Plader

Radiohead: A Moon Shaped Pool

Skrevet af Zenia Menzer

Radiohead har begået et smerteligt smukt niende album, der forener næsten stillestående og progressive udtryk i et organisk hele. Ved nærmere gennemlytning når en række af numrene højder, der understreger Radioheads stadige kvaliteter.

Det er et lettere aggressivt og pågående udtryk, der møder lytteren på Radioheads længe ventede niende studiealbum, der indledes med førstesinglen ”Burn the Witch”. Det er et nummer båret af stikkende og jagende violiner, der godt nok varieres gennem nummeret, men som aldrig slipper det intense udtryk fuldstændigt. Omkvædet er båret af violinerne i en mørkere klang, men det tillægger blot nummeret endnu mere tyngde, når man samtidig hører Thom Yorkes ildevarslende, nærmest truende kald: »Burn the witch!« Det er en bastant udmelding på et bastant nummer, og det klynger sig til lytteren i nummerets sidste, skingre øjeblikke, hvor violinerne får lov at tage fuldstændig over i et voksende ragnarok, indtil de pludselig er væk.

Tempoet sættes markant ned allerede på pladens andet nummer, ”Daydreaming”, der er båret af et blidt klavermønster, og som dermed introducerer pladens nok andet vigtigste instrument. Overordnet fylder strygerne og klaveret en del i det samlede lydbillede, og de to singler definerer rigtig fint den lyd, der karakteriserer A Moon Shaped Pool. Pladen er bygget op omkring det tilbagetrukne og det fremadstormende, og det former tilsammen et meget organisk hele.

A Moon Shaped Pool indeholder fine melodier, hvilket ”Present Tense” er et udmærket eksempel på. Nummeret er bygget op af en akustisk guitar, som nok skaber et simpelt udtryk, men som på ingen måde er uvedkommende eller banal. Undervejs vikler guitaren sig ind og ud af det samlede lydbillede, der også fyldes op af korpassager og violiner, og dette afslører musikkens mange lag. En lignende opbygning findes på “Decks Dark”, der har en klavermelodi, som er smuk i al sin enkelthed, men som med guitarens indtræden også får lov at indeholde mere rockede elementer.

Det er karakteristisk for Radiohead, at det kræver mange gennemlytninger at lægge mærke til de mange lag og at forstå, hvor raffineret deres lyd egentlig er, og det er ofte der, kuldegysningerne findes. Et eksempel er ”The Numbers”, der med sin guitar- og trommerytme umiddelbart fremstår som et jævnt rock-popnummer, men som i sin udvikling afslører sig som så meget mere. Man skal dog over halvvejs i nummeret for at opdage koret, den bombastiske guitar og strygerne, der blotlægger nummeret som et æstetisk, højtragende et af slagsen. Den nerve og følsomhed, man kunne mangle i starten af nummeret, bliver på mest fornemme vis præsenteret med de storladne strygere, når man bevæger sig ned i dybderne.

Den opbyggende struktur er karakteristisk for mere eller mindre hele Radioheads diskografi, og typisk skal numrene have tid og plads til at udfolde sig. “Climbing Up the Walls” fra OK Computer et godt eksempel på et Radiohead-nummer, der gradvist udbygger sit lydbillede til mere og mere voluminøse dimensioner. “There There” fra Hail to the Thief bygger på samme måde lag på lag i et voksende, kompliceret lydbillede, der indfanger og fastholder sin lytter. Strukturen går igen på A Moon Shaped Pool, hvor det bærende punkt netop bliver den instrumentelle stilisering. Der er dog en helt anden tone på A Moon Shaped Pool, der afviger fra briternes tidligere udgivelser ved at være roligere og blødere. Det må dog ikke forveksles med sindsro, da der findes masser af oprør og utilpashed undervejs.

“Ful Stop” viser sig for eksempel som et lettere anspændt nummer, særligt når Yorkes opgivende vokal præsenterer teksten: »You really messed up everything«. Den smertelige, melankolske lyrik, der har fulgt bandet årene igennem, er på den måde også at finde på denne udgivelse, og den viser sig også som en tung, mørk skygge på “Glass Eyes”: »Hey it’s me/I just got off the train/A frightening place/Their faces are concrete grey/And I’m wondering, should I turn around?/Buy another ticket/Panic is coming on strong/So cold, from the inside out«.

”Daydreaming”, ”Glass Eyes” og ”True Love Waits” er gode eksempler på den afdæmpede side af Radiohead. Her bliver udtrykket til tider så roligt, at det bliver helt meditativt, og man kan måske have den anke, at der simpelthen sker for lidt. De enkelte numre holder dog hinanden i skak, så et stille nummer som ”Daydreaming” efterfølger ”Burn the Witch” og efterfølges af ”Decks Dark”. Strukturen på pladen sørger for, at man ikke får lov at forsvinde for langt ned i de rolige, melankolske indtryk, men at man undervejs også bliver skubbet i gang igen, når de mere rytmiske numre tager over.

A Moon Shaped Pool giver på den måde sin lytter line – lader ham flyde med de svævende og sfæriske udtryk – men sørger samtidig for at trække i land igen og på sin egen måde være insisterende og pågående. Flere steder sniger rocken sig ind, men det er mest kun i passager, og albummet er ikke at definere som en reel rockplade, om end rocken danner inspirationsgrundlaget.

Førnævnte ”Ful Stop” har på denne måde et hårdere udtryk, da man i starten af nummeret bliver præsenteret for en slående trommerytme og skingre guitarpassager. Trommerne ligger på hele nummeret som et stampende stempel i baggrunden og skaber dynamik, og ”Ful Stop” er også et af pladens mere tempofyldte kreationer. Undervejs lettes der en smule på denne musikalske tæthed, men samtidig bidrager Yorkes falsetvokal med en manisk stemning, og nummeret bliver ikke som sådan let i sit udtryk, det skifter blot form. Nummeret bevæger sig fremad i en søgen, der ender i skingre violiner, og lytteren efterlades ved dette sidste smertelige udtryk.

Det er sigende, at Radiohead ikke kun har begået en plade, der er gennemtænkt i numrenes progression, men også i særdeleshed i sin afslutning af dem. “Glass Eyes” lader på samme måde som “Ful Stop” lytteren hænge ved det sidste indtryk, der slippes inden stilheden; her i form af sørgmodighedens mester, celloen. Det er mesterligt lavet, når man på den måde fastholdes i lydindtrykkene, fordi man kommer til at hige efter at blive i Radioheads univers. Hvor afslutningen af numrene ofte er kontante og pludselige, er indledningen vævende og nærmest afventende, hvilket skaber blide overgange mellem de enkelte numre, når man lige er blevet efterladt i et nærmest afbrudt lydindtryk.

A Moon Shaped Pool er på den måde fyldt med lydlige tomrum, men fordi man som lytter omhyggeligt samles op igen, sikres lyttevenligheden pladen igennem. De træge indledninger kan tabe nogle, men for dem, der bliver hængende, er der niveauer og nuancer af både skønhed og smerte at finde undervejs.

★★★★★☆

Deltag i debat