Plader

The Vaccines: Combat Sports

Skrevet af Alex Nørregaard

The Vaccines seneste udspil, Combat Sports, er run-of-the-mill indierock. Hvor Fight Club-reglen er, at man ikke taler om Fight Club, må Combat Sports-reglen være, at man ikke behøver at lytte til Combat Sports.

»Hypen holder. The Vaccines bør være dine nye yndlingssuperhelte.«

Sådan lød det, da Undertoner anmeldte The Vaccines debutplade, What Did You Expect From the Vaccines?, tilbage i 2011. En slags rockens redningsmænd (som der har været en del af gennem tidens løb). Her syv år senere er The Vaccines muligvis stadigvæk superhelte af navn, men ikke af gavn.

The Vaccines seneste udspil, Combat Sports, er run-of-the-mill indierock. Pladen indeholder 11 fortrinsvis guitardrevne og energiske sange, hvor der hist og her popper nogle let fængende omkvæd op, mens teksterne mestendels kredser overfladisk om kærlighed. Numre som “Put It On a T-shirt” og “I Can’t Quit” samt “Someone Else” er gode eksempler på The Vaccines kerneydelse, hvor der bliver lagt vægt på feel-good-sing-along, mens vers-omkvæd-rutinerne kortvarigt afbrydes af lidt halvpotent guitarlir.

Gruppen rusker en anelse op i formlen på den rolige og gabende kedelige “Young American”, der kun beviser, at The Vaccines er bedst, når der er fart på, men også den højtidelige, keyboard/orgel-funderede “Rolling Stones” skaber afslutningsvist lidt variation.

Bedst er The Vaccines på den fængende “Out On the Street”, hvor guitarerne kører et effektfuldt parløb, mens der vist er noget utroskab på spil. Frontmand Justin Young indlejrer sin manglende formåen udi musik (»You called me a broken record«) og fortællinger (»I’m an uninspiring ending«), og leverer et stærkt iørefaldende, falset-båret omkvæd, »I’m not in love but can we just pretend?/ I thought of her, I thought of you«.

Hvis vi bliver ved Young, er det værd at bemærke, at han ikke just formår at vride nogle synderligt spændende tekster ud af ærmet. Og måske er det heller ikke målet, men for dælen, hvor er det uinteressant at blive fodret med flade linjer som på den yderst cheesy “Your Love Is My Favourite Band”:

»I know you like to do me wrong/ But your love is my favourite song/ I knew you wouldn’t understand/ But your love is my favourite band«

Eller som det lyder på “Put It On a T-shirt”,

»They tried to tell me you were cold/ And you’re impossible to hurt/ Now I’ve heard that said about the both of us/ They should put it on a T-shirt/ If that’s true about the both of us/ They should put it on a T-shirt«. Det eneste, jeg får ud af den tekst, er, at der åbenbart skal spindes merchandise på nonsens.

Videre sidder jeg tilbage med indtrykket af, at Justin Young ikke for alvor er i stand til at udtrykke en følelse, medmindre den bliver råbt ud. Værst er det på den Maccabees-klingende “Surfing in the Sky” og den forfærdeligt rodede “Nightclub”, hvor både musik og tekst fremkalder en vis klaustrofobisk følelse.

The Vaccines er, som tidens mange superhelte, blevet et brand, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at det blot handler om at levere en velpoleret og radiovenlig vare. Det er underholdende, men det primære, man slås med på Combat Sports, er det samme spørgsmål, som de fleste i vor dages linde strøm af superhelte-film også vækker:

Hvorfor?

★½☆☆☆☆

Skriv et svar