Koncerter

The Thurston Moore Band, 08.11.15, Lille Vega, København

Der var ingen tilbageblik til tiden med Sonic Youth. Til gengæld havde Thurston Moore medbragt et bundsolidt band, der viste, hvad deres talent mestrer. Guitarstøj har sjældent lydt bedre.

Som musikelsker kan man ikke andet end at elske dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. For nogle dage siden berettede min kollega begejstret om festivalens Godspeed You! Black Emperor-koncert, der fik tildelt topkarakter, og en lille uge senere var det min tur til at lade mig forkæle af, at festivalen havde formået at invitere en af støjrockens vigtigste personager, Thurston Moore, og band.

Lad mig bare sige det med det samme: sjældent (hvis ikke aldrig) har jeg hørt så vellydende støj som denne aften i Lille Vega. Storsmilende stod jeg og lappede det hele i mig. Jeg var beæret over at være til stede denne aften og opleve et så ekstremt velspillende band, der totalt uimponeret udfoldede deres talent.

Jeg talte for nylig med en studerende på Rytmisk Musikkonservatorium, der netop har haft Moore som underviser. Hun mente, at det er ekstremt lærerigt at betragte en musiker, der mestrer, hvad han gør. Denne aften forstod jeg fuldt ud, hvad hun mente med det. Vi, der var mødt frem i et udsolgt Lille Vega, var nemlig så heldige, at vi fik love til at opleve hele fire fremragende musikere gøre, hvad de mestrer.

Guitaristen James Sedwards spillede i smuk symbiose med Moore. Her var der ikke tale om en første- og en andenguitarist. De to guitarister smeltede sammen til en lyd, og de supplerede hinanden suverænt. På ”Speak to the Wild” vred de skiftevis overtoner ud af deres guitarer, og senere i selv samme sang udviklede de et guitarstøjkaos, der på mærkværdigvis lød roligt og kontrolleret. Det var et samarbejde, der var Moores samspil med Lee Ranaldo i Sonic Youth værdigt. Jeg var nødt til at minde mig selv om, at de faktisk stod og støjede, for det lød så behageligt, roligt og kontrolleret.

Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley og My Bloody Valentine-bassisten Debbie Googe udgjorde en formidabel, tung rytmegruppe, hvor særligt Googe blomstrede som den eminente bassist, hun er. Noget, man ellers ikke ser i hendes sædvanlige band, hvor hun er underlagt Kevin Shields’ strenge kontrol. Moore får i stedet det absolut bedste ud af sit band, hvilket nok er hemmeligheden bag koncertens kvalitet.

Thurston Moore er en musiker, der musikalsk set aldrig ser sig tilbage. Derfor blev der selvfølgelig ikke spillet Sonic Youth-sange, selvom salen nok ikke var blevet udsolgt, hvis det ikke havde været for støjpionerens gamle band. Fokus lå i stedet på sangene fra The Best Day (2014) og en række nye sange fra et kommende album. Man kunne frygte, at det ville skuffe et nostalgisk publikum, men selvom flere blandt publikum var mødt op i afvaskede Goo-t-shirts, virkede ingen til at være utilfredse med Moores prioritering.

Alt var spændende, cool og reflekteret. Lige fra den aggressive ”Detonation” til ”The Best Day”, som jeg eller tidligere har afskrevet som at være fjollet røvballerock. Den dom er jeg bestemt villig til at genoverveje efter koncerten i Lille Vega. Nye, uudgivede numre som ”Aphrodite” og åbneren ”Sea’s Fire” viste, at Moore er i absolut topform, og at man roligt kan have enorme forventninger til den kommende albumudgivelse, som Moore fortalte om. Særligt ”Turn On” tiltrak min opmærksomhed, da denne sang indeholder nogle af de smukkeste guitarharmonier, han har skrevet i løbet af sin 35-årige karriere.

Folk elskede simpelthen denne koncert, og de ville aldrig have den til at slutte. Derfor måtte Thurston Moore og band også hives på scenen til ikke blot en, men hele to omgange ekstranumre. Det blev til et medley af Psychic Hearts (1995)-numrene ”Pretty Bad” og ”Ono Soul”, der blev leveret så tungt, så støjende og så velspillet, at de overgik de originale indspilninger med flere længder. Det var et hypnotiserende højdepunkt i en koncert, der egentlig var ét langt højdepunkt. Særligt stort indtryk gjorde et indarbejdet stykke med dronestøj, der opfordrede lytterne til at lukke øjnene og lade sig forføre på bedste Sunn O)))- og My Bloody Valentine-maner. Med lidt god vilje kan man godt finde disse støjstykker på indspilningerne, men til koncerten var de udvidet fra få sekunder til flere minutter.

Man kan begræde, at Sonic Youth ikke har spillet sammen i fire år, men når alternativet er så mageløst, som det var denne aften, kan jeg dårligt forestille mig, at Sonic Youth overhovedet kan gøre det bedre. Jeg kan simpelthen ikke finde nogen kritikpunkter af koncerten. Ikke engang lyden var dårlig, da alle instrumenter gik krystalklart igennem, og lydniveauet sad lige i skabet – hverken for højt eller for lavt. Jeg tror sågar, at min støjforskrækkede far ville have kunnet lide det. Jeg har i hvert fald sjældent haft det så vidunderligt efter en koncert.

★★★★★½

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat