Plader

Yves Tumor: Safe in the Hands of Love

Yves Tumor leverer med Safe in the Hands of Love ud af den blå luft et eksperimenterende og visionært avant-popalbum, der er et seriøst bud på et af årets vigtigste albums.

»Some call it pain, some call it torture. Maybe I enjoy it«. Sådan lyder det på singlen “Licking an Orchid”, ét ud af utallige højdepunkter på Safe in the Hands of Love, et album der vakler selvsikkert mellem afgrund og eufori. Som det fremgår af det mareridtsfremkaldende cover, er Yves Tumor trods sine poppede tilbøjeligheder ikke en artist, der lider af behagesyge ej heller af en trang til at leve op til forestillinger om genrekonventioner. På Safe in the Hands of Love hives lytteren rundt i et sønderrivende, kakofonisk og modsætningsfyldt virvar af electronica, breakbeats, kammerpop og støjflader der får en til at gispe efter vejret. Men hvor end frastødende og ubehagelige følelser pladen måtte vække hos lytteren, er det ufattelig svært ikke gang på gang at vende tilbage dertil.

Det er vanskeligt at sige meget om mennesket bag kunstnernavnet Yves Tumor, og aliasset er omgivet af den samme mystik som gennemsyrer musikken. Tumor tiltrak sig opmærksomhed med pladen Serpent Music fra 2016, og er sidenhen blevet signet til det indflydelsesrige electronica-label Warp Records. På den ene side er Safe in the Hands of Loves melodier og hooks fløjlsbløde og tillokkende, men de kontrasteres af et grovkornet og udfordrende electronica-lydbillede, der simultant forener skønhed og ubehag. Under overfladen af de detaljerige produktionslag er albummet fyldt til randen med følelser af undertrykkelse og personlige komplekser, og på samme tid et triumferende forsøg på at afkaste sig depressionens vægtige lænker.

Hvor Tumor på den ene side umiddelbart trækker på et væld af genreindtryk fra trip-hop og R&B, er det tydeligt at mærke inspirationen fra vigtige skikkelser i samtidens eksperimentelle elektroniske musik. Mest åbenlyse er eksempelvis referencerne til The Haxan Cloak og Oneothrix Point Never. Som det også er tilfældet hos disse kunstnere, er Tumors musik støjende, psykedelisk og fremadtænkende. Æstetikken på albummet må ubestrideligt betragtes som eksperimentalmusik, men Safe in the Hands of Love besidder samtidig en popsensibilitet hvis sidestykke kun ses ganske sjældent i denne genre. I samarbejde med danske Croatian Armor svæver silkefine vokaler over et industrielt, tungt elektronica-beat på “Economy of Freedom”. På “Noid” er soulede strygere over et 90’eragtigt hip-hopgroove tapetet som Yves snøvlende forkynder sin paranoia henover. “Lifetime” genkalder med sit breakbeat og nænsomt vandrende klaverspil label-kammeraten Aphex Twins Drugks, men Tumors musik er mere hookfyldt end man nogensinde har hørt Richard D. James være. Måske med undtagelse af SOPHIEs debutplade fra tidligere i år, er det svært rigtigt at finde paralleller til Tumors forenelse af poppens umiddelbarhed og noisemusikkens kompromisløse væsen, og derfor er Safe in the Hands of Love heller ingen beskeden bedrift.

Alligevel er Yves Tumor ikke til fals for at lefle for sin lytter. Selv på det ellers relativt konventionelle nummer “Licking an Orchid”, der indledningsvist vugger lytteren til ro, afbrydes det drømmende lydbillede abrupt af en skurrende white noise-solo. Et andet eksempel er på albummets afsluttende nummer “Let The Lioness In You Flow Freely”, der efter en fem minutter lang pulserende og repetitiv støjtornado af distortion og brutale trommer ledes ud i et tilfredstillende blacksploitation-lydende sample. Men åndehullet afskæres brat, og man efterlades forvirret og omtumlet ved albummets ende. At albummet føles fragmenteret og desorienterende er dog udelukkende en styrke og et virkemiddel. I modsætning til meget af den såkaldte “vaporwave” som Tumors lyd utvivlsomt også bygger videre på, er referencepunkterne mere målbevidst og kreativt udnyttet. Det er symptomatisk for den balancegang Tumor på albummet mestrer, at man sjældent i løbet af de 41 minutters spilletid har en levende chance for at forudse, i hvilken retning Tumors sange bevæger sig i. Som resultat er Safe in the Hands of Love på en gang indbydende, urovækkende stemningsfyldt og unægtelig fængende fra start til slut.

Safe in the Hands of Love er ikke nødvendigvis en perfekt plade, og i passager føles den givetvis lidt usammenhængende. Albummets svagere øjeblikke tæller udstikkerne “Faith In Nothing Except In Salvation”, “Honesty” og “All The Love We Have Now”, men det eneste fejltrin disse numre gør sig skyldige i, er dog at være en tøddel mindre interessante end resten af pladens fremragende kompositioner. Og bundniveauet er som bekendt tårnhøjt.

Depression og håbløshed strømmer ganske vist frit gennem albummet som en sort og altædende flod, og Tumor proklamerer i mistrøst på “Recognizing the Enemy”: »Inside my own living hell, it means so much to me, when I can’t recognize myself«. Men dobbeltheden i denne erklæring er ikke til at tage fejl af, for lige så undertrykt og sortsynet man kan opfatte disse sange, lige så frigørende og opløftende er de i sin egen natur. Denne tematiske grundsten på Safe in the Hands of Love fremstår allertydeligst i titlen på “Hope In Suffering (Escaping Oblivion & Overcoming Powerlessness)”, hvor en ensom violin og støjende field recordings af summende fluer i umage samklang udgør scenen for de vredt messende vokaler. Selvom håbet på Safe in the Hands of Love oftest forekommer umådeligt fjernt, lader Tumor på albummet pinslen og fortabelsen lede ham gennem fortvivlelsen. Sangene kan i den henseende forstås som et led i en erkendelsesproces, der i sidste ende måske leder til forløsning, selvom vejen dertil er lang og belagt med lidelse, angst og fascinerende modløshed.

Safe in the Hands of Love er en dyster og truende afgrund, man som lytter nærmest mekanisk drages imod. De sortsynede motiver og deres altid underliggende dobbelthed er i samhørighed med albummets balancegang mellem tilgængelighed og støj hovedingredienserne i et ambitiøst og visionært værk. Safe in the Hands of Love er et fascinerende stilbillede af et menneske ude af sync, og der er ikke rigtig nogen vej uden om: Yves Tumor har, mere eller mindre ud af den blå luft, begået en af årets absolut essentielle plader.

★★★★★★

Skriv et svar