Plader

Red Lama: Motions

Et af de danske bands, der ikke har fået den samme opmærksomhed som andre psykedeliske grupper, selv efter den psykedeliske musiks genopstanden, er det syv mand store Red Lama. Deres debut fik en fin modtagelse hos Undertoner, men tidligere i år udgav de så den svære to’er, Motions.

Nogen vil nok kalde det for neo-psych, den genrehybrid, der opstod ved en sammensmeltning af postpunken og psychrocken, og Red Lama er netop hybriden mellem de to genrer. Og så lidt til! Musikalsk er Motions velkendt rockland. Med arven fra den psykedeliske musiks inddragelse af mere orientalske tonereferencer i rocken, krydrer Red Lama deres anden studieplade med underspillet sydlandsk herlighed. Hvor andre bands gennem tiden har puttet for meget af dette stærke krydderi i gryderetten, så formår disse danske musikere at gøre det i helt perfekt afmålte doser. Musikken er syret, men ikke på den udflydende jamorienterede facon. Det er professionelt og skarpt skåret – og faktisk er det lidt befriende, at man kan tage gedigen rock, putte syrede elementer ind, og stadigvæk have en fast sangstruktur. Motions burde derfor kunne henvende sig til det brede, klassiske rockpublikum.

Gennemgående er musikken fast i sin opbygning. Det lettere drevne og melankolske rockunivers skaber et flydende momentum, uden at miste fasthed. Lydbilledet udvides på behagelig vis med brug af tabla, fløjte, synth, mellemøstlige strenge- og blæseinstrumenter. Særligt numre som ”Awakening – Bjonko” og ”Have a Great Today” driver fremad på fast og sød vis og giver lytteren en alvorlig sommerstemning. Bassen er stram og skarp pladen igennem, og det er der, lytteren får postpunken i behagelig erindring.

Apropos postpunk giver gruppen med nummeret ”Come What May” en udstrakt arm til fans af grupper som New Order. Med en baslyd taget ud af albummet Power, Corruption & Lies med netop New Order, klinger den skarpt og livgivende. Ovenover svæver en drømmende percussionrytme. Trommerne er tight, og trommeslagerens lyd går udmærket i spænd med forsangerens drevne, varme stemme, der dog er en anelse monoton. Jeg får en følelse af at lytte til en lidt strammere komponeret udgave af Brant Bjorks syrede desert rock. Den kantede vokal, den faste struktur, samt en herligt varm psykedelisk frihed går simpelthen godt i spænd.

Numre som ”Fular”, ”Elements I” og ”Elements II” burde tiltale fans af det tidlige Tame Impala. Den hårde og lettere svulstige rock kommer hedt ud over rampen, men bliver dog ikke så oppustet, som eksempelvis Kent. ”Wave” er et mere melankolsk crooner nummer, der krydres af piano og knitrende synth, der tjener som optakt til den todelte afslutning. Gennem Motions skulle lytteren gerne være blevet dus med en dansk psykedelisk desert- og stoner rock. Jeg vidste slet ikke, vi havde det i Danmark. Heldigvis er jeg blevet klogere.

Red Lama har leveret et prægtigt sommersoundtrack. Til det dovne roadtrip ud i sommerens frodige favn eller til den henslængte formiddag på en festival. Det er ingen hemmelighed, at jeg er uhyre glad for syret og udknaldet musik, men Motions har ramt noget i mig. Pladen har ramt glæden ved et skarpt og potent rocknummer, der ved hjælp af de mellemøstlige instrumenter stadig formår at flyde ud i syrede forløb. Jeg nævnte tidligere Brant Bjork, den tidligere trommeslager i legendariske Kyuss, som når han er bedst, virkelig er fabelagtig. Vokalen kunne godt have lidt mere råhed over sig, men den er på den anden side meget i tråd med den skarpe rytmesektion, uden at blive for svulstig. Pladen er en, der vokser på lytteren, da den ved første lyt virker for klassisk. Men de mange lag åbenbarer sig med tiden, og Motions bliver beviset på, at skarp og god produceret rock stadig kan være syret og flippet.

★★★★★☆

Leave a Reply