Plader

Darling Don’t Dance: Pediophobia

Skrevet af Morten Madsen

Solid distortion og en fantastisk, rå, kraftfuld kvindestemme sender dig sporenstregs tilbage til de spæde halvfemseres grungeeufori. Darling Don’t Dances første plade i snart fem år er sprøde sager!

Efter næsten fem års pause er det danske grungerockband Darling Don’t Dance klar med en ny skive på otte numre, der har fået den noget makabre titel Pediophobia – en betegnelse, der normalt bruges om frygten for dukker.

En reel dukkefobi er der nok ikke tale om, men nærmere en hver nybagt moders største frygt; at ens barn skal lide den dystre skæbne – vuggedøden. Lyrisk kommer det til udtryk på skivens første nummer, “Pediophobia”: »Sleep little child / Don’t ever be blue / Just hold on tight / I’m staying with you«.

Igennem pladen er det tydeligt, at Darling Don’t Dance forsøger at tage nogle af de mange tabuer op, der er i forbindelse med et moderskab. Det er skrappe sager, og kombineret med Julie Nissens fantastiske, kraftfulde og rå kvindestemme cementeres temaets alvorlighed på rørende og overbevisende vis.

Ikke nok med at pladen forsøger at prikke til nogle tabuer, så formår Darling Don’t Dance også at servere det i en musikalsk indpakning, som er de færreste i denne genre forundt. For ikke nok med at bandet spiller lækker, sprød grungerock og skriver nogle tekster med noget på hjerte, så har de også Julie Nissens rå, vanvittige og velklingende stemme, der i momenter giver associationer til sangerinder som Stevie Nicks fra Fleetwood Mac.

Foruden Julie Nissen i front består Darling Don’t Dance i sin nuværende konstellation af Maria Hammelsvang, der vrider guitaren for riffs, og Anders Haaning, der kan krediteres for en solid omgang med gryderne.

Den første single fra pladen er nummeret “My Body Is a Cave”, hvor man bliver præsenteret for en moders følelse af at være lænket til ansvaret for et andet menneskeliv, og hvad et sådant ansvar medbringer af tanker og følelser. »My mind is a prision, since we became two / I‘ve never felt more alone,« lyder nummerets lyriske anslag, som følges op med »My body is a cave / Restless uneasy / I‘ll find peace another day«.

Det er tanker, man ikke normalt forbinder med et moderskab. Tanker, der helt sikkert rammer de fleste – men tanker, som de færreste italesætter. Et tabu, som Darling Don’t Dance på fornemmeste vis folder ud til offentligt skue på denne plade.

Kulminationen på Darling Don’t Dances nye skive kommer på pladens næstsidste nummer, “Empty-Handed”, hvor man især kommer op af stolen. Særligt omkvædet spår jeg som et, der for alvor kan sætte gang i en fest.

Tekstmæssigt er det noget kortfattet, dystert og samtidigt fortryllende, når Julie fyrer den af med linjerne: »Don’t you see? / It‘s killing me / Disappear / Into this fear«. Eksekveringen af omkvædet er svært at beskrive med ord, men jeg er nok ikke helt ved siden af, når jeg siger: Hold lige min cykel, hvor er det fedt!

Overordnet kan pladen sætte mange forskellige følelser i gang, hvis jeg bryder det op analytisk. Slår du omvendt det hele sammen og slår dig løs, rammes du af de spæde halvfemseres grungeeufori. Uanset hvad du gør, går Pediophobia lige i grungehjertet.

★★★★½☆

Deltag i debat