Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: Januar til marts

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra januar til marts 2018.

JPEGMAFIA: Veteran. Udgivet i januar (USA)
Af Kasper Emil Foldager Nielsen

JPEGMAFIA har simret i hiphoppens undergrund et stykke tid, men manden bag, Barrington Hendricks, er en af de mange skikkelser, der uforbeholdent driver genren fremad.

Veteran, rapperens andet fuldlængdealbum, er den eksperimenterende rapper dog foreløbigt på et kreativt højdepunkt, og pladen er en bundsolid samling kaotiske og idérige produktioner, der på dynamisk vis trækker på indflydelser fra nærmest samtlige af hiphoppens forgreninger.

Mundrette titler som “I Can’t Fucking Wait Til Morissey Dies” og “Libtard Anthem” viser dog at Hendricks ikke er uden humor, og sarkasmen flyder tykt på de glitch’ede og larmende numre. Det er beskidt, provokerende, og overhovedet ikke til at stå for.

 

Amen Dunes: Freedom. Udgivet i marts (USA)
Af Sofie Guldager Rafn

Det femte fuldlængde album fra indierock projektet Amen Dunes, Freedom, er endnu et strålende eksempel i rækken på, hvordan sorg og tragedie kan føje nye dimensioner til en kunstner. Damon McMahons mor fik i 2014 konstateret uhelbredelig kræft, og bearbejdning heraf har affødt Freedom – hans mest transcenderende værk til dato.

Albummet er intimt i sin berøring med McMahons personlige liv, men berøringen synes alligevel så let og overfladisk, at det ikke bliver en autobiografisk behandling  – det er stadig nærværende og relevant for lytteren.

Musikalsk nyder lytteren godt af albummets mange indflydelser, fra 80’ernes rock til 90’ernes dance og nutidens singer-songwriter indierock. Produktionen er også nævneværdig, da den er den mest ambitiøse vi har hørt fra projektet endnu, og er med til at sikre den lidt druggy vibe, som Amen Dunes er garant for.

 

Soccer Mommy: Clean. Udgivet i marts (USA)
Af Carl Windahl Bøllingtoft

2018 har været velsignet med en perlerække af unge kvindelige indie-sangskrivere, men en af dem som vi overså her på siden er Sophie Allison, der på trods af hendes blot 20 år udgav en af årets fineste albums tilbage i marts under kunstnernavnet Soccer Mommy.

Albummet hedder Clean og er en næsten perfekt samling af sange, der over godt og vel en halv time tager os på en tur gennem Allisons tanker, drømme og ikke mindst forelskelser. Fra melankolsk resignation på “Blossom (Wasting All My Time)” til indigneret trodsighed på “Your Dog”. Perfekt balanceret mellem intime og eftertænksomme numre og medrivende lette indierockperler. Alt sammen på en bund af melodier, man ikke kan lade være med at nynne med til.

 

Superorganism: Superorganism. Udgivet i marts (diverse)
Af Marie Vedding Poulsen

En lille art pop-eksplosion af nysgerrighed og eufori. Pladen er første udgivelse fra supergruppen Superorganism: et musikkollektiv med bopæl i London og Sydney, men rødder i både Japan, Sydkorea og USA. Værket er en farverig lydkollage, hvert nummer et sammensurium af finurlige eksperimenter, og alligevel går det hele ligesom bare op i en højere enhed.

Særligt karakteristisk er den 17-årige forsanger Orono Noguchis juvenile klang og fine tekster, og på de rigtig fængende numre som ”Everybody Wants To Be Famous” og ”Something For Your M.I.N.D.” er det urimeligt svært at modstå lysten til at stemme i eller danse med. Kort sagt udgør albummet en af de mest kreative og velorkestrerede popplader, der er udkommet i år.

 

Mount Eerie: Now Only. Udgivet i marts (USA)
Af Jens Trapp

På albummet Now Only er Phil Elverum kommet et lille skridt nærmere livet i sin bearbejdelse af den sorg, der ramte ham med tabet af sin kone tilbage i 2016. Geneviève Elverum døde af kræft ganske kort tid efter fødslen af deres fælles barn. Now Only kommer temmelig nøjagtig et år efter det sublime Mount Eerie-album A Crow Looked at Me, som her på Undertoner udløste 6 fortjente U’er.

Langt hen ad vejen bevæger vi os her i samme spor. Det er stadig Elverum, der betjener alle instrumenter, og teksterne består stadig af minder og tanker om den afdøde, nu bare lidt mere på afstand. Sidste nummer “Crow” er en direkte fortsættelse af slutnummeret fra forrige album. Et råt og sårbart efterspil.

Læs også: Plader vi overså i 2018: Marts til april
Læs også: Plader vi overså i 2018: April til maj

Skriv et svar