Plader

Destroyer: Poison Season

Skrevet af Sebastian Wittrock

Destroyer-bagmanden, Dan Bejar, lyder på Poison Season til at have set og oplevet alt. Og nu sidder han tilbage med en tomhed, der kun kan dulmes med flere drinks, cigaretter og gamle plader fundet frem fra samlingen. Det kan altså kun anbefales at slå sig ned ved hans bord!

Da Destroyers Dan Bejar i maj udgav førstesinglen ”Dream Lover” fra den længe ventede opfølger til det fremragende album Kaputt fra 2011, var musikpressen ikke længe om at trække en linje til Bruce Springsteens energiske ungdomsrock. Mon det var sådan, det nye album ville lyde? Det eksplosive nummer om vild kærlighed flyver derudaf med lilletromme på alle fire slag og en growlende saxofon. Og jo, det giver ganske rigtigt fornemmelsen af, at også Destroyer er born to run. Men med sit sædvanlige humoristiske sortsyn punkterer Dan Bejar det hele til sidst i sangen, når solen står op, og det hele bare var en drøm: »Aw shit, here comes the sun.«

Lidt samme skuffelse sidder du måske med, hvis du sætter Poison Season på og virkelig havde forventet rå, olieindsmurt blue collar-rock med masser af mod på livet. For nej, graciøse strygere, dekadent vellyd med inspiration fra 70’erne og 80’erne og en træt pessimisme er, hvad du får. Og manner, det er godt!

På sin vis er vi ikke så langt fra Kaputt. Den softrockede plade, der kælent snoede sig ind hos lytterne og med ét gjorde Destroyer kendt i den brede offentlighed. Dan Bejar har ellers lidt koket udtalt, at succesen bød ham imod, og at han derfor har forsøgt at undgå en alt for glat lyd på Poison Season. Han har sågar smidt de to mest iørefaldende numre ud! Alligevel vil jeg nu mene, at pladen på en eller anden måde lægger sig i forlængelse af forgængeren. Der er stadig masser af bløde lydflader og rumklangsvædede blæsere. Sporet er især tydeligt på et nummer som ”Archer on the Beach”, hvor en groovende basgang og en sexet saxofon får honningen til at flyde ned ad væggene – på den gode måde. Her er der en tydelig inspiration fra 80’ernes sophisti-pop, som den lyder hos f.eks. Roxy Music, The Blue Nile og Prefab Sprout.

Pladen lyder imidlertid også af meget andet. Det Steely Dan-klingende ”Midnight Meet the Rain” flipper ud med skrigende guitarer, bongotrommer og dramatiske blæsere og lyder som et temanummer til en gammel politiserie. Den vuggende, saxofonakkompagnerede rock på ”Times Square” leder tankerne hen mod David Bowies Young Americans fra 1975. Og så er der alle strygerne. De løber igennem hele pladen og får visse steder Dan Bejar til at lyde lidt som en gammel jazzcrooner på en af de obligatoriske & Strings-plader fra 60’erne. Både ”Hell” og ”Bangkok” ender endda med storladne finaler i swing!

Selvom pladen griber tilbage i musikhistorien efter vidt forskellige udtryk, bliver det aldrig til en rodet affære. På en eller anden måde formår Destroyer at samle alt lige fra Sinatra til Springsteen, uden at det bliver hverken kitschet eller usammenhængende. Der er selvfølgelig et eller andet reaktionært over den måde, musikken så demonstrativt vender sig mod fortiden. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tilgive det. Først og fremmest fordi det lyder helt fantastisk, men også fordi den musikalske nostalgi går hånd i hånd med teksternes.

Blandt de mange »la de da«’s synger Dan Bejar med sin karakteristiske dovne stemme om byens fortabte sjæle. Han lader det elegante, dekadente lydlandskab spille op imod de desillusionerede tekster. Måske er det et velkendt greb at lade den glitrende, neonbelyste overflade stå i kontrast til det indre mørke, men for søren da, hvor det virker. Som det eksempelvis lyder på balladen ”Girl in a Sling”:

»I’ve been sifting through these remains for years / Bitter tears, bitter pills / Oh, it sucks when there’s nothing but gold in those hills / Girl, I know what you’re going through / I’m going there too.«

Med Destroyer i ørerne har jeg fornemmelsen af at sidde badet i nattelivets kulørte lys, mens Dan Bejar giver den som den livstrætte hedonist. Han har set og oplevet alt og sidder nu tilbage med en tomhed, der kun kan dulmes med flere drinks, cigaretter og gamle plader fundet frem fra samlingen. Det kan altså kun anbefales at slå sig ned ved hans bord!

★★★★★½

Deltag i debat