Plader

Anohni: Hopelessness

Den tidligere frontfigur i Antony and the Johnsons retter nu på første soloudspil et emotionelt droneangreb mod lytteren med rystende effekt. Gribende protestpop født af den mest presserende nødvendighed.

Just som man gik og troede, at musikindustriens klamme omfavnelse med big business betød protestsangernes endeligt, melder en af artpoppens mest genkendelige stemmer sig under fanerne for noget så gammeldags som retfærdighed i verden. Med en afklarethed, der måske kommer med navneskiftet til Anohni, løfter den genert udseende tidligere Antony and the Johnsons-sangerinde på sit første soloudspil blikket fra sin personlige kamp som transkønnet og retter det brændende mod verden. Væk er underspillet kammerpop og i stedet sættes alt på spil for radikal politisk protestpop. »Radikal« uden negativ klang, men som det eneste tilbageværende alternativ til en økologisk og moralsk katastrofe. Resultatet er rystende godt.

Selv om musikere ofte engagerer sig politisk med kritik af racediskrimination eller det politiske system er det sjældent, at man ser en så udtalt dedikation som hos Anohni. For hende kræver kønsfrigørelse et opgør med patriarkatet, der forudsætter en kamp mod røverkapitalisme, der går forud for en stopper for aggressiv udenrigspolitik og måske mest magtpåliggende: en ny indstilling til vores behandling af kloden. Allerede nu får man måske lyst til at smække laptoppen i. Sangteksterne fra Hopelessness kan føles som en moraliserende våd karklud i ansigtet, og arrogant bedreviden virker sjældent som effektivt overtalelsesmiddel. Men Anohni har et es eller to i ærmet.

Hun har udskiftet den kvasibarokke instrumentation med et lettilgængeligt elektronisk univers, der dog er milevidt fra at være usofistikeret. I partnerskab med den farverige Kanye West-kollaboratør Hudson Mohawke og den elektroniske dekonstruktivist Oneothrix Point Never skaber Anohni efter eget udsagn »dance music with some teeth.« Og hvilke underskønne tænder.

De to producere bygger kompositionerne op med en sjælden hørt fingerspitzgefühl for helheden og støtter op om projektets hovedperson uden nogensinde at tvinge hende ud af banen. Faktisk er pladen så smækfyldt med kompositoriske højdepunkter, at det er svært at lade alle komme til deres ret her. Fra dommedagsbasuner på ”4 Degrees” til elektronisk dreampop på ”Execution” til storslåede synthballader som ”Why Did You Seperate Me from the Earth” og ”Crisis”. Fra kantede, livsforladte ødemarker med Anohni som eneste overlevende til pervest dansabel electropop teksterne taget i betragtning, så er Hopelessness i høj grad resultatet af en treenighed.

Men først og fremmest står Anohnis vibrerende englerøst helt urokkelig og uomgåelig – som skiftevis afmagtens sorte hul og et fyrtårn af håb. På førnævnte miljøhymne ”4 Degrees” påtager Anohni sig rollen som dødsengel med en lyrik, der kræver ofre. »It’s only four degrees / I want to see this world boil / I want to hear the dogs crying for water / I want to see the fish go belly up in the sea / and all those lemurs and tiny creatures / I want to see them burn / it’s only four degrees«. Omkvædene slynger sig mod himlen i en inderlig sidste kamp for at få lytteren til at forstå. Under den sadistiske overflade løber en understrøm af medskyldighed, der redder Anohni fra at virke frelst. Vi støtter alle den hadede status quo med hver enkelt flybillet, billig t-shirt og skattekrone.

Anohni skifter hurtigt fokus og tvinger lytteren til at se verden som bombeoffer eller pårørende til en Guantanamo-indsat. I ”Drone Bomb Me” beskriver hun en ung, afghansk piges dødstrang med omkvædet »blow my head off / explode my crystal guts«. Anohni bruger alle kneb – hvisken, hulken og forførelse – til at tvinge os ud af inerti og ligegyldighed, de sædvanlige forsvarsmekanismer der hjælper os til at udholde hverdagens overskrifter. Hopelessness viser sig her ironisk nok som et håb for fremtiden. Håb for en forandring i en følelsesladet indpakning, som ingen miljørapport nogensinde vil kunne gøre efter.

Anohni indrømmer selv i et interview med New York Times, at hendes drejning mod mainstream er helt overlagt. Hopelessness er en trojansk hest, der i sin tilgængelighed, som en virus, skal komme ind under huden på lytteren. Letforståelige pointer trumfer det poetiske subtile, men så meget desto mere beviser musikken, hvor magtfuld den er.

Der vil helt sikkert være dem, der får numre som ”Obama” – en skoldhed kritik af Obamas uindfriede løfter – eller overvågningsdramaet ”Watch Me” (»I know you love me / ‘cause you’re always watching me«!) galt i halsen, men Hopelessness er ikke ment som en lyrisk øremassage. Den er et kompromisløst politisk manifest fra en kunstner, der ikke kan ignorere tingenes tilstand. Det eneste, der matcher hendes politiske iver, er hendes kunstneriske talent. Hopelessness er et emotionelt droneangreb, der både rummer kimen til undergang, men også en mulig udvej ved at appellere til vores empatiske, menneskelige side. Det er et af de mest gribende protestværker længe. Alle burde gøre sig den tjeneste at lytte til det.

★★★★★★

Deltag i debat