Plader

Luster: s.t.

Skrevet af Ulrik Høgh

Danske Luster spiller spændstig, energifyldt popmusik, som tager afsæt i lyden fra de tidlige 80’ere. Det har resulteret i et fremragende debutalbum med masser af variation og et konstant højt niveau.

Luster betyder glans – som når satin reflekterer lyset. Det er også navnet på Jacob Haubjergs soloprojekt. Haubjerg har tidligere begået sig som bassist i bl.a. Palace Winter, Sleep Party People og Masasolo. Debutalbummet har Haubjerg udgivet på eget pladeselskab, og han har selv stået for sangskrivning, bas og vokaler. Han har allieret sig med guitarist Brian Batz (Sleep Party People), trommeslager Anders Bach (Ice Cream Cathedral) og keyboardspiller Morten Søgaard (Masasolo). Denne konstellation udgør også Lusters liveband, som kan opleves senere på året på bl.a. SPOT Festival og Roskilde Festival.

Lad det være sagt med det samme: Luster er på alle måder en imponerende plade. På den ene side emmer den af den særlige friskhed, som kun findes på debutalbums. På den anden side er produktionen så knivskarp og vellydende, at det vidner om et hold af erfarne musikere. Vi befinder os i et poppet univers, hvor synthesizers får lov til at fylde meget, men aldrig bliver altdominerende. Inspirationen fra de tidlige 80’eres new romantics navne som Gary Numan og The Human League er ikke til at tage fejl af. På trods af dette er der noget tidløst over Lusters lyd, som gør, at det fremstår som et oplagt bud på original popmusik anno 2018.

Først og fremmest er Luster et album med masser af variation, som har den sjældne kvalitet, at det slår kloen i dig ved første lyt, og samtidig holder til mange afspilninger. ”You’ve Got The Heat” udnytter et enkelt og fængende synthbeat til et rigtigt sommerhit om den spæde kærlighed. Synthfladerne skaber forelskelsens svævende lette fornemmelse, mens Jacob Haubjergs stemme formidler håbet og optimismen: »Are you the one, I hope you are?«. ”Nothing Good Gets Away” viser nogle helt andre facetter af Luster. En klaverbaseret ballade, som er en smuk kærlighedserklæring om at gøre det hele igen med den rette person. Haubjerg demonstrerer sin stemmes store kvaliteter, mens han krænger sit hjerte ud i linjer som »You make me sane in this madness«. Singlen ”Fall & Forget” hører også til pladens mere afdæmpede indslag, hvor kærligheden møder udfordringer og den nagende tvivl indfinder sig. Også her rammer Jacob Haubjerg meget præcist den rette stemning ved at lægge stor indlevelse i sin vokal over en bund af orgellyde.

Albummets meget kompetente produktion høres måske allerbedst på den herligt afvekslende ”If You Only Knew”, hvor de forskellige indslag i lydbilledet ubesværet træder ind og ud imellem hinanden, og særligt trommernes lyd er en udsøgt fornøjelse. På albummets anden halvdel slår Lusters legesyge side sig løs på numre som ”Let’s Try It”, ”Running Through Fire” og ”Sexbeat”. Mens jeg hurtigt blev overbevist om det høje niveau på de mere eftertænksomme sange, tog det længere tid for de mest tempofyldte numre. Det er rendyrket, dansabel popmusik, som ikke skammer sig over at være det. Men i tillæg til at være ørehængere er det ekstremt velkomponerede sange, som er bygget op af mange detaljer. Bedst illustreret på ”Sexbeat”, der på uimodståelig vis drives frem mod en afslutning, som ikke blot fungerer som klimaks for nummeret, men for hele albummet. Blandt de tempofyldte numre fortjener den to et halvt minut lange ”I’m Yours, You’re Mine” også at blive nævnt for dens garageagtige lyd, der bidrager yderligere til albummets mangfoldige stilarter.

Luster har begået et fremragende debutalbum, hvor ingen af de 11 numre virker som svage led i kæden. Jacob Haubjergs vokal spænder imponerende bredt – fra dybfølt falset til forfører på dansegulvet. Det er popmusik med noget på hjerte, som tager afsæt i lyden fra de tidlige 80’ere, og tilfører masser af ungdommelig energi og charme for at skabe sit helt eget udtryk. Jeg er ikke i tvivl om, at det er årets hidtil bedste danske udgivelse, og kvitterer med topkarakter.

★★★★★★

Om skribenten

Ulrik Høgh

Biografi:
Min storebror sørgede for, at jeg i en relativt ung alder blev introduceret til rockmusikkens glæder. Efter skoletid stod den på PC-gaming og grunge på anlægget i kælderen under rækkehuset i Sorgenfri. En skelsættende begivenhed var at få Radioheads OK Computer i konfirmationsgave, da den plade blev indgangen til den alternative rocks verden. De seneste par år har jeg især lyttet til psychrock og indiepop.

Fem favoritalbums:
Radiohead: OK Computer
Interpol: Turn on the Bright Lights
Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
PJ Harvey: Let England Shake
Arcade Fire: Reflektor

Skriv et svar