Koncerter

Roskilde Festival 2018: Ben Frost, Avalon

Foto: Salar Kheradpejouh
Skrevet af Simon Freiesleben

Ben Frost leverede en unik, krævende men desværre også en anelse uforløst oplevelse på Avalon. Showet havde egnet sig bedre til en sen nattetime, hvor man kunne falde ind i sig selv og nyde de støjende kompositioner.

Det gav et sæt i de vel omtrent halvanden hundrede fremmødte publikummer, da Ben Frost med et hvin af feedbackstøj meldte sin ankomst på scenen. Inden da var publikum blevet lovet elektronisk musik og »feel good stemning«, men det var vidst sagt med et glimt i øjet, for den slags plejer at tiltrække store crowds i eftermiddagssolen på Roskilde Festival. Ben Frosts koncert skulle i stedet hurtigt vise sig at være noget nær et uigennemtrængeligt sort hul af støj, der frastødte snarere end tiltrak festivalgæsterne.

Den islandsk bosatte, australsk fødte noise-komponist lignede en vildmand, der var vandret ind fra ødemarken med sit store skæg og lange, uvaskede hår. Bevæbnet med en elektrisk guitar, der nonchalant hang og danglede fra ryggen, stod han foran et lille bjerg af forstærkerracks og skurede ned i sin mixerpult. Lyden af et nærmest Darth Vader-astmatisk åndedræt udgjorde det underliggende beat på ”Threshold of Faith”, mens Frost periodisk skiftede fra pulten og vendte publikum ryggen for at sende øresønderlemmende kaskader af guitarfeedback ud i hovedet på publikum.

Og publikums tiltro blev virkelig sat på en hård prøve, for det var højt. Som i virkelig højt. For undertegnede oplevedes det som endnu højere og mere fysisk en lydoplevelse end støjlegenderne fra My Bloody Valentines koncert senere samme aften. Det skabte et hav af forskellige reaktioner blandt publikum: Nogle løb ud for at købe ørepropper, andre flygtede bare, nogle søgte mod scenen og enkelte satte sig sågar ned for at meditere midt på gulvet.

Ben Frosts kompositioner har nogle klare filmiske kvaliteter over sig – især fordi de mere eller mindre glider over i hinanden uden de klassiske pauser til applaus, som man kender det fra rockkoncerter. I stedet for at stå og lytte efter præcis hvilken komposition der spilles, så er det langt mere effektfuldt at lukke øjnene, give sig hen og dagdrømme sig hen til de sci-fi verdener, som Frosts kompositioner danner for det indre. Sine steder mindede de lange, udtrukne synths og den bundløst, dybe bas mig om de hårdeste passager fra Hans Zimmers score til Blade Runner 2049 – andre steder mindede de rullende electronica-beats mig om Geoff Barrows (fra Portishead) musik til Annihilation. Man kommer hurtigt til at danne sig sine egne fortællinger oppe i hovedet, når man giver sig hen til Ben Frosts støjinferno.

At give sig hen var dog ikke det letteste i verden, da det påfaldende mennesketomme Avalon-telt ikke gjorde det nemt at opretholde nogen som helst illusion om, at man var et andet sted. Uden for teltdugen var solen begyndt at titte frem, og det virkede som noget nær det mærkeligste i verden at stå og blive bombarderet med denne unikke, soniske oplevelse på dette tidspunkt. Det havde gjort sig uendeligt bedre på intime Gloria, hvor musikken ville have lagt sig som et altomsluttende tæppe om publikum. På Avalon strandede kompositioner istedet i et limbo mellem kunstner og publikum, der aldrig helt fandt hinanden.

Derfor endte Frosts fascinerende kompositioner med at føles en anelse mere enerverende end inspirerende i længden. Især fordi de smukke visuals slet ikke kom til sin ret i dagslyset. Frost havde medbragt et enormt, staniolbelagt bagtæppe, der spejlede lyset på en helt kalejdoskopisk måde. Det fandt jeg dog først ud af i sidste nummer, hvor jeg tvang mig selv til at trodse den ubønhørligt høje støj og stille mig i forreste række. Jeg havde ellers stået en del forskellige steder i forsøget på at finde det gode spot, men det var først i forreste række fra scenen, at tiøren faldt og forløsningen indtræf i form af den totaloplevelse af lys, lyd og kvælende lydbølger.

Det var stadig en oplevelse fra resten af pladserne i salen, bevares. Men når kun den forreste række fik det fulde ud af koncerten, så kan man ikke lade være med at ærgre sig og tænke på, hvor godt det kunne have været en sen nattetime på en mere intim scene.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar