Plader

Ariel Pink: Pom Pom

Ariel Pink står igen på egne ben og leverer uden sit Haunted Grafitti-band et herligt miskmask af weirdopop og små milepæle af ørehængere.

Det kan være rædsomt besværligt at sige noget som helst fornuftigt eller seriøst om amerikanske Ariel Pink; weirdopoppens konge, der altid har insisteret på at vende koncepter på hovedet og blande genreelementer, der ikke typisk bør blandes. Og som højst sandsynligt ikke engang kan tage sig selv sønderligt seriøst. En gang imellem hænder det dog, at han udsender en plade, og da er der ingen vej uden om. For godt nok har mandens produktioner altid været præget af en sær samling af virkemidler, der gør det svært at sætte musikken i nogen som helst meningsfuld kontekst, men numrenes bundsolide melodiske kvaliteter er sjældent til diskussion. Og i den forbindelse særdeles værdige for omtale.

Som man netop troede, at de var blevet et fast team, er Ariel Pink på sit nyeste udspil Pom Pom for første gang siden gennembrudsalbummet Before Today fra 2010 uden sit Haunted Grafitti-band. Således optræder Ariel som solist på samtlige albummets 17 numre, og dette er aldeles hørbart. Karakteristisk for albummet er det nemlig, at det udknaldede kultfænomen i sin sangskrivning har taget endnu et skridt væk fra den lineære pop-komposition og i stedet har begået en række fragmenterede numre, der på kryds og tværs blander melodi, gimmicks og sære lydassociationer. Har man som lytter forventet en kulthit som ”Round and Round” eller knasende sprød produktion som nyfortolkningen ”Baby” fra Mature Themes, opleves første gennemlytning af Pom Pom givetvis som at få smidt en kold spand vand helt ind i øregangene. Her lefles der hverken med lette melodier eller homogene sangstrukturer; snarere åbner hvert enkelt nummer i kraft af skøre samples og obskur lyrik op for evigt nye vinkler på den sære Ariel Pink-persona og hans til tider syrede virkelighedsabstraktioner.

Albummet introduceres således med den lallende popsang ”Plastic Raincoats in the Pig Parade”, der med indledningen »The Sky was white and black and polka dottet / it must have been an Ariel day« signalerer, hvilket univers lytteren er på vej ind i. Til lyden af klokkespil, sære ‘oh yea! oh yea!’-samples opbygger Ariel en udsyret og fragmenteret komposition, der mest af alt er fuldkommen utilregnelig.

Et karakteristika for Pom Poms tekstunivers er, at lyrikken tit er centreret omkring (ofte obskure) seksuelle tematikker. Således byder Pom Pom både på historien om Shotgun Billys tur til Los Angeles’ bedste stripklub (”Black Ballerina”), refleksioner over menneskekroppen som ‘powerplant bodies’ (”Not Enough Violence”) og latterliggørelse af et potentielt ‘emotional olympics’ (”Sexual Athletics”). Over det seneste år er Ariel beskyldt for at være både misogynist og nymfoman af kolleger i branchen (henholdsvis Grimes og tidligere bandmedlem af Haunted Graffiti John Maus). Om der er en forbindelse mellem teksterne og mandens adfærd i forbindelse med disse historier, er svært at bedømme, men sammenhængen er oplagt og bidrager kun til den skæve Ariel Pink-personas autenticitet.

Et kendetegn for Ariel Pink er, at til trods for at hans lyd som solist såvel som i bandkonstellation umiddelbart forekommer unødigt rå og skrabet, så har kompositionerne til enhver tid været helt perfektionistisk velproducerede. Selvom produktionerne oftest rummer utallige spor af instrumenter, der hver især trækker på forskellige genremæssige tilhørsforhold, er resultatet som regel særdeles stringent. Dette gør sig også gældende på Pom Pom. På balladen ”Lipstick” blander Ariel elegant panfløjter, stakkerede keys og udflydende hårrock-beats til en fløjlsbød melodiøs komposition, mens korsang og sumpede synths på ”Four Shadows” går i spænd med knasende guitarer og dobbeltpedal og skaber en uhyggelig lydkulisse, der er en horrorfilm værdig. Hvor nogle af de referencer, som benyttes, er i implicit tilknytning til forskellige genrer, rummer Pom Pom også mere eksplicitte referencer. Tag den bizarre ”Nude Beach A-Go-Go”, som er et surfet take på Azelea Banks’ nummer af samme titel, eller ”Sexual Athletics”, som er funderet i en funky udgave det ellers tungtrockende guitarriff fra Black Sabbath-klassikeren ”NIB”.

Pom Poms konstante vekslen mellem obskure påfund som ovenstående og de mere karakteristisk melodiøse numre er medvirkende til at skabe noget af den dynamik, som er så særligt velfungerende på Ariel Pinks albums generelt og specifikt på Pom Pom. Adspredelserne giver rum til produktioner, som blandt andre ”White Freckles”, ”Put Your Number in My Phone” og ”Dayzed Inn Daydreams”, der – Ariels særegne lydunivers til trods – på hver sin måde er melodiske i en sådan grad, at de er svære at få ud af hovedet igen og står som små milepæle i amerikanerens karriere som obskur popsmed. Med Pom Pom har Ariel Pink begået et album, der med sine 17 numre på troværdig vis bygger videre på mandens til tider uindtagelige men altid unikke persona og samtidig føjer adskillige perler til Pinks i forvejen fornemme række af weirdopop-svendestykker, og dette er belønningsværdigt.

★★★★★☆

Deltag i debat