Koncerter

The Love Coffin, 30.11.2018, Loppen, København

Er The Love Coffin Danmarks nye post-punk håb? Efter den præstation, de leverede en sen fredag aften på Loppen i København, kunne noget tyde på det.

Indhyllet i røg og dunkle blå og røde lyskegler indtager The Love Coffin scenen. Eller, de ikke så meget indtager; de står der ligesom pludselig bare – de fem – og fylder det hele, fylder scenen ud. Der har spillet mange bands på den her scene gennem tiden, men i aften tilhører Loppen dem. Og det skal kunne mærkes lige fra første anslag.

The Love Coffin har rumsteret på den danske musikscene de sidste par år, og efter at have udsendt et par lovende EP’er er de nu i år endelig udkommet med deres første album – Cloudlands – og det er da også det, vi mestendels kommer til at høre numre fra i aften.

Åbningsnummeret, både på deres netop udkomne debutalbum og her til aften, er den tunge, intense ”Sense of Indifference”, og den river og flår i alt, den kan komme i nærheden af. Det er blodigt og sexet, på en gang kærligt og kødeligt. Bassen kan mærkes helt ned i lungerne, stemmen kan mærkes helt ind i sjælen. Det er larm – vrængende guitar og vræl i mikrofonen – men det larmer ikke. Det er smukt og vidunderligt velspillet. Sanger Jonathan K. Magnussens stemme er alsidig og altomsluttende og virkelig, virkelig sexet. Han lyder som Billy Corgan fra Smashing Pumpkins, som Marc Bolan fra T-Rex, som Brett Anderson fra Suede, men samtidig fuldstændig som sig selv. Det er sjældent, man ser en dansk sanger med så meget format. Først efter tredje nummer hvisker han et lille ”Mange tak” til publikum i mikrofonen, og det lyder på en gang både arrogant og ydmygt.

Post-punk, ja, men det er samtidig så meget mere. Det er dystert som Joy Division, men også muntert – ligefrem svingende. Både ”Pure” og ”Blind”, begge fra den nye plade, og sidstnævnte en genindspilning, når faktisk ned i hofterne og får en til at svaje. Og når det bliver tungt, som på titelnummeret ”Cloudlands”, der ligger midt i sættet som en 10-minutters mastodont, så er det rigtig tungt: en mur af lyd. En væg af mørke.

Hele koncerten føles som en lang node – en lang elektrisk akkord – men samtidig er der tydeligt forskel på numrene, hvilket man sagtens kunne frygte, at der ikke ville være. Det er nemt at drukne i bas og guitar, når man arbejder med så store, voldsomme lydflader, som The Love Coffin gør, men både Tue Einar Bakfeldt på bas og Kristian Alexander på guitar skærer klart igennem – med Magnussens stemme i midten til at føre hvert nummer sikkert i havn. Og selvom der kun er ti numre på aftens setliste – et faktum, man kan tilgive, når man som bandet her ikke har så meget udgivet materiale (endnu) – så får drengene alligevel sneget to uudgivede numre ind – ”Fall” og ”Bleeder”, begge numre, der ligesom numrene på Cloudlands både omfavner mørket og samtidig føles vanvittig livsbekræftende.

Vi slutter aftenen med ”Never Mine” fra bandets første EP, Veranda, fra 2015 – endnu en lang, tung, kompliceret sag. Guitaren fræser, og Magnussen skriger, og publikum synes pludselig alle sammen så unge og smukke og vilde. Der er ild i øjnene på os alle i aften.

Kun en enkelt hage: Magnussens stemmer var mixet for lavt i forhold til resten. Måske med vilje, men når man nu altså skriver så billedskønne, hjerteknusende tekster som »And baby I’m just a stranger/ With an arm around your waist/ When the tears run down your face« (”Sense of Indifference”), så skal det kunne høres. Men det er også den eneste finger, der er at sætte på en ellers helt igennem overbevisende, vild og voldsom koncert.

★★★★★½

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible

Interpol: Turn On The Bright Lights

Placebo: Without You I'm Nothing

Massive Attack: Mezzanine

The Cure: Disintegration

Skriv et svar

boeger