Interview

Alex Cameron: »Der skal være fare involveret – ellers er det ikke spændende«

Alex Cameron og hans trofaste saxofonist/forretningspartner/stoleanmelder Roy Molloy (th).
Skrevet af Simon Freiesleben

Undertoner mødte Alex Cameron efter en svedig optræden på glohede Heartland Festival til en samtale om australierens finurlige tekstunivers, om hans kærlighed til verdenens skæve eksistenser og om at have lige præcis tilpas kendisfaktor.

En gang imellem opstår der bare en eller anden forbindelse mellem en bestemt kunstner og et land. The National, der netop har spillet på NorthSide Festival i Aarhus, har vel nærmest status af nationalorkester med det hav af koncerter, de har spillet i Danmark. Hvis Alex Cameron opretholder sin nuværende koncertkadence, så går der næppe mange år før den charmerende australier med det snuskede popunivers kan true med at vippe de amerikanske indie-rockere af pinden. Især fordi Cameron har bevist, at han er en forrygende folkeforfører af en frontmand.

På knap et år er Alex Cameron advanceret fra at spille på Roskilde Festivals lille, indelukkede Gloria-scene til nu at spille under åben himmel på samme scene som Patti Smith aftenen inden havde betrådt på dette års udgave af Heartland Festival. I kamp mod den urimeligt bagende hede og komplette mangel på vind leverede poporkestret en solidt svingende og overbevisende koncert. At dømme efter mængden af publikummer, der trodsede de små 30-graders hede for at blive til sidste strofe af “Marlon Brando” var blevet sunget, så fik gruppen omvendt en række nye fans på den fynske, finkulturelle festival.

Efterfølgende fik Undertoners udsendte mulighed for at møde Cameron til et interview – barmhjertigt nok i en lille plet med skygge.

Nå, Alex. Det er jo femte gang på under et år, du spiller i Danmark …

»Ja, det blev jeg faktisk lige fortalt. Af en eller anden grund virker det til, at der er opstået en gensidig respekt mellem os og Danmark. Det er jeg meget taknemmelig over, og jeg prøver bare få det meste ud af det. Man spiller så mange koncerter i løbet af et år, hvor man konstant prøver at antænde en gnist i publikum. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men det er som om, at den gnist er forblevet tændt og endda blusset op her i Danmark.«

Hvis jeg skulle komme med en teori til hvorfor, så har australiere og danskere efter min erfaring i høj grad den samme form for humor – og jeg oplever, at din musik rummer en del humor i sit tekstunivers og udstråling. Ville du sige, at humor er en komponent i din musik?

»Jeg vil sige, at min musik rummer en vis kvalitet, som afgjort kunne antænde en følelse af latter, glæde og udskejelser. I min sangskrivning forsøger jeg at kombinere melodi og lyrik på en måde, der skaber øjeblikke af følelsesmæssig kontrast, så du som lytter må tage stilling til, hvorvidt du kan lide det eller ej.«

Jeg kan godt følge din pointe omkring det kontrastfyldte. Du har de her meget upbeat, 80’er-inspirerede popnumre, men samtidig har du et ret mørkt tekstunivers, hvor du beskriver de her mennesker, der befinder sig på samfundets kant.

»Jeg tror, at karaktererne befinder sig på kanten af samfundet, som vi ser det fra vores meget privilegerede ståsted. Men det er ikke sådan, alle mennesker ser samfundet. Derfor tror jeg ikke, at jeg skriver om en lille subgruppe i samfundet – måske skriver jeg faktisk om folk, som de er flest? Når jeg ser på mine tekster nu, så er jeg glad for, at jeg holdt fast i mine karakterer og ikke lod mig besnære af ideen om en bredere succes.«

Fortællinger om freaks, outsiders og tabere

Alex Cameron er født og opvokset i Sydney, Australien. Det var her, han startede electronica-projektet Seekae sammen med skolekammeraten John Hassel. Et projekt der fik en flot modtagelse af anmelderne for sit eksperimenterende, elektroniske lydbillede, men som ikke opnåede et større kommercielt gennembrud. I 2013 udsendte Alex Cameron under eget navn albummet Jumping the Shark til gratis download via sin hjemmeside.

Pladen er en lo-fi popperle, der er proppet med fortællinger om skæve eksistenser, fallerede showmen og forsmåede elskere, og Cameron fik en del omtale for sine koncept-koncerter, hvor han optrædte i makeup, der fik ham til at ligne en gammel, koparret mand. Selvom pladen fik en fysisk udgivelse året efter, så blev det stadig ikke til noget decideret gennembrud for Cameron før pladeselskabet Secretely Canadian to år senere samlede pladen op og genudgav den på verdensplan. Siden har han turneret verdenen rundt med Mac Demarco, Unknown Mortal Orchestra og Angel Olsen – der også medvirker på Camerons andet album Forced Witness. På trods af den nyfundne succes, så fornemmer man stadig en vis bitterhed hos Cameron – og taknemmelighed over for pladeselskabet, der troede på ham.

Hvor får du inspirationen til de mange karakterer, der optræder i dine sangtekster?

»Jeg tror, de er et produkt af det samfund, jeg har levet i. Da jeg boede i Australien, arbejdede jeg på kontor, hvor jeg håndterede ofre for korruption og embedsmisbrug. Helt almindelige borgere, der var blevet udnyttet af folk med autoritet. Jeg begyndte at skrive sange ud fra den måde, som de talte på – når de følte sig allermest trængt op i et hjørne og truet. Det er der, det konverserende, benægtende og nervøse præg kommer fra.«

Jeg er vild med de små observationer, du har i dine sange. For eksempel på ”Country Figs”: »The worst thing about being homeless is waking up from a dirty wet dream / With a lap full of cum and head full of steam«. Det er en meget … specifik reference. Hvor kommer den fra?

»Da jeg boede i Sydney, var der mange hjemløse i mit kvarter, og der blev jeg optaget af den her tanke, om at de også har problemer med personlig hygiejne. Det tænker man aldrig over, når man møder hjemløse mennesker på gaden. Hjemløshed er en langt mere voldelig og usikker livsform, end vi giver dem credit for, og jeg tror bare, at jeg i et øjeblik indså, at de altså er mennesker. Ikke bare hjemløse. Og de skal gå igennem alt det lort, som vi andre også gør, men de må bare gøre det ude i det åbne. Det er der ikke meget værdighed over.«

Der har vi igen de her modstridende elementer, som du talte om før – når du laver festmusik, men synger om hjemløses våde drømme. På en måde er det egentlig ret poetisk, vil jeg sige.

»Mit mål er at være poetisk og plante tankefrø hos folk, der vil gro videre efter musikken stopper.«

Når vi nu taler om dit karaktererunivers – har du så en favorit?

»Jeg kan rigtig godt lide »Country Figs«-karakteren. Engang brød min bil sammen midt i ingenmandsland, og en stor del af den sang stammer fra min samtale med vejhjælpsmekanikeren, der kom og hentede mig. Jeg endte med at køre sammen med ham i fire timer tilbage til Sydney, hvor vi talte om alle de folk, han havde mødt, der havde været ude i rigtig dårlige situationer. Jeg kunne godt lide tanken om at skrive en sang fra perspektivet af en mekaniker, der oplever verden gennem andres katastrofer.«

Du har det med at fortælle rigtig mange anekdoter under dine koncerter, men på grund af din leg med alle de her karakterer, så har jeg som tilskuer svært ved at vurdere, hvor meget af det jeg skal tro på. Hvor stopper karakteren, og hvor starter mennesket Alex Cameron?

»Jeg tror, det er en del af kunsten at få publikum til at stille sig selv det spørgsmål. Folk skal fornemme, at jeg balancerer på en knivsæg – hvis ikke der er en eller anden fare på færde, så er det ikke interessant. Og så køber folk ikke billetter.«

Penge til huslejen bliver kirsebærret på toppen

Siden Alex Cameron sendte Forced Witness-pladen på gaden, har han turneret stort set uden pause. Man fornemmer næsten, at han ikke har tænkt sig at give slip, nu hvor han endelig har tiltvunget sig musikbranchens opmærksomhed. Samtidig har han forladt sit hjem i Sydney til fordel for metropolen New York.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvordan har du oplevet det seneste år? Der må være meget, der har ændret sig for dig, efter du sendte et anmelderrost album på gaden?

»Ja, det synes jeg. Det føltes som om, at folk gav det en chance. Jeg er stadig ved at forstå, hvad det betyder at lave musik, der rammer bredt på den måde.«

Bliver du så genkendt på gaden nu?

»Ja, fra tid til anden afhængig af hvilken by jeg er i. Folk er enormt søde, de kommer over og siger, at de godt kan lide pladen. Det har faktisk været meget behageligt, da jeg ikke har haft nogle grænseoverskridende oplevelser endnu.«

Det må jo betyde, at du har opnået det helt optimale niveau af berømmelse …

»Ja, præcis. Lige tilpas til at imponere min kæreste, når vi er ude, og jeg bliver genkendt.«

Hvor skal det ikke ende henne med al den succes?

»Jeg håber, at jeg snart kan betale min husleje. Det bliver kirsebærret på toppen af det hele. Hvis jeg efter alle disse koncerter har en lille smule penge tilovers, så jeg kan arbejde med mit næste album, så er det alt, hvad jeg kan bede om. Jeg ved godt, at det ikke er det mest prangende mål, men jeg ønsker bare fortsat at få muligheden for arbejde med det her.«

Hvordan går arbejdet med det nye album?

»Det går rigtig godt, jeg er helt vild med sangene. Vi indspiller i slutningen af dette år, og så må vi se hvordan resultatet bliver. Hvis det bliver godt, så vil jeg sende ny musik ud så hurtigt som muligt.«

Kan du give et hint til hvad vi kan forvente? Jeg var virkelig glad for Jumping the Shark, men da jeg hørte Forced Witness første gang kom den polerede produktion lidt bag på mig. Siden er pladen vokset på mig, og den fungerer skide godt live, men jeg kunne enormt godt lide den der lo-fi charme, som din første udgivelse havde.

»Det kan jeg godt forstå. Jeg tror, at jeg gerne vil ramme et sted midt imellem de to pladers lyd. Jeg tror, at jeg vil udforske en mere syntetisk, produceret lyd og eksperimentere med at bruge nogle mere ‘aparte’ instrumenter. Men jeg ved ikke endnu på det her stadie, da det stadig afhænger af det videre arbejde med sangene.«

Jeg glæder mig i hvert fald til at høre det.

»Og jeg glæder mig til, at du skal få lov at høre det!«

Skriv et svar