De svenske, bizarre post-punkere (ulig andre punk-rock tabere) i Viagra Boys har siden deres debut Street Worms rejst stødt mod rock-olympen – muligvis ved at plukke de lavest hængende frugter rent musikalsk, men ved at plukke dem med en så rablende fandenivoldskhed og selvironi, at de svenske viagradrenge fremstår rent udsagt uimodståelige. Spændingen, testosteronet og promillerne var til at tage og føle på, da Store Vega ventede på bandet, der ovenpå sidste års Cave World er godt på vej mod deres egen narko-influerede, lighter-stjælende bizarre post i den svenske kulturkanon – ABBAs beskidte lillebror, om man vil.
»Danskjävlar!« brølede Sebastian Murphy, Viagra Boys lige dele forrygende og forrykte forsanger, som han indtog scenen i egen høje rocker-onkel glorie, komplet med hurtigbrille, tatoveret ølmave og nok brevsprække i de mørkeblå adidas-joggingbukser, til at man kunne poste pakker gennem den – noget som kun Murphy kan gøre magnetisk og karismatisk.
Det tog ikke mere end de første brændende technoskud fra Mr. Short-shorts Cowboy A.K.A Elias Jungqvists keyboard at sætte ild til abefesten på gulvet, hvor der allerede blev moshet og skrålet i kap med Murphy om absolut ikke stjålet fyrtøj og rejejakker på åbningsbaskeren ”Ain’t No Thief”. De efterfølgende ”Ain’t Nice” og ”Punk Rock Loser” fik kun energiniveauet til at gå yderligere opad, hvor de simple, men effektfulde pumpende riffs og baslinjer blev leveret med ynde og stod som et pumpende bagtæppe til de mere legende synth og saxofon-passager. Onde tunger kunne kalde det rockmusik for laveste fællesnævner, men når man har Murphy i front, skaber den slags altså plads til en løssluppenhed og selvironi, hvor der glædeligt kan synges om syntetiske stoffer og babyer på crack, som jeg ikke rigtig tror andre bands kan formå at skabe i 2023. Tre numre inde i en koncert med Viagra Boys kan man i hvert fald nemt lykkes med både at forstrække læggen, nakken og smilebåndet.
Med et stadig vildt og uregerligt publikum forsøgte de allerede meget svedende viagradrenge at trække tempoet lidt ned med ”Big Boy”, Murphys selvudnævnte hyldest til den mere fyldige facon, han har tilegnet sig siden sit sidste besøg på Vega – ifølge manden selv var den slanke figur vedligeholdt af mere regulære besøg i fitnesscenteret samt meth. ”Big Boy” endte dog også med at være en demonstration af netop hvorfor Viagra Boys er et så potent rockband. Der er noget meget rart ved at se et hav af tatoverede store mænd, der udgjorde en stor del af publikum, give sig hen til det satiriske take på hypermaskulinitet, der blev fremstillet på scenen af et band, der kan rumme alt fra guitarister med kæmpe svenskerhår, til saxofonister med korte lædershorts og løse håndled, og stadig lyde som noget, en flok rehabiliterede HA-rockere ville sætte på til en technofest. Murphy sagde det måske bedst – spejlet i sig selv – inden bandet bragede fra ”Liquids” ind i ”Troglodyte”:
»I used to write songs about two things: Drugs and getting pee’ed on. Now it’s 2023, and I have grown and learned. Now I write political songs. I don’t masturbate anymore. I eat weird stuff I bought on the internet.« Med vanvid skal vanvid bekæmpes.
Mere rablende vanvittigt skulle det også vise sig at blive, da den nonchalant-monotone guitarriff på kulthittet ”Sports”, hvor publikum næsten bar en efterhånden meget glad, men også træt Murphy gennem ”basketball”, ”volleyball” og ”rugbyball”, mens der blev tændt cigaretter i pitten og de stakkels securityvagter så en anelse pressede ud af at crowdsurfing nu også var blevet en folkesport.
Det absolutte klimaks var dog den udvidede version af ”Shrimp Shack”. Her spillede Viagra Boys også endeligt lidt med de musikalske muskler ved at give Oscar Carls lov til at spille en flere minutter lang balstyrisk, hylende saxofonsolo – formodentlig så resten af bandet lige kunne få sig en bajer og få pusten igen. Da den hamrende riff og pumpende bas endelig fik fut under fødderne på publikum, var det med Murphy liggende på ryggen, mumlende om at surfe rejeskuret – mere var heller ikke nødvendigt, Vega var på det tidspunkt en maskine i selvsving. Den rene rock-ekstase udviklede sig til rent anarki bland publikum og da ”Shrimp Schack” endelig nåede sit crescendo, var det med keyboardet spillet af publikum og Carls flydende ovenpå menneskehavet, stadig uhørligt truttende i sin saxofon. Det var et udmattet band, der gik af scenen, men et publikum, der var sultne for mere.
Og mere fik de. ”Return to Monke” klemte som første ekstranummer det sidste juice ud af koncerten og cementerede, at de nye sange altså allerede er accepteret som allemandseje blandt Viagra-fansne. Murphy og Co. lod dog Vega lande blødt med Street Worms hittet ”Worms”, hvor den piskende, moshede stemning hurtigt blev afløst af kram og bromance, med dyb øjenkontakt med sidemakkeren mens man sjæleligt sang ”The same worms that eat me, will someday eat you too”, mens venskabelige fuckfingre blev holdt mod nattehimlen. Selv Murphy’s stemme knækkede en smule, og et lille smil knækkede den ellers overbevist påtagede facade.
Viagra Boys er i den grad et virilt live band i verdensklasse, og jeg kan ikke se, hvordan svenskerne kan undgå fortsat at spille på større og større steder, for de har så sande evnen til at komme ud over større scenekanter på deres egen absurde måde – ”Sports” kunne i hvert fald godt komme til at ramme et reelt stadion indenfor en nær fremtid. Svensken kom, så og sejrede i hvert fald i Vega med en næsten pletfri optræden, med undtagelse for enkelte ubetydelige ulykker i et ellers velfungerende samspil. Fra Vega gik et træt band og et publikum, der kunne have kørt hele natten.
Takk som faen!
Fotos af Mathias Kristensen.
