøse, forbedrede sider af rapperens musikalske potentiale.

Mund de Carlos styrke som rapper ligger i hans vilje til at ville sige noget. Slut. Dét er hans største styrke som musiker, og det kan måske lyde tåbeligt, når nu hans raptekniske færdigheder (i særdeleshed på flowparameteret) er så voldsomt tydelige, som de nu engang er. Det er på en og samme tid Mund de Carlos velsignelse og forbandelse, at han har fået sans for flowvariation, temposkift og rimlege på den måde, han har. For han vil jo også sige noget. Noget vigtigt. Og sjovt også. Og nyt. Og det skal lyde godt. Og der skal synges. Og man skal kunne nikke med nakken til det. Og danse. Og tænke til det… Så hvad ender alle de gode idéer med?

»Jeg vil squeeze de rimschemes til de findes i Guinness / musik mit fitnesstrip, lyrik min biceps / så er kortene lagt på bordet, det kun et plus / bygger i tre etager kun så du kan stå og pust.« (”Se på mig nu”)

Frit fald rummer som sagt lidt af hvert, og kvaliteten svinger med. Førstesinglen ”Hit med den” er et monster af et nummer; en sand jungle af originale ordspil, helt absurd fængende, råt og dybt melodisk på samme tid. Mund de Carlos sprogforståelse og musikalske sans clasher sammen i et dødlækkert nummer, der samtidig er et fantastisk eksempel på, hvordan et hamrende kreativt flowmaskineri skal udnyttes konstruktivt. Blandt andre solide højdepunkter finder vi den nakkevridende, tonstungeSe på mig nu”, hvor Mund de Carlo får det bedste ud af en detaljerig lydside. ”En smilende motherfucker” er et tilbagelænet, svingende, feelgood-pletskud, og i samme kategori har vi den humoristiske ”Hverdagens helt”, hvor Mund de Carlo med åbne arme omfavner good guy-kasketten over et herligt, gyngende beat, der har noget passende jubelidiotisk over sig.

Desværre er det ikke hele det 17 numre lange album, der tager sig lige så flot ud som ovenstående. Det siger sig selv, at når gode rim og skarpe vinkler drukner i nærmest insisterende rutsjebaneflows, så er det mest af alt ærgerligt. Det sker et par gange, men den raptekniske balancegang er ikke Frit falds største hæmsko. Den største hæmsko er ej heller, at et par af de mange sungne omkvæd hist og her bliver mere trælse end fængende. Nej, vi skal i stedet kaste blikket på produktionerne, der naturligvis er helt afgørende for et godt nummer, og her er albummet helt overordnet en temmelig flad oplevelse.

Producerlisten er blandet og består primært af relativt ubeskrevne blade: Blandt helt anonyme produktioner finder vi ”Sværere end det er”, ”Sigter”, ”Rygtet siger” og den næsten søvndyssende ”S, P eller K” med de mere eller mindre overflødige Struglaz-gæster Eco og MC Ollie. ‘Bangers, der ikke fungerer som bangers’ kunne være en passende mærkat. Selv den selvbiografiske fortælling ”87’er”, der er produceret af Echo Outs dygtige Melancolia, rammer ved siden af; nummeret gennemgår uventede drejninger og særligt sidste tredjedel er god på lydsiden, men nummeret som helhed er nærmest udtryksløst.

Andre uortodokse produktioner tæller ”Virus” og ”Manden på bjerget”. Hvor førstnævnte giver deprimerende flashbacks til Det ta’r tid-ep’ens ”Travlheden blænder”, har sidstnævnte en avanceret cocktail af ærgerlige elementer, der ikke fungerer: For selvom Mund de Carlo har flair for god tekstskrivning, der kan være både original, kreativ, eftertænksom og sjov, har han lidt større besvær med mere alvorlige emner, som han hjertens gerne behandler, men som oftest ikke når udover kanten, ender fladt, forceret eller blot uden gennemslagskraft.

De solide øjeblikke bestående af sprogligt overskud, gode ordspil, overskudsflow, gennemarbejdede vers og en portion fængende omkvæd gør, at Frit fald trods flere besværligheder med nød og næppe kæmper sig op på en 4’er.

★★★★☆☆

Leave a Reply