Plader

Cat Power: Wanderer

Der er ingen inderlighed tabt på Cat Powers 10. album, hvor Chan Marshall igen finder styrke i skrøbeligheden på Wanderers nænsomme folk-hymner, og på overbevisende vis genkalder sangskriverens tidlige albums uden at bero på tilbageskuende nostalgi.

Den amerikanske sangskriver Chan Marshall, bedre kendt under kunstnernavnet Cat Power, har med et nænsomt udtryk siden midt-halvfemserne udmærket sig som en af de vigtigste amerikanske sangskrivere. På sin nye plade Wanderer prøver Marshall kræfter med et udtryk, der føles familiært, men alligevel er usammenligneligt med nogen anden udgivelse i Marshalls bagkatalog. Wanderer er Marshalls 10. album, og det er nu over seks år siden hun sidst udgav en plade, men troen på at hun skulle kunne levere endnu et stærkt album på dette stadie af sin karriere, har utvivlsomt været intakt hos de, der har fulgt hendes karriere.

Og den tillid lever hun op til på Wanderer, der nok skal behage dem, der fandt Sun fra 2012 en tand for overproduceret og uvedkommende. Pladen handler ifølge Marshall om »the course my life has taken in this journey – going from town to town, with my guitar, telling my tale; with reverence to the people who did this generations before me. Folk singers, blues singers, and everything in between«. Wanderer er altså Marshalls forsøg på at indkapsle sin egen lyd og en tilbagevenden til rødderne. Men det ikke kun hendes egne rødder, idet Marshall virker både bevidst og reflekteret over den sangskrivertradition, hendes sange udspringer af.

Milevidt fra den synth-poppede retning på Sun indledes Wanderer med titelnummeret, en rootsy gospel-hymne til den amerikanske arketype ‘vandreren’, der måske forekom som en lettere desorienteret første-single, men giver langt bedre mening som en del af albummets rammefortælling. Opfølgende serveres “In Your Face” med forsigtig klaverklimpren og akustisk guitar samt “You Get” med afmålt percussion og vigtigst af alt Marshalls skrøbelige signatur-fraseringer, der får lov til at skinne klart i gennem det nøgne lydbillede.

Marshall lyder dog alt andet end skrøbelig på Wanderer, og især ikke på “Woman”, hvor hun i selskab med det melankolske popikon Lana Del Rey næsten genkalder de anthem-agtige omkvæd fra Marshalls seneste plade. Og selvom hun nu har stort set igen har forladt den poplyd, som hun omfavnede sent i sin karriere, er der, som på “Woman”, små pop-ledetråde drysset rundt omkring på pladen, om end disse virkemidler på Wanderer er langt mere underspillede. Tag for eksempel det sære vocoder-kor på “Horizon”, der giver nummeret en urovækkende overjordisk klang. Eller midterste nummer “Stay”, som er en velspillet fortolkning af Rihanna og Mykki Ekkos hit-ballade fra 2013. Så selvom albummet stilistisk set står i stor kontrast til hendes seneste plade, er der ikke meget banebrydende nyt hvad angår virkemidlerne. Men samtidig virker Marshall stålsat på ikke blot at gentage sig selv, og albummet emmer af selverkendelse og troen på den styrke, Marshalls sange besidder.

De enkle arrangementer lyder som om, de kunne falde fra hinanden hvert øjeblik, men under huden på sangene ånder kraft og intensitet uhindret, sådan som de altid har gjort på Marshalls bedste øjeblikke. Faktisk føles Wanderer også på nogle måder distanceret fra de mere sortsynede tidlige plader, fordi Marshall på pladen lyder mere eller mindre tilfreds med sin plads i tilværelsen – som det fint indkapsles af pladecoveret – som sangskriver og historiefortæller, som kvinde og mor.

Til trods for at Wanderer vil føles som en tilbagevenden til formen for nogle fans, er der dog ikke tale om en perfekt plade. Det er egentlig svært at sætte en finger på hvorfor præcis. “Black” og “Robbin Hood” er indholdsmæssigt stærke med historier om tidligere venners misbrug og en utilfredshed med det politiske landskab, men mangler måske en smule substans på det melodiske plan i forhold til pladens resterende sange. Og hvor Wanderers bedste kompositioner skinner i lyset af minimalisme, fremstår disse to sange desværre snarere som afpillede. Det bevirker, at albummet lidt taber momentum i midten med fare for at tabe lytterens opmærksomhed i hvert fald for en stund. En følelse der også kan tilskrives “Stay”, der føles malplaceret med sin centrale plads på pladen til trods for at Marshall så ofte har brilleret med sine covernumre.

Men så indtræffer “Nothing Really Matters” og “Me Voy”, der lige så nemt kunne have været plukket fra en af Marshalls bedste udgivelser under navnet Cat Power. På sidstnævnte efterfølges den nænsomt sungne linje »I am leaving, me voy, me voy, good has come« af en nænsom og smertende nynnen, som kun Marshall kan levere på så vedkommende vis. Trods Wanderer kun er melankolsk i passager, får man som lytter aldrig indtrykket af, at Marshall forsøger at re-brande Cat Power med en nyfunden optimistisk tilgang til tilværelsen. Alligevel er det sigende, at hun på Wanderer hellere omfavner de små triumfer end mismodet.

Wanderer er tæt pakket med intimitet, og er så umiskendelig i tråd med resten Marshalls ouvre, at det i øvrigt også umuligt ikke at bemærke hvor konsistent en sangskriver Marshall har været siden sin karrieres begyndelse. Så trods enkelte dyk i pladens fokusniveau er Wanderer en fornem og moden forlængelse af Marshalls sangskat. Og som de sidste fjerne horn på “Wanderer/Exit” ringer albummet ud, er Wanderer en sagte påmindelse om at Marshall måske udøver sit håndværk med en hvisken, men at denne hvisken aldrig har gjort hendes kunstneriske udtryk mindre slagkraftigt – tværtimod.

★★★★★☆

Leave a Reply