Plader

Chastity Belt: I Used to Spend So Much Time Alone

Skrevet af Søren Hansen

Seattle-kvartetten med de feministiske budskaber og hang til drømmende indierock og postpunk imponerer på nyt album, som er fyldt til randen med æteriske ørehængere og Julia Shapiros ærlige, ekspressive vokal.

Chastity Belt er en gruppe fra Seattle, som spiller en mellemting mellem grunget indierock, postpunk og dream pop. Det er fire stolte feministiske kvinder med sangskriver, guitarist og sangerinde Julia Shapiro i front, som på bandets tidligere udgivelser har stået for tekster, som i høj grad har afspejlet gruppens feminisme, mens de med et vist humoristisk touch har leget med kønsstereotyper og forskellige former for socialkonstruktivisme.

På Chastity Belts nye album, I Used to Spend So Much Time Alone, er der skruet ned for de politiske toner og op for det drømmende, personlige udtryk. Det ser jeg personligt som et kærkomment valg, da jeg grundlæggende er mere en fan af drømmende popsange end politisk punkattitude. Og der er rigtig mange fede numre på denne her plade. De er både iørefaldende, spacy og beroligende, lige præcis sådan som dream pop skal være.

Ligesom meget dream pop bliver I Used to Spend So Much Time Alone hen ad vejen lidt ensformig, men det fine er, at det egentlig ikke gør så meget, fordi stort set alle sangene er ørehængere og gode eksempler på, hvad der skal til for at gøre de genrer, bandet opererer i, spændende. F.eks. elsker jeg “It’s Obvious”, som med sine vellydende vokalharmonier og kompakte lydbilleder suger mig ind i en verden af smukt klingende musik, som komplimenterer Shapiros stemme, der i det hele taget virker virkelig godt overalt på pladen. “This Time of Night” er også en fest med et upbeat trommegroove og meget simple, men robuste guitarriff, og så selvfølgelig den fantastisk ekspressive stemme, der ligger vævet ind i lydbilledet som endnu et instrument på linje med guitaren, bassen eller trommerne.

Det er svært at skulle fremhæve individuelle numre, da albummet virkelig hænger sammen som en enhed og mange af numrene deler de samme kvaliteter. Men “Different Now” med sin MGMT-klingende vokalmelodi er fantastisk – ligesom “Stuck”, som næsten bare driver derudaf med en lyd, der minder om tidlig shoegaze. Den måde, hvorpå stemmen distortes i slutningen af omkvædet er en lækker detalje, som giver noget vildskab og noget kant til nummeret. “Complain” en en god postpunket blanding af Pure Bathing Culture og sydstatsrock, mens “Caught in a Lie” er et energifyldt nummer, der drives frem af tunge trommer og et medrivende omkvæd, som er et skoleeksempel på, hvordan man synger ekspressivt uden at være irriterende.

Det meste af, hvad Seattle-bandet har præsteret på dette album, er virkeligt godt, og jeg er en total sucker for iørefaldende, drømmende musik, så jeg har kun et lille minus at tilføje omkring albummet. Bandet lider nemlig af det, som jeg vil kalde “My Bloody Valentine-effekten”, som betyder, at det er super godt, så længe man ikke kan høre teksten. Hvor My Bloody Valentine mere beskæftiger sig med overdrevet seksuelt eksplicitte tekstscenarier, er problemet med Chastity Belt, at de er en kende for emo til min smag med linjer som »I wanna have some self control« eller »I would rather be alone than ask for what I want«. Det kan være, at det er sarkastisk, men på sange som “Used to Spend” bliver jeg bare hevet ud af den drømmeverden, Shapiro og band ellers har placeret mig i på resten af pladen.

Det er dog slet ikke nok til at gøre I Used to Spend So Much Time Alone til en dårlig oplevelse, da musikken og vokalen er så passioneret og helt igennem spændende og dynamisk at lytte til. Så alt i alt må jeg konkludere, at det er et virkelig godt og energisk album fyldt med livsblod, og jeg elsker det ret meget.

★★★★★☆

Deltag i debat