Plader

David Byrne: American Utopia

Skrevet af Magnus Eldrup

David Byrne vil redde verden og give os en musikalsk verdensomsejling i processen. På sin første soloudgivelse i 14 år sætter rocklegenden ambitionsniveauet højt, men kvaliteten udebliver.

En kold vintereftermiddag for ikke så længe siden trodsede jeg al sund fornuft og forlod min varme lejlighed i rask trav mod Københavns Hovedbibliotek. Motivationen bag denne nærmest masochistiske beslutning var et højt profileret foredrag med ingen mindre end manden, myten, legenden: David Byrne.

En kold eftermiddag for endnu kortere tid siden dumpede der så et album ind af min elektroniske brevsprække med den vidtløftige titel American Utopia. Den bedste kategorisering iTunes kunne byde mig var ”Ukendt genre” og som de første numre på pladen fandt deres vej fra mine høretelefoner, måtte jeg give Apples algoritmer medhold i deres forvirring. For David Byrnes første soloudgivelse i 14 år er mildest talt en sær størrelse.

Nå, men tilbage til min foredragsanekdote.

Mens jeg stod der som en kulturkøbenhavnsk sild, blandt hvad der næsten må være den største forsamling mennesker, der nogensinde har klemt sig ind mellem Københavns Hovedbiblioteks støvede vægge, trådte en gråhåret David Byrne op på scenen. Den legendariske frontmand fra det hedengangne Talking Heads havde noget på hjerte. Han ville gerne fortælle os om cykelstier, lokalpolitik og hvordan, at vi gør verden til et bedre sted. Og det var så her, vi møder koblingen til American Utopia. For David Byrne har med sin foredragsserie og med sit nye album i tandem søgt at beskrive og belyse et væld af problemstillinger i De Forenede Stater, men også bestræbt sig på at benytte denne kritik til at skitsere en ny mulig utopi.

Netop når det kommer til de dybt politiske og kulturelle emner, kender vi David Byrne som en lyriker, der kan berøre og belyse med lige dele af surrealisme og kunstnerisk rygrad. På American Utopia er kreativiteten og gåpåmodet der i hvert fald stadig. Vi møder på et væld af emner lige fra forstadsturisme til flygtningekriser og fascination af hunde. Den lyriske pallette på pladen spænder vidt emnemæssigt såvel som kvalitetsmæssigt. På sangen ”Here” binder Byrne ved anaforisk brug af ordet »Here« en obskur, men dragende tekst sammen. En tekst der på én og samme lykkes med at virke uforskammet vag og samtidig helt rammende – blot om et emne som ikke er lytteren umiddelbart kendt. Desværre er ”Here” nok nærmere undtagelsen end reglen på American Utopia. I den anden ende af spektret findes en sang som ”Dog’s Mind”, der med linjerne»Doggy dancers doing doody / Doggy dreaming all day long« fik mig til at krumme tæer så hårdt, at jeg blev nødt til at skifte sokker bagefter.

Svingende kvalitet til side, så er det dog alt andet lige respektindgydende, at en kunstner som David Byrne i sin karrieres efterår stadig konsekvent lægger hovedet på blokken og skriver lyrik, der skriger på at blive hørt og opfattet – sokkeødelæggende eller ej.

Før vi dykker dybere ned i American Utopia. Ja, før vi bevæger os så meget som én sætning længere, så følger der lige en public service meddelelse herfra. Nej, du er hverken skør eller høreskadet, og der er heller intet galt med dine høretelefoner. David Byrne synger bare virkelig ikke særlig godt. Når man som Byrne har opnået status som en musikinstitution i sin egen ret, så er mangel på sangtalent snarere en charmerende kvalitet end en egentlig brist. Og så alligevel. For på American Utopia synger Byrne i højere tonelejer, med mere entusiasme og uheldigvis også en hel del værre end han plejer. Det fører til et par uheldige øjeblikke, for eksempel når Byrne flirter med de høje toner på ”Everybody’s Coming to My House”.

Selvom American Utopia med stor fanfare er blevet brandet som en soloudgivelse, så er det langt fra et énmandsprojekt. Byrne har haft intet mindre end 25 musikalske samarbejdspartnere, heriblandt Oneohtrix Point Never og Brian Eno, indover projektet. Det har ført til et album, der med de venligtsindede anmelderbriller på kan kaldes varieret og udfordrende, men med mørkere briller måske nærmere må betegnes som uoverskueligt og genreforladt. Fra de kitschede robotstemmer på ”I Dance Like This” til den lækre croonervibe på ”Doing the Right Thing”, kommer man i hvert fald vidt omkring som lytter. Og så er der jo ”Everyday Is a Miracle”.

Sangen ”Everyday Is a Miracle” kunne sagtens være en sydstatskristen velsignelsessang, hvis ikke den altså lød så fandens World-agtig og hvem ved, måske har Byrne oplevet lidt guddommelig inspiration ved udarbejdelsen af sangen. For når der i omkvædet udbryder spontan sambafest til lyden af Byrne, der synger »Every day is a mircale / Every day is an unpaid bill«, så kræver det et koldt hjerte og stivnede hofter ikke at blive en smule forført. At teksten til sangens andet vers så nok nærmere må betragtes som Byrnes syndefald, det springer vi let henover.

Da jeg en kold aften for ikke så længe siden begav mig hjem fra et foredrag, var det med blandede følelser. Sandt at sige, så har David Byrne mange fine tanker om alt lige fra ligestilling til klimaforandringer. Desværre føltes det bare ikke som om, at der var noget synderligt banebrydende over disse tanker. Denne følelse har gjort sin entré igen efter mit møde med American Utopia. David Byrne prøver at belyse hele verden, men det hele ender med at blive lidt vagt og progressivt uden rigtigt at berige lytteren med særlig meget nyt. Ydermere, så er det selv med god vilje svært betegne American Utopia som et lyttervenligt album. De glimtvis stærke øjeblikke i ”Everybody’s Coming to My House” og ”Everyday Is a Miracle” bliver desværre begravet i svage tekster som på ”Dog’s Mind”, for mange kompositoriske fejlsatsninger og for dårlig sangteknik fra Byrnes side af.

Med det sagt har David Byrne givet os et album, der i sandhed vil noget. Han vil redde verden og give os en musikalsk verdensomsejling i processen. Det fortjener intet mindre end dyb respekt. At slutresultatet ikke er blevet det utopiske album, man kunne drømme om, det er der desværre intet at gøre ved.

★★½☆☆☆

Leave a Reply