Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: Marts til april

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra marts til april 2018.

Guided by Voices: Space Gun. Udgivet i marts (USA)
Af Jens Trapp

Det 25. album fra amerikanske Guided by Voices byder måske ikke på de store overraskelser, men er til gengæld fyldt med fine melodier og sange. Den 61-årige Robert Pollard og resten af bandet eksekverer materialet med god energi og virker mere fokuserede end på de seneste albums.

Robert Pollard har erklæret, at der kun kom dette ene album i år, og det ser ud til at holde. Netop det faktum at pladerne kommer i en lind strøm gør, at det kan være svært at skelne de enkelte albums fra hinanden. Space Gun er dog noget af det bedre fra Guided by Voices i lang tid.

 

Lucy Dacus: Historian. Udgivet i marts (USA)
Af Sofie Guldager Rafn

Den ekstraordinært dygtige lyriker Lucy Dacus er på sit andet album, Historian, gået lige i flæsket på nogle af de uoverkommeligheder, livet kaster efter os. Med blot 23 år i bagagen formår hun at tackle forliste forhold og død, med en grad af raffinering, som uanfægtet er ret utrolig for hendes alder.

Det kunne lyde som introduktionen til dit klassiske indie singer-songwriter album, men det har Dacus gemt til sin optræden i ‘super’gruppen Boygenius, som hun deler med Julien Baker og Phoebe Bridgers. Historian er på mange måder langt mere rocket med hvinende guitar og hårdtslående arrangementer – et forfriskende album, der virkelig har cementeret Dacus som en lyriker med tyngde.

 

Saba: Care for Me. Udgivet i april (USA)
Af Niklas Kiær

Bortset fra Kanyes 7-numres eksperiment henover sommeren, der trods alt gav os solide albums fra Pusha T og Kids See Ghosts-projektet, så var 2018 ikke et år for de helt store hiphop-udgivelser. Tomrummet blev dog i høj grad udfyldt af en række udgivelser fra nye kunstnere, hvor særligt Chicago var flot repræsenteret med Mick Jenkins, Phoelix, Noname og ikke mindst Saba.

Jeg lagde første gang mærke til Saba ved udgivelsen af singlen “There You Go” fra sidste år, hvor det legende flow straks tog min opmærksomhed. Alligevel kom Care for Me bag på mig. I stil med Kendrick Lamars Good Kid, M.A.A.D. City, fortæller Saba om at miste en tæt ven og at kæmpe mod sit miljø, for at komme ud på den anden side.

Men hvor Lamar fortalte gennem dramatik og hårde rim, så får man med Saba et anderledes introspektiv og reflekterende perspektiv. Særligt numre som “Sirens/Busy” og “Life” byder på sortsynet tankestrøm, der virkelig kommer til live gennem et omskifteligt flow og en levering med masser af følelse. For mig er Care for Me årets bedste hiphop-plade, og jeg venter spændt på at høre mere fra rapperen, der på alle måder virker til først lige at være kommet i gang.

 

The Longshot: Love Is for Losers. Udgivet i april (USA)
Af Lasse Yde Hegnet

Green Days’ forsanger Billie Joe Armstrong har brug for en ventil for alle de popmelodier, der konstant kreeres i hans hoved. Den ventil hedder i øjeblikket The Longshot og manifesterede sig over foråret i adskillige stensikre popmelodier tilsat den klassiske Armstrong’ske guitar uden at være helt så tung, som man kender det fra det nyere Green Day.

Albummet har 11 skæringer og kun et enkelt svagt nummer, ellers er det en perlerække af (næsten) sorgløse  rocksange, der er skrevet med en stærk inspiration fra 50’ernes ligeledes sorgløse rock’n’roll-attitude.

50’ernes livslyst blandet med Armstrongs guitar og stemme er en kombination der er utrolig svær at lægge fra sig, og selvom man måske skal være Green Day-fan for rigtigt at være oppe og ringe, så er bundniveauet højt. Men omvendt nok også meget godt det ikke kommer med et Green Day-mærkat på. Det kan de festlige numre trods alt ikke bære.

 

Clarissa Connelly: Tech Duinn. Udgivet i april (DK)
Af Niklas Kiær

På overfladen af dansk musik er der fuld smadder på trap-rap og electropop, men lidt længere nede sker der en masse spændende eksperimenter, hvor særligt en række kvinder gør deres for at finde en ny og mere særegen lyd. Her kan i flæng nævnes ML Buch, Astrid Sonne, Birch og ikke mindst skotsk/danske Clarissa Connelly.

Hendes album Tech Duinn undersøger rummet mellem hendes keltiske oprindelse, og det elektroniske univers hun producerer i. Inspirationen fra Enya i vokalen er tydelig, men musikalsk er oplevelsen en helt anden. De elektroniske produktioner er ekstremt dynamiske og levende, konstant skiftende og udfordrende, og de kontrasteres flot af en række strengeinstrumenter. Særligt på nummeret “Why It’s Over” veksler plukkende violiner og smukke synthflader med at dominere lydbilledet, mens Connelly messer sagte under beatet.

Læs også: Plader vi overså i 2018: Januar til marts.
Læs også: Plader vi overså i 2018: April til maj

Om skribenten

Lasse Yde Hegnet

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner.
lasse@undertoner.dk

Når du, kære læser, sætter øjnene i mine anmeldelser vil jeg gøre dig opmærksom på at jeg har en forkærlighed for den guitarbårede musik. Gerne hvis den også er distortet... Og mangler den, finder jeg som oftest musikken uinteressant. Derudover ynder jeg at vurdere på kunstnerens mod i forhold til musik/lyrik og en plades helhedsindtryk.

Det er vigtigt, at du som læser ved at disse tre er mine væsentligste kriterier når jeg anmelder plader.

Hvis det har nogen interesse derudover er jeg antropolog og bærer tropehjelm så ofte som muligt...

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums, jeg altid finder mig selv vende tilbage til, er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + det alt andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile(sic). Jojo)

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar