Plader

My bubba: Big Bad Good

Skrevet af Camilla Grausen

Med vokalharmonier og akustisk guitar formidler den svensk-islandske folkduo slægtshistorier, klagesange og vuggeviser på beroligende og nærværende vis. Som en tiltrængt treo til sjælen.

Den svensk-islandske folkduo My bubbas nye album kræver, at man lægger al utålmodighed fra sig og indstiller den indre radiomodtager til at opfange mindre kraftige signaler. Men så bliver man også belønnet undervejs.

Duoen består af svenske My Larsdotter og islandske Bubba Tomasdottír, som mødte hinanden i København i 2008, da de blev hinandens bofæller og snart også musikalske partnere. De tos kreative samarbejde affødte sidst det glimrende Goes Abroader i 2014, et album inspireret af rejser til virkelige og opdigtede steder med junglelyde, bossanova-momenter og sand sommerstemning. Det blev også formidlet af My bubba i livesammenhæng, hvor duoen skabte en intim og nostalgisk atmosfære med blomst bag øret, sløv kontrabas og sang i samme mikrofon.

På duoens aktuelle, tredje album, Big Bad Good, er der skruet ned for virkemidlerne, og albummet fremstår meget nøjsomt med enkle vokalharmonier og akustisk guitar. Albummet er indspillet med Shazad Ismaily (Will Oldham, Jolie Holland) i hans studie i Brooklyn, og de fleste af albummets numre er blevet til under selve indspilningen, så det er første take, vi hører. Det har uden tvivl været med til at forstærke det nøgne og nære lydbillede, som My bubba i forvejen er dygtige til at skabe. Big Bad Good er nemlig kendetegnet ved at være en sagte plade med stor nærhed. My Larsdotter og Bubba Tomasdottírs smukke, klare stemmer er i centrum, bakket op af enkel guitar og sporadiske håndklappede rytmer.

Når de to messer »Lonesome times are over« på “Ghost Sweat” er det som en treo til sjælen. My bubba skaber et rum med gamle møbler og bløde puder, hvor der altid strømmer doven eftermiddagssol ind, hvor teen på kanden aldrig bliver kold og hvor det altid er søndag. Det rum vil jeg meget gerne opholde mig i, når ellers humøret er til det eller jeg netop har brug for denne beroligelse.

Kan det blive lidt for sødt og blødt indimellem? Måske enkelte steder, eksempelvis på “Charm”. Men det befriende ved My bubba er, at de ikke er skønhedssøgende. Målet er ikke, at det skal være smukt i selv, men at det skal være nærværende. Duoen forfalder heller ikke til at ryge i den modsatte grøft og søge det drabelige for det drabeliges egen skyld, men sørger for, at er balance mellem tekster om død og tab, trøst og lyst.

På titelnummeret og albumåbneren synger My bubba om deres families aner i en slags kanon med bidder af forskellige slægshistorier med både humor og sorg: »My grandpa crossed the Greenland Ice / Ate hit horse along the way« og »My mother lost her baby« – for til slut at nævne nogle af duoens musikalske “onkler”: »I come from, I come from, from Paul Simon / Uncle Bob Dylan, he would like you«.

På den måde består Big Bad Good af gamle historier, vuggeviser, klagesange og søde ord hvisket i øret. Leveret med en stor ro og sikkerhed fra My bubba, der lyder som om, de hviler i sig selv og deres eget lydbillede, hvor der er god tid til skabe enkel magi, især på de yderst fine sidste numre på albummet, “Strangest Thing” og “Poor Woman”.

Jeg var dog lidt af en sucker for My bubbas rejselystne »rain forest fever« på Goes Abroader, hvor den intime stemning blev kombineret med et kig ud i verden frem for indad, hvilket afspejlede sig i instrumentvalg og rytmik. For mig hamler Big Bad Good derfor ikke helt op med sidste album, men det er nu mere en ros til duoens andet album end en kritik af deres tredje.

★★★★½☆

Leave a Reply