En video med et pendul-svingende hoved med overnaturligt store øjne, der græder en stor 3-d-tåre. Det var alt, der skulle til for at få FKA Twigs fra Londons musikalske undergrund og ind i bevidstheden hos alle de store musikmagasiner. Den fantastiske video til “Water Me” fra EP2 fik internettet til at spærre øjnene op, og Tahlia Barnett gik fra at være danseskole-dropout til en af de mest omtalte nye musikere. Forventningerne til debutpladen LP1 har været enorme, blandt andet hos undertegnede, der gav EP2 fem U’er her på Undertoner. Omtalen har lige så stille spredt sig fra niche-sider til Billboard, og gennem det voksende antal interviews har lytteren fået adgang til kvinden, der tidligere var så stort et enigma. Et tema går igen, nemlig at den unge kvinde ved lige præcis, hvad det er hun har gang i. Alt fra pressefotos til musikvideoer er nøje planlagt og skal bidrage til en overordnet æstetik, der emmer af sensualitet, men også tør både indbyde og frastøde.
Sammen med kunstnere som Frank Ocean, Blood Orange, How to Dress Well og Kelela har Twigs været et adrenalinskud direkte ind i hjertet på r&b-genren, der var gået død i Usher-kloner og metervaremateriale fra de samme gamle divaer. Hvor de to førstnævnte afsøger den ‘rene’ r&b og soul ved at lade sig inspirere af 60’erne og 70’erne, så går de sidstnævnte mod 90’ernes ærlighed, men tilfører futuristiske produktioner. Det er tydeligt, at en generation af kunstnere er trådt frem med lige dele inspiration fra hiphop, elektroniske musikgenrer og de gode popsange fra dengang, de var unge. FKA Twigs er den af dem, der tydeligst har skabt sig en niche, som påkræver sig opmærksomhed. Den har hun fået, og med LP1 har hun nu muligheden for at vise, hvad hun vil.
Og sikke et album! Fra start mødes man på “Preface” med den blanding af hårdtslående og skæve produktioner og øm skønsang, der kendetegner sangerinden, og foden slippes ikke fra speederen et eneste øjeblik. Mellem “Lights On” og “Numbers” kommer det ene fantastiske nummer efter det andet. Tilfælles har de en hudløs ærlighed i teksterne, der typisk omhandler den konstante energi, der findes i seksuel tiltrækningskraft, og benhårde og dystre produktioner med en fantastisk balance mellem avantgarde og pop, hvor særligt omkvædene er umiddelbare ørehængere.
Hovedstykket er for mig “Video Girl”, hvor FKA Twigs får sit ‘Kanye-moment’ og kan række en stor fuckfinger mod alle, der ikke troede på hendes drømme. Rent bogstaveligt kredser teksten om hendes karriere som ‘video girl’ for prominente kunstnere som Ed Sheeran, Kylie Minogue og Taio Cruz. Over for Pitchfork afslørede hun således, at hun benægtede, når folk spurgte, om det var hende i videoerne – som omkvædet går “Was She the Girl From the Video”, da hun ikke kunne identificere sig med rollen. På nummeret synger hun i tredje person om sig selv i vendinger som »Nineteen, too keen / Looking at the game, though / Trying to make a stand for the main squeeze / Please, you don’t stand a chance / Stop acting like you can,« der gentager den modstand, hun mødte som ung og ambitiøs kunstner. Interessant nok er produktionen langt fra Kanyes »fuck you, I made it«-storslåethed og er til gengæld hjerteskærende og øm. Hvor Kanye typisk viser aggressionen, han har opbygget ud fra de ting, han har måttet overkomme, lader Twigs til at ville vise, hvor såret hun har været. Den buldrende bas og det sløve tempo efterlader lytteren med et indtryk af, at konflikten ikke forløses. Dette bakkes op af den afsluttende linje, hvor hun pludselig skifter til første person med sætningen »I can’t recognize me,« der muligvis fortæller, at hun i manges øjne stadig er en ‘video girl’ efter at være blevet kendt på sit udseende i f.eks. den føromtalte video til “Water Me”.
Men numre som “Pendulum”, der er en slags fortsættelse af “Water Me” produktionsmæssigt, “Hours” og den hede førstesingle “Two Weeks” er alle værdige til at modtage omtale i samme omfang som ovenfor. Pladens 10 numre står som et samlet kunstnerisk statement på trods af afvekslingen mellem numre som den keltisk-inspirerede kærlighedshymne “Closer” og den hårdtpumpede og aggressive “Numbers”, der kommer forinden. Afslutningsnummeret “Kicks” lukker for en perlerække af numre, der efterlader lytteren svedende, rørt og med åben mund.
Pladen består af 10 numre med fælles tematik og lyd, og blandingen af afveksling og samlet produkt gør LP1 til en af årets allerbedste udgivelser. På samme måde som f.eks. James Blake tager Twigs forskellige musikalske traditioner og genretræk og blander dem, hvorudfra en helt ny æstetik opstår. De tunge trommer fra hiphop og de skæve og forvrængede elektroniske effekter blandet med teksterne om kærlighed og sex, som man kender det fra r&b, gør FKA Twigs til en visionær kunstner, der har skabt sin egen vej. På trods af at hun endnu ikke er en mesterlig sangskriver, så fremstår ærligheden klart, og albummet handler mindre om stærke metaforer end hudløst ærlige erklæringer om hendes indre følelser.
På de få uger, jeg har haft med pladen, har jeg ikke en eneste gang overvejet at springe et nummer over. I stedet har jeg danset rundt i min stue og pivfalsk sunget med på teksterne til “Hours”, “Video Girl” m.fl. FKA Twigs kan blive en generations stemme, en verdensomspændende superstjerne, eller hun kan fortsætte som online-magasinernes darling. Det hele ligger i hendes hænder. Hun har verden for sine fødder.
