Koncerter

Av Av Av, 19.07.2019, Musik I Lejet 2019, Tisvildeleje

Foto: Mathias Kristensen.
Skrevet af Joakim Dalmar

Elektroniske koncerter fremstår ofte kolde og maskinelle, men Av Av Av overraskede ved at levere en varm, inkluderende og menneskelig seance på Musik I Lejets hovedscene.

Den danske electrotrio Av Av Av overraskede gevaldigt på Strandscenen til Musik I Lejet med en lang fremvisning af spritny musik. Det var intet mindre end et brag af en fest, der blev leveret, da klokken slog 12 og trioen gik på. Det bedste ved det hele var, at trioen, der består af August Fenger Janson, Martin Skovbjerg og Anders Dixen, var så åbenlyst entusiastiske omkring deres nye materiale, der gerne skulle komme ud til oktober. Det har de bestemt også god grund til at være, for det lyder til, at de har udviklet sig i en ny og spændende retning.

Jeg havde ellers ikke de største forventninger til koncerten. Mest fordi deres første par EP’er alle bevægede sig i de samme mønstre. Deres største hit “All Good” var i virkeligheden også den meste oplagte årsag til al opmærksomheden. Men forventningerne til endnu et elektronisk hovednavn på hovedscenen var ikke heller ikke høje på grund af den  foregående dags meget skuffende Disclosure-koncert, der hverken besad dynamik eller højdepunkter. Altså – skulle vi udsættes for endnu en lounget, endeløs og ligegyldig elektronisk koncert?

Det blev vi bestemt ikke! De rutinerede herrer var så levende på scenen og prøvede at inkludere hver en tilskuer på pladsen, hvilket gjorde det til en meget varm og energisk koncert, hvor der var plads til alle. Det eneste, der var en anelse skuffende var da “Leia’s Theme” blev spillet. Her kunne man nemlig virkelig fornemme forskellen i produktionsniveauet af det nye materiale og så dette lidt ældre nummer. Stortrommen var også markant højere og lød mere kantet, end den gjorde i resten af koncerten. Det skulle dog ikke ødelægge noget som helst, men blot illustrere niveauforskellen.

Der var nemlig godt med stabile indslag undervejs i hele koncerten. Mest overrasket blev jeg, da de spillede et af de nye numre, hvor det lød lidt som om, at de har samplet synthlyden fra “That’s Not Me” af Skepta. Det var virkelig også en fest og en god kontrast, da vi fik leveret noget rap fra Nørrebro-rapperen Felix De Luca. AV AV AV beviste virkelig deres værd som live-act på Strandscenen.

Koncerten havde lidt af de hele at byde på – deres velkendte Chicago-House, tung acid-bass og luftige arpeggiator-synthesizers. Det mindede mig mest af alt om en blanding mellem Bicep, Jon Hopkins og Boys Noize. Jeg har altid syntes, at Av Av Avs potentiale er røget en smule på gulvet med hver udgivelse, men den dynamiske trio beviste, at de muligvis er noget af det stærkeste, elektroniske musik, vi har i Danmark. De har nemlig mestret den svære kunst, det er, at gøre den elektroniske genre levende på scenen.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen

Leave a Reply