Plader

Jon Hopkins: Singularity

Skrevet af Peter Boier

Singularity lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren Immunity og byder på samme eminente blanding af bombastisk tekno og hårrejsende smuk ambient. Jon Hopkins blander tordentung bas med strygere, kor og klaver på et fascinerende og paradoksalt værk, man ikke bør snyde sig selv for.

Noget brummer. Noget sværmer. Noget andet rumsterer nærmest. Men som et menneske blandt insekter marcherer en fuldfed synthesizer pludselig gennem landskabet og placerer sig selv, nærmest respektløst, helt i front. Centreret omkring den dominerende arpeggio – en brudt akkord, hvor akkordens toner spilles i stigende eller faldende rækkefølge – bygger åbningskompositionen, “Singularity”, sig op, før det hele nær klimaks pludselig falder fra hinanden i en kosmisk implosion af lyd, der efterlader et inviterende tomrum, som førstesinglen “Emerald Rush” gror ud af.

Den engelske producer og teknovirtuos Jon Hopkins er tilbage med sit første album siden det yderst anmelderroste værk Immunity fra 2013, der sågar indbragte 38-årige Hopkins en nominering til en Mercury Prize for bedste album. På Immunity leverede Hopkins en form for organisk tekno, der blandede smukke kor, hjemsøgte klavertoner og en tungindustriel teknobund, der på samme tid ville passe på en klub og i mørke alene i en seng.

Singularity lægger sig lydmæssigt direkte i forlængelse af Immunity i sin blanding af ambient og tekno og er – som Immunity – delt op i to. Den første del, fra førnævnte ”Singularity” til andensinglen ”Everything Connected”, er hård, dansabel klubmusik, der næsten svulstigt insisterer på opmærksomhed, mens anden halvdel, fra ”Feel First Life” til ”Recovery” er mere stille, ambient-inspireret, langt mere imødekommende og mest af alt, rørende.

”Emerald Rush” begynder blidt med klavertoner, før et piskesmæld af bas ud af det blå kvaser klavertonerne og hakkende falder i takt. Beatet falder nærmest over sig selv, før det hele uforklarligt pludselig passer sammen og bliver decideret dansabelt. Hopkins’ beats føles frie for metronomens spændetrøje og famler sig rundt, samtidig med at de føles tight tilrettelagt.

Og sådan er hele første del af albummet.  De knudrede beats lyder hakkende og utæmmelige, indtil de snubler sig i takt så overbevisende, at man ikke forstår det. Det 38-årige Brian Eno-discipel, der blandt andet var med til at producere Coldplays Viva La Vida-album, har fundet sin helt egen lyd, der blander ambient, house og ifølge Wikipedia et så frygteligt stempel som IDM – Intelligent Dance Music. Sandheden er dog, at det er svært at finde noget andet, der helt lyder som Hopkins. Han flår i dansegulvet som Moderat og skaber billeder, rum og stemninger som Boards of Canada, Brian Eno eller ligefrem Radiohead.

”Everything Connected” er Singularitys mest ligefremme klubmusik. Den 38-årige brite har i flere år spillet værket live under titlen ”Halo”, og hvis undertegnede skulle DJ’e til en fest, var det nok ”Everything Connected”, der var mest velegnet.

Efter næsten 11 minutters hård tekno har ”Everything Connected” ikke mere forpustende energi at give af, og det markerer samtidig afslutningen på første del af albummet. ”Feel First Life” fungerer således som et radikalt stemningsskifte fra den svulstige tekno, når den med sit diskret klaver og et kor af engle føles som en himmelflugt. Det jordlige legeme løftes op efter nattens forfald og begær for at blive renset. Her er langt mere Max Richter eller Jóhann Jóhannssonn end Moderat eller ligefrem Deadmau5. Det er decideret gåsehudsfremkaldende – og rundt omkring på det store internet beskriver folk også, hvordan de er brudt grædende sammen under kordelen efter teknoens tvungne masochisme.

Nummeret ”C O S M” markerer genfødslen efter himmelflugten. Små lyde filtrer sig ind og ud mellem hinanden. Som fisk i vandet eller celler i en organisme. De løfter sig gradvist gennem de syv minutter og skaber mere og mere liv og håb. Samme fornemmelse opstår på ”Luminous Beings”, der endda blander rigtige strygere ind i mixet.

Singularity er en sonisk rejse – en trance uden euforiserende stoffer. Musikken kan i sig selv virke nærmest euforiserende og trandenscerende, og den er gennemsyret af en natklubsmelankoli – en rus og nedturen derfra. Det er et værk fuld af paradokser. Det er uhyre mekanisk og uhyre levende. Himmeligt smukt, monstrøst grimt. På samme tid vitalt og maskinelt.

På samme måde som Immunity kræver Singularity din fulde opmærksomhed. Nogle gange kan man bedømme plader på, hvor meget man pligtfrit hører dem. Det kan man ikke med en Jon Hopkins-plade, da den simpelthen kræver din fulde opmærksomhed og et helt bestemt humør. Det SKAL høres højt – og helst i gode høretelefoner, der fanger nuancerne fra de helt høje toner til den dundrende bas.

Hopkins lader sig fange i lidt for sentimentale øjeblikke undervejs på anden halvdel, der bliver lidt for lang. ”Echo Dissolve” kunne eksempelvis snildt være skåret fra. Det ændrer dog ikke på, at det er et utrolig velstøbt, vellydende og interessant værk. Ja, næsten fascinerende. Det lyder som intet andet og alene af den grund, bør man give sig selv chancen – og ikke lade sig skræmme af teknoprædikatet.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Du blander vist EDM og IDM sammen. IDM har altid været flatterende…

  • Hej Benjamin.

    Nej, jeg mener nu altså IDM, som jeg skriver. Jeg synes, det er en smule prætentiøst at klassificere noget, som værende ‘intelligent musik’, selvom vi selvfølgelig da kan blive enige om, at Jon Hopkins bejler til et mere intellektuelt crowd end fx Major Lazer gør. Jeg bryder mig bare ikke om at putte det i en sådan genre.

    Alt vel,
    Peter Boier

Leave a Reply