Plader

The Raveonettes: Pe’ahi

Skrevet af Martin Colerick

The Raveonettes’ pludselige sommerudgivelse Pe’ahi er klassiske Sune Wagner-melodier og dejlig sprød Sharin Foo-vokal. Men pladen er også en smule mere sammensat, end vi tidligere har hørt fra bandet. En dejlig kontant omgang støjpop, der næsten holder niveauet hele vejen i mål.

På forunderlig vis har Sune Wagner haft tid til at indspille en plade, samtidig med at han fejrede 20-året for udgivelsen af Swell med det gendannede Psyched Up Janis. Den røde tråd i hans efterhånden lange karriere har altid været den gode melodi. Lige fra de tidlige teenagedage og op til nu har han været leveringsdygtig i smukke og tilsyneladende simple sange. Det gælder også hans og Sharin Foos seneste udspil Pe’ahi.

Måske netop på grund af Wagners pressede kalender har Sharin Foos vokal fået en langt mere fremtrædende rolle på Pe’ahi end på mange af de tidligere The Raveonettes-album. Og det er absolut et plus, for hendes lidt sarte men cool stemme passer perfekt til Pe’ahis melodiske støjpop. Åbningsnummeret ”Endless Sleeper” sender lytteren direkte ind i en stemning af udsvævende drømme og let melankoli. En følelse, der generelt præger hele pladen, ikke mindst på grund af de til tider ret alvorstunge tekster, der kredser om sårbare emner som far-søn-relationer og utroskab. Musikalsk er åbningsnummeret virkelig stærkt, og det viser, hvad The Raveonettes lykkes med på Pe’ahi. De formår at blande melodi og støj på smukkeste vis. Pladens andet nummer ”Sisters” holder niveauet, og guitaren får her mere fylde. Nummeret er en anelse mere hårdt end resten af pladen, men det har en tyngde og dybde, der formentlig vil være helt eminent live.

Desværre taber pladen lidt momentum hen mod midten, og særligt nummeret ”Wake Me Up” virker en smule fejlplaceret. Kombinationen af strygere og den afsluttende lidt 80’er-agtige guitar bliver en tand for meget. Men allerede på ”Z-Boys” er pladen igen på rette spor, og afslutningen rammer stemningen fra pladens åbning. Man får lyst at kaste sig i græsset en sidste gang, nyde den lave sensommersol og lade alle gode som dårlige erindringer vælte ind over en. En stemning, The Raveonettes fuldender med det dragende afslutningsnummer ”Summer Ends”. Man føler sig i det hele taget klar til efteråret oven på denne lille række af melodiske støjperler fra Foo og Wagner.

Pe’ahi peger i en lidt anden retning for The Raveonettes, end hvad vi tidligere har hørt fra dem. De foregående albums var også spækket med melodisk støjpop, men de var langt mere lettilgængelige, og melodierne stod klarere frem. På Pe’ahi får vi mere larm og mere sammensatte arrangementer. Det viser, at bandet har udviklet sig og efterhånden har etableret deres egen lyd, men også at den konstant kan fornys.

The Raveonettes spillede engang mere simpel og konceptpræget rock, der bl.a. fik David Fricke fra The Rolling Stones til at spå dem succes verden over. Det fik de aldrig, men det virker til, at de har fundet et godt udgangspunkt for de næste plader og en musikalsk retning, der passer dem godt. Blandingen af støj, Foos vokal og Wagners sans for melodierne klæder bandet og tegner godt for fremtiden. Pe’ahi er ikke noget mesterværk, men det er bundsolidt.

★★★★☆☆

Leave a Reply