Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: Januar til marts

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra januar til marts 2018.

JPEGMAFIA: Veteran. Udgivet i januar (USA)
Af Kasper Emil Foldager Nielsen

JPEGMAFIA har simret i hiphoppens undergrund et stykke tid, men manden bag, Barrington Hendricks, er en af de mange skikkelser, der uforbeholdent driver genren fremad.

Veteran, rapperens andet fuldlængdealbum, er den eksperimenterende rapper dog foreløbigt på et kreativt højdepunkt, og pladen er en bundsolid samling kaotiske og idérige produktioner, der på dynamisk vis trækker på indflydelser fra nærmest samtlige af hiphoppens forgreninger.

Mundrette titler som “I Can’t Fucking Wait Til Morissey Dies” og “Libtard Anthem” viser dog at Hendricks ikke er uden humor, og sarkasmen flyder tykt på de glitch’ede og larmende numre. Det er beskidt, provokerende, og overhovedet ikke til at stå for.

 

Amen Dunes: Freedom. Udgivet i marts (USA)
Af Sofie Guldager Rafn

Det femte fuldlængde album fra indierock projektet Amen Dunes, Freedom, er endnu et strålende eksempel i rækken på, hvordan sorg og tragedie kan føje nye dimensioner til en kunstner. Damon McMahons mor fik i 2014 konstateret uhelbredelig kræft, og bearbejdning heraf har affødt Freedom – hans mest transcenderende værk til dato.

Albummet er intimt i sin berøring med McMahons personlige liv, men berøringen synes alligevel så let og overfladisk, at det ikke bliver en autobiografisk behandling  – det er stadig nærværende og relevant for lytteren.

Musikalsk nyder lytteren godt af albummets mange indflydelser, fra 80’ernes rock til 90’ernes dance og nutidens singer-songwriter indierock. Produktionen er også nævneværdig, da den er den mest ambitiøse vi har hørt fra projektet endnu, og er med til at sikre den lidt druggy vibe, som Amen Dunes er garant for.

 

Soccer Mommy: Clean. Udgivet i marts (USA)
Af Carl Windahl Bøllingtoft

2018 har været velsignet med en perlerække af unge kvindelige indie-sangskrivere, men en af dem som vi overså her på siden er Sophie Allison, der på trods af hendes blot 20 år udgav en af årets fineste albums tilbage i marts under kunstnernavnet Soccer Mommy.

Albummet hedder Clean og er en næsten perfekt samling af sange, der over godt og vel en halv time tager os på en tur gennem Allisons tanker, drømme og ikke mindst forelskelser. Fra melankolsk resignation på “Blossom (Wasting All My Time)” til indigneret trodsighed på “Your Dog”. Perfekt balanceret mellem intime og eftertænksomme numre og medrivende lette indierockperler. Alt sammen på en bund af melodier, man ikke kan lade være med at nynne med til.

 

Superorganism: Superorganism. Udgivet i marts (diverse)
Af Marie Vedding Poulsen

En lille art pop-eksplosion af nysgerrighed og eufori. Pladen er første udgivelse fra supergruppen Superorganism: et musikkollektiv med bopæl i London og Sydney, men rødder i både Japan, Sydkorea og USA. Værket er en farverig lydkollage, hvert nummer et sammensurium af finurlige eksperimenter, og alligevel går det hele ligesom bare op i en højere enhed.

Særligt karakteristisk er den 17-årige forsanger Orono Noguchis juvenile klang og fine tekster, og på de rigtig fængende numre som ”Everybody Wants To Be Famous” og ”Something For Your M.I.N.D.” er det urimeligt svært at modstå lysten til at stemme i eller danse med. Kort sagt udgør albummet en af de mest kreative og velorkestrerede popplader, der er udkommet i år.

 

Mount Eerie: Now Only. Udgivet i marts (USA)
Af Jens Trapp

På albummet Now Only er Phil Elverum kommet et lille skridt nærmere livet i sin bearbejdelse af den sorg, der ramte ham med tabet af sin kone tilbage i 2016. Geneviève Elverum døde af kræft ganske kort tid efter fødslen af deres fælles barn. Now Only kommer temmelig nøjagtig et år efter det sublime Mount Eerie-album A Crow Looked at Me, som her på Undertoner udløste 6 fortjente U’er.

Langt hen ad vejen bevæger vi os her i samme spor. Det er stadig Elverum, der betjener alle instrumenter, og teksterne består stadig af minder og tanker om den afdøde, nu bare lidt mere på afstand. Sidste nummer “Crow” er en direkte fortsættelse af slutnummeret fra forrige album. Et råt og sårbart efterspil.

Læs også: Plader vi overså i 2018: Marts til april
Læs også: Plader vi overså i 2018: April til maj

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Mine kriterier for gode anmeldelser er at musikken besidder en vis integritet og ikke lefler for den gode smag. Der må MEGET gerne være noget kant på tingene ;-)

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Om skribenten

Marie Vedding Poulsen

Seks favoritalbums:
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
Tom Waits: Rain Dogs
Melanie de Biasio: Lilies
Balstyrko: Jagten Paa Noget
Tracy Chapman: Tracy Chapman
The National: High Violet

Om skribenten

Carl Windahl Bøllingtoft

Biografi:
Min far flaskede mig op på Gnags, C.V. Jørgensen og Gasolin. Selv blev jeg som 13-årig forelsket i Nirvana. Nu lytter jeg til det meste, men jeg er stadig gladest, når der er guitar med. På den ene eller anden måde.

Jeg er romantiker, drømmer, og den lille teenager inden i min 26 år gamle krop er en sucker for melankoli, uigengældt kærlighed og store følelser. Det går igen i mine lyttevaner.

Jeg hader desuden, når folk påstår, at rocken er død. Selvfølgelig er den ikke det, din snævertsynede tosse.

Fem favoritalbums:
Slowdive: Souvlaki
The Cure: Pornography
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight
The Triffids: Born Sandy Devotional
Modest Mouse: The Lonesome Crowded West

Skriv et svar

boeger