Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: April til maj

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra april til maj 2018.

Hop Along: Bark Your Head Off, Dog. Udgivet i april (US).

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Ikke mange bands formår at lave original indie-rock i 2018, men der er ikke rigtig nogen, der lyder som amerikanske Hop Along.

Philadelphia-bandets tredje album er en finjustering af en i forvejen veletableret lyd fra de foregående albums, men på Bark Your Head Off, Dog høres gruppen igen med fornyet kant hvad angår både produktion og kompositioner. Den Built to Spill’ske indie-prog på for eksempel højdepunktet “Not Abel” komplementeres fornemt af minimalistiske strygere, og Frances Quinlans hæse vokal og skarpt eftertænksomme lyrik stråler her om muligt mere end nogensinde.

Der er ikke tale om en banebrydende udvikling indenfor genren, men for bandet er Bark Your Head Off, Dog et stort og naturligt skridt i den rigtige retning.

 

Lord Huron: Vide Noir. Udgivet i april (USA)

Af Lasse Yde Hegnet

Hovedpersonen fra det folk’ede romanunivers (Lord Huron) dukkede op i foråret i et mere digitalt udseende cover og et knap så organisk lydbillede. Ikke desto mindre Vide Noir en fremragende samling sange og viser et band der tør skubbe til sin egen lyd, samtidig med at man formår at holde fast i sin identitet og udtryk.

Som på orkestrets forgående plader, bliver man taget med en vandring ud af mærkelige stier, gennem aparte lydlandskaber der efter et par gennemlyt bliver en oplevelse der forbliver i kroppen.

Det er svært at pege et decideret hit ud, men at orkestret formår at få det seks minutter lange “Ancient Names (Part I)” til at stå så stærkt, er en stor præstation. I det hele taget er den instrumentale udvikling både bemærkelsesværdig og veludført.

 

Braids: Collarbones / Burdock & Dandelion. Udgivet i maj (CA)

Af Alex Nørregaard

Braids (CA) udgav i 2015 Deep In the Iris, hvor særligt den eksplosive “Miniskirt” vidnede om en stærk evne til at bruge musikken som fremkaldervæske for rammende samtidskritik. Her tre år senere følger trioen op på dette greb med dobbeltsinglen Collarbones / Burdock & Dandelion, der skærper det kritiske blik og leverer et overvejende afdæmpet miks af elektroniske toner, klaver og trommer, som lader frontkvinde Raphaelle Standell-Prestons sublime vokal og tekster stå endnu klarere og mere centralt.

Teksterne leveres overbevisende og kredser om følelser, køn, sex, krop, mobilen og det digitale. “Collarbones” blænder op for det blå lys, der får vores liv til at kaste ensomme skygger, »We are so near, yet so alone/ Sitting next to each other, looking at our phones«, mens “Burdock & Dandelion” trykker af, »I’ve got a weapon in my pocket/ That I’m lifting to my face 90 times a day«. Acceleration, tvivl, og forbrug ramler ind i krop og relationer – med refleksion og tårer til følge.

 

Malena Zavala: Aliso. Udgivet i maj (Argentina)

Af Lasse Yde Hegnet

Malena Zavala debuterede i 2018 med et følsomt, stille album. De 10 sange er båret af guitar med rumklang, der glimter i et lydbillede man helst skal sætte på når man gerne vil tænde stearinlys og finde sig selv i en sofa med noget varmt at drikke.

Hovedværket på pladen er den fem minutter lange “A Vision That’s Changed”, hvor Zavalas undrer sig og reflekterer over en forlist kærlighed med regn som bagtæppe til stemme og guitar.

Pladen er yderst behageligt selskab, og af den slags der på en eller anden måde tager sig af én og gerne vil have man får det godt og rart. Det lykkes også!

 

Gzuz: Wolke 7. Udgivet i maj (GER) 
Af Troels Sørensen

Tilbage i februar gik den tyske rapper Gzuz verdenen rundt med sin musikvideo til singlen “Was hast du gedacht?”. Videoen indeholder stoffer, pistoler og en gimmick hvor Gzuz smadrer en flaske i sit kranie og bløder ud over det hele. “Das Milieu ist mein Leben”, rapper han imens han vifter med en pistol. Tre måneder efter udkom albummet Wolke 7, som handler om det miljø Gzuz har været en del af siden sine sene teenageår, og hvorfor han er endt der. Han er en del af hiphop-kollektivet 187 Strassenbande, som har domineret tysk hiphop i mange år, og det har også medført at Gzuz er en af de mest fremtrædende skikkelser på den tyske hiphop-scene.

Wolke 7 er virkelig interessant album at lytte til, fordi man får et indblik i et Tyskland man ikke ser så tit, når man kører ned gennem Das Autobahn. På Wolke 7 bliver det ordentlige, rene og til tider en smule poleret Tyskland skubbet ud over skrænten, og Gzuz står nu i spotlightet og rapper for og om en hel generation, af særligt drenge, der føler sig tabt af det tyske uddannelsessystem, og derfor har søgt flugt i et kriminelt miljø. Musikalsk er lyden meget west coast-inspireret mens den også flirter med afrobeat. Gzuz flow er tungt men samtidig pågående og aggressivt, og som en Youtube-bruger kommenterede til en af hans musikvideoer, så lyder Gzuz som en der bruger Compton som et feriested. Pladens store oplevelse er nok lyrikken frem for lyden. Det kan til tider være ret barskt at lytte til, men det er også råt, levende, ekstremt samfundskritisk og fandens ægte.

Læs også: Plader vi overså i 2018: Januar til marts.
Læs også: Plader vi overså i 2018: Marts til april

Skriv et svar