Artikler Interview

My bubba – Postkort fra sande og opdigtede steder

Skrevet af Camilla Zuleger

My Bubbas kreative brændstof er udlængsel. Rejserne danner udgangspunktet ikke kun for deres musik, men for begge to pigers venskaber og liv. Og alle er inviteret med på jordomrejsen. For dem handler er den vigtigste indstilling åbenhed, for så sker tingene, alligevel, til trods og heldigvis.

e0ea5d35a3559cb3dfc0e50a2fa28f7dDen nordiske vinter kan virke uovervindelig. Den bidende kulde, vind og måske endda sne får selv de mest tilvante til at krybe under dyner garderet med stearinlys, spandevis af te og vinterdepressioner. Vi almindelige mennesker kurerer det typisk ved impulsive charterrejser, men den svensk-islandske duo My Bubba brugte denne higen mod varmede luftstrøg som kreativt brændstof og lavede pladen Goes Abroader, der udkom i april.

My og Bubba, som de introducerer sig selv, mødte hinanden mere eller mindre tilfældigt, da de begge boede i København. My havde et ledigt værelse til leje i sin lejlighed og Bubba intet sted at bo og således starten på et venskab og musikalsk samarbejde, der hurtigt endte på scenen med Matthew E. White og Frank Fairfield. Nu bor de i hver deres by og mødes ude i verden, for My Bubba er et band, der ikke ville eksistere, hvis ikke det var for utallige rejser rundt om i verden.

Nervøsitet står i vejen for passion

My og Bubba er som bandet båret frem af en vis portion tilfældighed, timing og held; på en eller anden måde formår de to piger altid at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Deres første turné nogensinde blev stablet på benene af en italiener, der cyklede forbi de to piger og inviterede dem til Italien. Med kun to færdige sange drog de til Italien på en turné, de selv kalder meget indie med koncerter på tagterrasser, bittesmå barer og gamle kirker.

My Bubba har siden forsøgt at gøre plads til at lade tilfældet råde, så ikke alt går op i planlægning og stole på, at det nok skal gå.

”Det ødelægger passionen for musikken, hvis man lader nervøsiteten for, om ting løser sig, vinde. Men det kan være meget svært at bevare den afslappede attitude,” fortæller My.

Mennesker har kronisk ADHD
My Bubbas seneste udspil peger i en mere eksotisk retning end deres debutalbum. Men den trækker stadig mest på en folktraditionen, der måske i dette tilfælde bedst benævnes som transnational. Bubba er vokset op med skandinavisk og særligt svensk folk, hvor My fra sin spæde barndom er blevet indoktrineret med den amerikanske af slagsen. Sammen har de siden fundet inspiration i alle former for folk fra Østen til Sahara.

My Bubba fortæller, at det de fandt i folkmusikken, uanset hvor den kom fra, er de universelle følelser. De følelser, som man ikke undslipper, hvad enten man er vokset op i en ørken eller skandinavisk kulde. Det handler om kærlighed, ensomhed og i det hele taget dét at være menneske. De følelser har de omsat i deres simple, nedtonede, ”less-is-more” lydunivers, som de synes, mennesker har brug for nu mere end nogensinde.

”Vi finder begge to en slags lettelse i simplicitet,” siger My, og Bubba forklarer: ”Jeg tror alle har mere brug for ro og stilhed i dag, hvor det virker som om alle lider af kronisk ADHD.”

Og for de to piger er det netop det, det handler om, når de laver musik, og når de optræder: Følelsen af at give noget til nogle. De bedste oplevelser for dem har altid været, når nogle har kommet hen til dem efter en koncert og afsløret, at musikken virkelig rørte noget i dem.

For My Bubba er det dét, der driver dem. Dét, der får dem til at leve et rodløst liv, hvor de nok har en lejlighed, et sted at komme hjem til, men i virkeligheden ser dem selv som rejsende først og fremmest.

Amélie 2.0
Netop rejsen, det at se noget nyt, møde nogle nye mennesker et andet sted, er omdrejningspunktet både for deres karriere, venskab og seneste plade. Med My boende i København og Bubba, der netop er vendt tilbage i Reykjavik mødes de næsten udelukkende til shows rundt omkring i verden. De har endnu ikke oplevet det behov, som mange oplever, for at have et hjem som sådan. Med venner og familie spredt ud over størstedelen af verden, er det sekundært. Og ud af denne udlængsel springer albummet Goes Abroader.

Albummet minder på mange måde om den lille havenisses historie i den franske filmklassiker, Amélie, der bliver sendt rundt i verden for at Amélies far kan opleve alt det, der er ude på den anden side af hans havegang. De enkelte sange er tænkt som ”postkort fra sande og opdigtede steder” og fortæller hver en historie om et sted, de to drømte sig til, da vinteren var værst.

105b155d4806c3ee5db62b2ed3038d5a

Med udsendelsen af albummet har duoen lanceret en kampagne med en opfordring om at fotografere albummet et sted i verden – præcis som Amélies havenisse, der optræder på polaroider fra Sankt Petersborg og så videre. Kampagenen er en udfoldelse af albummets tematisering af rejser til steder, der findes og ikke findes. Fx kan man allerede nu på My bubbas Instagram-profil se albummet fotografet i rummet. Du kan finde alle billederne på Instagram under #goesabroader eller My bubbas profil “ohmybubba”.

My Bubba vil vælge en vinder af det bedste billede, der vinder en adopteret tiger – eller i hver fald certifikatet på én.

Opvarmning for Beyoncé
My Bubbas musik har allerede nu bragt dem mange steder rundt i verden på lige dele hårdt arbejde og en åbenhed over for at lade tingene ske, som de sker.

”Det handler om at have modet til at gøre noget vildt,” siger Bubba, ”Det er ikke så svært, som man tror.”

Og netop crazy ting har de oplevet flere af. En hurtig søgning på internettet viser blandt andet en video, hvor de to piger synger for en flok af geder på Sardinien og en udfordring af det ellers ret seriøse koncept på DR2 Morgen.

”Vi vil gerne være bare en lille smule provokerende,” siger My, ”det er virkelig sjovt at overraske folk. At se deres udtryk, når vi går fra vores stille, cute udtryk og pludselig skifter til et cover af Peaches’ ”Fuck the Pain Away. Det handler i virkeligheden alt sammen om at give folk mere end de først forventer.”

Efterårets turné er allerede på plads og tager dem på tur gennem både Holland, USA Tyskland og Island. I Danmark kan man opleve dem både til Copenhagen Jazz Festival og Nibe Festival.

Og hvor skal det alt sammen ende?

”Vi vil gerne lade projektet vokse så hurtigt, som det indtil nu har. Nå ja, og så er målet at varme op for Beyoncé eller Dolly Parton en dag,” siger My afsluttende med et stort smil, der breder sig videre på Bubbas ansigt.

Oplev My Bubba på Nibe Festival torsdag d. 3. juli eller på Harbo Bar i København d. 4. juli klokken 21 i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.

1 kommentar

  • Flot skrevet og spændende artikel! Du har virkelig gjort dit forarbejde godt.

    Jeg var selv så heldig at være til koncert med My Bubba på Huset i Aalborg i januar, og deres herlige, originale udtryk og underspillede musikalitet gav mig varmen i en kold tid.

    Hvis ikke du har hørt dem live, så gør det endelig! :-)

    Kh
    Mikkel

Deltag i debat