Plader

Weyes Blood: Titanic Rising

Skrevet af Søren Hansen

Weyes Bloods nye album griber tilbage efter 70’ernes lydelementer og bygger det ind i musikken. Når dette sættes i sammenspil med sanger Natalie Merings stemme, står albummet som en potentiel nyklassiker.

Titanic Rising er den slags album der føles som én lang sang, en art suite i forskellige bevægelser, der dog alle lader til at lede tilbage til den samme kerne, ikke nødvendigvis i en melodisk citeren, men at det føles som om det er den samme mine det hele er udvundet i. Denne ensartethed gør sammen med albummets rige og lækkert svævende produktion og arrangementer, at den fungerer stort set lige så godt i baggrunden som ved nærlytning. For det er en plade der simpelthen bare lyder utroligt godt, men den fortjener opmærksomhed, for selvom den ikke støder nogen på manchetterne betyder det ikke at der er sparet på sangskrivning eller skønne musiske detaljer der åbenbarer sig i takt med at man lærer albummet bedre at kende.

Men følelsen af ensformighed kommer i høj grad af de tempi sangene foregår i fordi de ligger, med tre undtagelser, alle omkring 70, hvilket på en eller anden ligegyldig måde er lidt poetisk, da det netop er 70’erne der tidstypisk gribes tilbage til. Naturligvis er det ikke blot en pastiche på svundne tiders gyldne glimt i øjet, selvom at det af og til lyder som et tabt Judy Collins eller Joni Mitchell-album -f.eks. nummeret ‘Something to Believe’ som er en klaverballade der med harmoniserende slide-guitarer og cembalo samt Natalie Merings stemme, der svæver som en ånd over sangen før den store forløsning kommer i omkvædet, bringer mine tanker tilbage til en elysisk tid hvor verden var fejlfarvet og uskarp med et orangevarmt skær af barndommens verdensfascination. En tid som vel at mærke aldrig har eksisteret, men som er den nostalgiske reaktion til den (post-)moderne tids udfordringer. Den samme tid som fx Boards of Canada pionerede og som nu er blevet inkorporeret i meget af tidens alternative popmusik, hvoraf de fremmeste repræsentanter er folk som fx Mac DeMarco som jeg ikke sjældent også kommer til at tænke på når jeg lytter til Titanic Rising, specielt i trommerne. Det giver dog også god mening da han arbejder med meget af det samme forhold til fortiden hvor at man godt kan høre at det ikke er lavet dengang og netop det er det der gør det interessant, da den forgangne tid fortolkes som den kun kan af en der udelukkende har oplevet den i andres minder.

Denne beskrivelse er også dækkende for resten af albummet. Tag åbneren ‘A Lot’s Gonna Change’ der åbner med en udefinerbar 70’er-string machine som i sin primitive fyldige lyd straks fører mig ind i en nostalgisk verden af længselsfuld paradisisk melankoli. Sangen udvikler sig dog i en mere barokpoppet retning med, hvad der lyder som, ægte strygere og klaverakkorder på alle fire taktslag. En god gammel gennemprøvet formel, men jeg har sjældent hørt den udført så afsindigt smukt som på denne sang. Merings stemme er intet mindre end vidunderlig, uanset om hun synger kor eller lead, da hun lader til at beherske ethvert udtryk, selvom hun foretrækker den storslåede stil som giver en en følelse af noget større end livet selv.

Det næste nummer “Andromeda” er et andet godt eksempel på det forløsende omkvæd, jeg tidligere har berørt, som Natalie Mering er en mester til at konstruere. Mere end noget andet giver den mig mindelser om de bedste kvaliteter ABBA besidder idet de tilsyneladende simple akkorder placeres på en sådan måde at det giver perfekt mening uden at blive konventionelt. Den polerede hymniske lyd hjælper også disse konnotationer på vej, sammen med Merings stemme som igen er noget for sig selv, samtidig med at den minder mig om alt fra Anni-Frid Lyngstad til Nico.

Jeg kunne gribe fat i så mange flere enkeltnumre som “Everyday”, “Wild Time”, “Movies” osv for de fortjener det. Det er nemlig sådan at med alle vokalnumrene på Titanic Rising at de har mindst et par skønne detaljer som bider sig fast og gør at det den føromtalte ensformighed snarere bliver en kvalitet der skaber konsistens albummet igennem og ikke en hæmsko der gør det kedeligt og ligegyldigt. De to interludes der er lagt ind i midten og til slut markerer først et skifte fra den lettere 70’er-barokpoplyd til en mere dyster synthbaseret lyd og sidst en genkomst til det mere akustiske.

Man skal altid passe på med at spå om et albums fremtidige, eventuelle, klassikerstatus, men for mig føles den allerede som har den været hos mig længe. Jeg vil dog lade være med at udråbe Titanic Rising som en nyklassiker, men i fald at den får klassikerstatus vil jeg mene at man kan varme artiklen med en lighter og en sådan forudsigelse vil åbenbare sig i citronskrift.

 

★★★★★★

Om skribenten

Søren Hansen

Biografi:

Fem favoritalbums:
Joni Mitchell: Blue
The Microphones: The Glow Pt. 2
Avey Tare and Panda Bear: Spirit They're Gone, Spirit They've Vanished
Björk: Homogenic
Boards of Canada: Geogaddi

Skriv et svar