For knap ni måneder siden stod den australske pop-excentriker Alex Cameron foran en samling forhutlede og forfrosne festivalgæster, der havde søgt ly for regnen og Father John Misty på Roskilde Festivals overdækkede miniscene Gloria. Med sig havde han – som altid – sin gode ven og »business partner«, saxofonisten Roy Molloy. Med albummet Jumping the Shark og en håndfuld nye numre i baghånden spillede de en ganske hæderlig koncert.
Venneparret med den akavede humor og ditto performance efterlod sig bestemt et positivt indtryk, men at de mindre end et år senere skulle stå foran en propfyldt sal i Lille Vega og spille til en skare af dedikerede fans, der skrålede med på alle sangene… Ja, den havde jeg ikke set komme. Det er utroligt, hvad kombinationen af vedholdenhed (med en koncert på Ideal Bar i efteråret er det Alex Cameron og gruppens tredje besøg i Danmark på under et år), hårdt arbejde (i mellemtiden har de udgivet det fremragende album Forced Witness) og musikalsk talent kan gøre.
Allerede fra første sang, den uartige ballade ”Studmuffin96” om illegale internetforførelser, erklærede publikum deres uforbeholdne kærlighed til Alex Cameron, Roy Molloy og resten af de gæve svende, der udgjorde livebandet. Det manifesterede sig også i bandets optræden. Det var en anderledes selvsikkerhed over den Alex Cameron, der var hovedpersonen på scenen i Lille Vega denne aften iført sort læderjakke, sorte læderbukser og plettet wifebeater-undertrøje.
Hvor begrebet eskapisme ofte bruges om film og computerspil, så er det også passende at bruge i beskrivelsen af aftenens koncert – og det skal forstås absolut positivt. Der gik ikke længe, før publikum lykkeligt glemte, at sne og regn piskede ned uden for murene. I stedet blev man som beskuer henført til et parallelt univers, hvor 80’erne aldrig sluttede, hvor alt er badet i et lilla skær, og hvor der kun findes freaks, creeps og outsiders. Det gælder ikke mindst bandets tårnhøje guitarist Jack Ladder, der før koncerten blev sendt alene ud bevæbnet med et backingtrack for at levere et opvarmningsshow, der bedst kan beskrives som pølsemandens discountudgave af Nick Cave anno The Boatman’s Call.
Resten af universets karakterer spilles af Cameron, der som en erfaren karakterskuespiller gled ubesværet ind og ud af et hav forskellige roller. Fra de stive og ucharmerende værtshusgæster på ”Real Bad Lookin’” (»I am the drunkest, ugliest girl at the bar,« skråler Cameron over en lirekasse-melodi), over den fallerede showman på ”The Comeback” (»They say the kids don’t wanna see an old dog sing and dance,« crooner Cameron over et glemt soundtrack til en 80’er-serie) til den utro husbond, der forelsker sig i prostituerede cam-girls på internettet (»Yeah there’s this woman on the Internet, she sends me pictures of her beautiful eyes,« tilstår Cameron).
Skal man dømme ud fra publikums reaktion, så kan der ikke herske nogen tvivl om, at Cameron er en vaskeægte folkeforfører – skabt af det samme stof som kongen af dansk flødepop, Thomas Helmig. Hvis altså Helmig var blevet opflasket på lige dele af sociale medier, nettets mørke afkroge og rigelige mængder af ironisk distance til at kunne begå sig blandt 2018’s hipstere.
Netop den ironiske distance gennemsyrer alt, hvad Alex Cameron foretager sig. Det er svært at navigere i som tilskuer. Man bliver konstant i tvivl, om det er mennesket Alex Cameron, man hører tale – eller om det er en ny karakter, han er trådt ind i. Det med de påtagede roller har været et gennemgående tema for Alex Cameron i årevis. I starten af sin solokarriere klædte han sig endda ud og sminkede sig som en gammel mand med rynker – angiveligt både på og uden for scenen. Efter sigende fik hans karriere dernæst fart på, efter at bandet Foxygen så ham optræde på David Lynchs parisiske natklub Silencio, hvorefter Cameron droppede sminken, fik genudgivet sit debutalbum på pladeselskabet Secretly Canadian og gav dette fantastisk absurde interview til MySpace i 2016.
Alt han gør, er så sovset ind i ironisk distance, at man som publikum aldrig rigtig ved, hvor man har mennesket Alex Cameron. Skal man tro på nogle af de utallige og utrolige historier og anekdoter, han fyrer af – eller er det hele bare bullshit?
Passende nok tror jeg, at svaret skal findes i Camerons eget tekstunivers. På den førnævnte ”True Lies” viser det sig, at internetforførersken med de smukke øjne slet ikke er en kvinde. I stedet har hovedpersonen flirtet med og forelsket sig i en nigeriansk fyr, der forsøger at lave et svindelnummer med ham. Det forfærder dog ikke sangens hovedperson, der i stedet tager afsløringen med oprejst pande: »Yeah there’s this woman on the Internet, even if she’s some Nigerian guy / Well, you should read the poetry he speaks to me, I don’t care if they’re just beautiful lies / Gonna love him with these beautiful lies.«
På samme måde er det svært ikke at elske Alex Cameron og hans skæve følgesvende på trods af alle deres skavanker og (mulige) løgnehistorier. Det er ikke et banebrydende og nyskabende musikalsk univers – det er til gengæld et svært underholdende, skævt og elskværdigt univers at blive inviteret ind i for en aften.
uFotos: Mathias Laurvig