Plader

Synd og Skam: Billeder af Mesa

Skrevet af Anna Møller

Med Billeder af Mesa er Synd og Skam igen sprunget i en fuldstændig ny retning. Knapperne med populærkultur og autotune er skruet fuldstændig op, og sleezy hiphop forenes på en eller anden naturlig måde med Synd og Skams legestue.

På vej hjem fra Roskildes torsdag skriver jeg det her ind i min notesbog: Jeg har Synd og Skam i ørene, og det er fucked up.

Det er fucked up, som de kan lave musik, der kommer bag på én. Som tager én på sengekanten, før man overhovedet ved, at man befinder sig i sengen. Og det er sådan noget musik, jeg vender tilbage til nogle år efter og tænker: Nu har jeg faktisk lyst til at høre det her. Nu er det faktisk udtryk for en sindstilstand, jeg har opdaget at befinde mig i. Og det er vel det, den vil. Fucke op. Ryste mig, ikke bare i min grundvold, men sådan rent fysisk ryste mig. Sådan smide noget autotune ned over noget, hvor jeg ikke troede, der skulle være autotune. Ikke troede, det var lovligt. Og så sidder man der. Med autotune i ørene. På vej hjem fra Roskilde torsdag aften. Stopper op ved den sidste sang og tænker: hey, det var da egentlig en meget fed rytme. Gud ved, om det siger mig et eller andet om et par år.

Da jeg oplevede Synd og Skam på Roskilde i 2013 var det nok den både mest rockede og bedste koncert, jeg nogensinde havde set med de uforudsigelige romantikere. Og selvom man måske kan længes efter Synd og Skams rockballader og storslåede og impulsivt snublende antikompositioner, så ved man aldrig, hvad man skal forvente af de fyre der. Da de spillede på Click Festival for nogle måneder siden leverede de en kompromisløs optræden med en slags musikalsk stoleleg indbygget, hvor alle medlemmerne stod i en cirkel og skiftedes til at spille de forskellige instrumenter. Sådan: Ryk en plads til højre, nu er du på trommerne.

Synd og Skams nye plade er endnu mere fragmentarisk, end deres albums ellers har været. Det siger ikke så lidt. Især inspirationen fra mainstream-hiphop og generel popkultur skinner igennem, men naturligvis er det både fuldstændig overgjort og næsten pasticheficeret – hvis det er et ord – i hænderne på de legelystne musikere. Synd og Skam udfører genreleg i højeste potens. De smider rundt med alle de kasser, vi ustandseligt forsøger at rubricere alt i. Både genrekasserne, men i høj grad også de kasser, man bruger i smagsdommeriet. Er det her godt eller skidt; synes jeg, de der fuldstændigt gennemkneppede autotune-vokaler er behagelige i min sarte øregang eller hvad? Er det her snyd?

Billeder af Mesa er avantgarde foretaget INDE i populærkulturens egen maskine, det er en form for kærlig infiltrering, og det er en af de plader, der bliver bedre, når man prøver at sætte ord på den. Det er i øvrigt underligt, at en række numre med så umiddelbar en energi synes at vokse i værdi, når man teoretiserer over dem i sit lille, Roskilderamte møghoved.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at Synd og Skam er et af de mest interessante bands, vi har i Danmark. De er sådan Den Fri, Kidd, tumlingestuen, Kanye West, Spost, ÆK, Niels Franks Nellie og CityBois samlet i ét fragmentarisk reality afsnit filmet med håndholdt kamera.

★★★★½☆

Leave a Reply