Koncerter

Roskilde Festival 2017: Tvivler

Foto: PR
Skrevet af Daniel Niebuhr

Tvivler blæste Rising-scenen omkuld, da den københavnske kvartet med tre kvarters hæsblæsende posthardcore serverede både blod, sved og smæk til trommehinderne.

Så kunne vi endelig være der! Fed lyd, sparsom vind og en helt igennem gennemført koncertoplevelse med Tvivler, der for mit vedkommende gav en af de bedste “opvarmningskoncerter” i flere år. Foruroligende kompromisløst smadrede den københavnske kvartet sig vej gennem tre kvarters vanvittig, dansksproget posthardcore, hvor der sjældent blev plads til pusterum og tid til at reflektere over bandets intense performance.

Fundamentet blev grundlagt af skæringer fra Tvivlers trio af forrygende Negativ Psykologi-EP’er, hvoraf den tredje udkommer ud på efteråret. Der blev både vekslet mellem de fuldstændigt hæsblæsende frontalangreb og de ambient støjende passager, hvor evigt maniske frontmand Thomas Burø for en stund tog foden af gaspedalen i mere spoken word‘ske udfoldelser. Burø var her, dér og alle vegne med scenegestik som en anden Jello Biafra i sidstnævntes karrieres allermest punkede momenter, og der gik ikke længe, før hans lemfældige omgang med mikrofonen havde sikret ham et åbent sår i panden, der senere hen også fik selskab af et par andre steder.

Men det var helt bestemt også en del af charmen ved Tvivlers optræden, da Burø storsmilende og sjældent besværet agerede indpisker over for det noget sparsomme fremmøde. “Er I der? Er I glade? Kan I lide Slayer? Kender I en circle pit?” spurgte han – ofte retorisk – publikum, før posthardcore-bombardementet fortsatte ufortrødent. Den forventede circle pit-reaktion blev dermed også et af de få stemningsmæssige højdepunkter nede på jorden, hvor man godt kunne have håbet på en større synergi mellem band, musik og publikum.

På musikfronten kom de flotteste momenter i form af debut-EP’ens “Tænder”, efterfølgerens “Kollaps” samt den kommende plades “Passage”, som herfra giver relativt store forventninger til Tvivlers næste samling eskapader. Man kedede sig ufatteligt sjældent, selvom man på forhånd sikkert sagtens kunne have frygtet, at de øresønderrivende numre skulle flyde for meget sammen over 45 minutters koncertlængde.

I det store hele var Tvivler en fornøjelse oven på det, der for mit vedkommende unægteligt var to halvskuffende affærer i løbet af 2017-udgaven af Roskilde Festivals første musikdag – og så kan resten af programmet i grunden bare komme an.

★★★★★☆

Leave a Reply