Interview

Thurston Moore: Sameksistensen mellem egoer

Hvordan får man individer til at spille bedst sammen i et band? Det spurgte vi Sonic Youth-guitaristen Thurston Moore om, da han gæstede København for at arbejde sammen med en række af Rytmisk Musikkonservatoriums avantgardistiske talentcreme af improvisatorer.

thurston-moore

Det er en hel normal søndag aften i København. På Jazzhouse klinger aftenens sidste lyde ud oppe fra scenehøjtalerne, og yderst på højre side af scenen står en mand og jubler. Længe klapper han triumferende i sine hænder, og han lægger ikke skjul på, at han er helt beruset af, hvad han lige har oplevet. Manden er 58 år gammel, født i Florida, men har boet det meste af i sit liv i New York. Han var guitarist i et støjrockens vigtigste (hvis ikke dét vigtigste) bands: Sonic Youth. Han hedder Thurston Moore og har lige optrådt med ni studerende (og to lydteknikere) fra Rytmisk Musikkonservatorium.

Jeg kan sagtens forstå, hvorfor han er så begejstret. Sammen har musikerne fremført et værk, der er så fremsynet, avantgardistisk og fornyende, at den musikalsk revolutionerende støjrocklegende selv virker stokkonservativ, på trods af hans lydefterforskende guitarspil stadig er så banebrydende radikalt, at en stor del af publikum endte med at udvandre under den fem kvarter lange koncert. Det er heldigvis hans egen fortjeneste, at han selv virker konservativ, når hans elever genfortolker, de musikalske idéer han selv har været med til at formulere. For anden gang er han tilknyttet Rytmisk Musikkonservatorium i København som adjungeret professor, hvor han har arbejdet sammen med en række af konservatoriets avantgardistiske talentcreme af improvisatorer, som han skal dele nogle af sine 40 års erfaringer med.

I løbet af koncerten på Jazzhouse bliver alle konventioner, om hvordan musik skal lyde, kylet ad helvede til. Blæsere bliver til percussioninstrumenter, basguitarer skaber elektronisk manipulerede klangflader, vokaler bliver til dadaistiske kaosmaskiner, og idéen om systematisk, skalainddelte toner bliver totalt destrueret til fordel for en fri leg med diverse lyde.

11 forskellige idéer i sameksistens

Thurston Moore er god til at få det bedste ud af dem, han spiller sammen med, fortæller jeg ham, da jeg får 20 minutter i interviewaudiens med ham ude på konservatoriet.

»På det her hold er der 11 forskellige individer, der alle har forskellige idéer, om hvordan man spiller sammen. Opgaven er, at de her individer skal kunne sameksistere, så jeg er meget interesseret i strategier, der kan skabe den sameksistens,« siger han som noget af det allerførste i vores samtale.

Egoer, der skal sameksistere. Det er jo opskriften på, hvordan man får musikere til at skabe noget interessant sammen, tænker jeg efterfølgende.

»Jeg vil gerne have, vi er bevidste om, hvordan 11 frie, improviserende musikere kan skabe musik sammen, uden at det bliver en fri jam-session. Det er interessant at se, hvordan man kan skabe noget smukt uden, at man fjerner sig selv fra at spille. Man skal være en del af musikken på en organisk måde, således at man tilføjer noget vitalt til den spontane komposition,« siger Moore.

»I Sonic Youth var vi meget bevidste om, at bandet skulle være demokratisk. Udadtil var vi jo en gruppe, så det var ligegyldigt, hvem der kom med sangstrukturerne. Vi blev virkelig gode til at forstå hinanden og fik lavet et forum for os fire individer, så hver gang nogle bragte noget ind i det forum, havde det ligeværdig værdi, uanset hvor stort eller småt det var. Da vi var yngre, var vi ikke så sikre på vores indbyrdes forhold. Vi var mere barnlige, men da vi blev omkring de 40, fik vi en god forståelse for hinanden,« siger Thurston Moore.

Men hvordan opnår man den sameksistens, selvom man ikke har spillet sammen i mere end 30 år? Hvordan skaber han den sameksistens i hans nye konstellationer som f.eks. The Thurston Moore Band, der består af ham selv, Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley, My Bloody Valentine-bassisten Debbie Googe og guitaristen James Sedwards? Sammen har de udgivet albummet The Best Day (2014), og sidste år spillede de en formidabel koncert på Lille Vega i forbindelse med CPH:DOX.

»Det band er en hel anden ting end Sonic Youth, for her er jeg boss,« siger Thurston Moore, mens han skraldgriner.

»Det er ikke fordi, jeg spiller stærk som ”leder”, men jeg er sangskriveren. Det er et sjovt forhold, for jeg lader de andre skabe deres eget spil, og på den måde bliver de medforfattere. Jeg tager bare stadig alle sangskriverrettighederne. Det er en konflikt, jeg har det underligt med, selvom vi alle forstår den indbyrdes relation mellem musikere og sangskriver. Der jo også alle de her historier om David Bowie og musikerne, han bruger på sine plader. De kan sige noget som: »Jeg skrev alle de her guitarmelodier, og så står mit navn ikke i credits.« Men den eneste grund til, at den guitarist overhovedet var i den kontekst, var fordi, han var blevet inviteret af David Bowie, der havde en vision om at lave et bestemt statement.«

Er dynamikken så mere demokratisk, når du f.eks. spiller med free noise-trommeslageren Ole Mofjell på Jazzhouse?

»Ja, det er totalt demokratisk, ligeværdigt og socialistisk. Den kræft, jeg får fra at spille fri, improviseret musik, er, at der ikke er nogen leder, selvom der måske er en, der har en stærkere personlighed. Det kan også være som i Evan Parkers (free jazz-saxofonist, red.) gruppe, hvor det er, ham der samler og organiserer gruppen, men de spiller alle sammen frit. Parker spiller måske endda med musikere, der er bedre improvisatorer, men gruppen er stadig blevet samlet af Evan Parker, og det giver en bestemt dynamik i deres indbyrdes forhold.«

Bevægelsen

Selvom Thurston Moore gang på gang har udfordret sine egne musikalske normer og bevæget sig hen mod nye musikalske steder, er han mest af alt interesseret i, at det skal forgå organisk. Han vil kun gå nye steder hen, hvis det sker som en naturlig udvikling i hans guitarspil.

Tager det dig selv nye steder hen, når du spiller med nye musikere i en ligeværdig situation?

»Ja, det indså jeg meget tidligt. Efter at have spillet med Sonic Youth i 10 år, blev jeg mere interesseret i at udforske andre måder at spille musik på, særligt improvisation. Jeg begyndte at se jazzmusikere optræde, selvom jeg ellers ikke havde brugt meget tid på jazzmusik. Dengang handlede det hele om eksperimenterende musik og punkrock. Pludselig kunne jeg se, at de ting, vi arbejdede med, har folk altid arbejdet med. Der er folk fra 60’erne, som laver ting som free-jazz og avantgarde kompositioner, der er meget mere undergrund end, hvad vi arbejdede med.«

Hvordan ser du på musikindustrien i dag?

»Det er helt fint, at den gamle pladeindustri falder sammen, for der opstår bare en anden pladeindustri, hvor alle de her unge mennesker laver deres egne labels. Vi går igennem en periode, hvor alle har lige adgang til musikken, og alle potentielt kan udgive musik, hvis de bare skriger ind i en mikrofon og putter det på SoundCloud. Så eksisterer du på internettet – det samme sted som Beyoncé – og det gør det til en spændende tid at leve i.«

Folk behøver vel ikke engang længere at lave et label for at udgive musik?

»Nej, og det behøver heller ikke at være noget, folk bliver rige af. Det er støj for ambitionen, om hvad det vil sige at være musikere, hvis ambitionen bare er at blive en rig popstjerne,« siger Thurston Moore.

Det lader ikke til, at han har en ambition om at blive rig popstjerne. Han er først og fremmest musiker. Ellers ville han ikke stå og juble, efter han har optrådt med de ni musikere fra Rytmisk Musikkonservatorium på et lille spillested langt væk fra New York. Ellers ville han ikke udforske potentialet i improvisationsmusikken. Ellers ville han ikke være Thurston Moore.

Se også vores anmeldelse af koncerten med Ole Mofjell på Jazzhouse her

Deltag i debat