Jeg forestiller mig, at de fleste danske millennials, som er vokset op bare marginalt til den alternative side af kulturnormen, nok har en relation til When Saints Go Machine (WSGM). I hvert fald står de i min hukommelse klart som et af 2010’ernes danske elektrobands, der gjorde poppen great again. Sammen med bands som Vinnie Who og Turboweekend byggede de bro mellem dem af os, der skuede melankolsk tilbage mod 1980’ernes mørke bølger, og dem, der bare gerne ville danse moderne. Det var en lille elektropoprevolution på dansk jord, som, helt fortjent, kastede særligt WSGM ud i en musikalsk hype, der har varet i nu godt halvandet årti.
Det mest lykkelige i denne historie er, at WSGM ikke har haget sig fast i den tid og lyd, de først blev kendte i og for. Hvor havde det været nemt for dem at koge suppe på den gamle pølsepind, de vandt lytterhjerter med på Ten Makes a Face (2009) og Konkylie (2012) – og hvor er der mange bands, der har misbrugt den opskrift gennem tiden (ingen nævnt, ingen glemt). Tværtimod har de fleste af deres udgivelser bragt noget nyt med sig. På So Deep (2019) var det eksempelvis referencer til symfoni og grime; og den forrige udgivelse Emotional (2021), måske den mest tilgængelige til dato, blev til i samarbejde med instruktøren til den drama-serie, albummet blev skabt til.
Bandets diskografiske udvikling siger tilsyneladende noget om indeværende udgivelse også: Nemlig at WSGM med sine albums indkapsler noget i tiden, eller at tiden og dens stemninger og lyd indkapsles i dem. På Rosy er det håbløshed, afsavn og forgængelighed – på floor, naturligvis. Hvis man som denne skribent ikke har lyttet engageret med siden Konkylie, så vil man konstatere, at darkwave-pumpen (altså som i: Armen i vejret) overvejende er skiftet ud med en mere hitliste-agtig pumpe, og det på en ganske effektfuldt og velproduceret måde.
Ikke helt i tråd med dén beskrivelse ligger Rosy faktisk for med det eneste af pladens numre, “Cry Out”, som lyder ret tæt på deres tidlige lyd. Det er nemlig et glimrende eksempel på new wave-dansk electro à la First Hate med en tung, dominerende synthpuls, mørke saxofoner og forsanger Nikolaj Vonsilds karakteristiske vocoder-falset. I dét lys er det måske strategisk valgt, at de har placeret det mest nostalgiske nummer først, så vi kan få det “overstået”. For herefter er der ikke noget med at kigge tilbage.
Det understreges allerede på næste nummer, “Starlight”, som Lord Siva medvirker på. Starten på nummeret lyder nærmest som begyndelsen på et Drake eller The Weeknd nummer, annonceret ved et par enkelte, atmosfæriske synthtoner og et gradvist opbyggende, lidt calypsopræget beat. Vokalen er umiskendeligt inspireret af tidens store r’n’b/pop-stemmer med masser af rumklang og små, stilistiske støn fra sangerne. Med sin storladne lyd og mørk-romantiske tekst er det et 2023-popnummer lige efter bogen, som sikkert godt kunne gå hen og blive et lille post-sommerhit på de brede sendeflader.
Oprigtigt interessant bliver pop-opskrifterne dog i min optik kun på de numre, hvor WSGM træder lidt udenfor formlerne. Det gælder ikke mindst “Gone”, der formmæssigt giver sig ud for et regulært Tiesto-nummer. Form er nøgleordet her, for det er opbygningen med build-up og drop til et instrumentalt og pumpende omkvæd, der giver dét indtryk. Men halvvejs inde i nummeret sker et form for break, der næsten umærkeligt bringer os over i en fransk house-agtig stemning med et kitchet klimprende keyboard. Det løfter nummeret ud af hit-formlernes potentielle glemsel og over i en skøn elektropop-pastiche.
Flere numre rammer festnoten, på vidt forskellige måder, men med det tilfælles at der kredses om kontrasterne. På “Genesis” møder syntesen fra et kantet og vibrerende elektronisk underlag det naturlige fra varme saxofoner og bløde tangenter. Her er lydbilledet glødende, men teksten er urovækkende i sin omtale af at holde vejret under vand og søge efter lys. Derudover indeholder omkvædet også et fedt hook akkompagneret af den opgivende strofe: »Unable to shake the mood / I’m breaking.«
“Light Me Up” er ligeledes en ret fed elektro-banger fra kontrasternes land. I stil med føromtalte “Gone” trækker dette nummer også på elementer fra top 100-elektro, komplet med drop og instrumentalt omkvæd. Her fører droppet dog til et mere minimalistisk riff bestående af et dumpt synthbeat, som har en strengeagtig kvalitet (hvis der fandtes en technoharpe, så lød den sådan her). Igen er den melodiske ekstase medfulgt af en bittersød tekst, som om kontrasten herimellem er det eneste værn mod den komplette følelsesmæssige kapitulation:
»My heart skips a beat, I’m sorry / If it all ends I’ll be / Free to pretend I’m not lonely / Too hard to believe I’m not still falling.«
Desværre afsøges kontrasterne ikke kontinuerligt på pladen, og mange af numrene fremstår i mine ører derfor en smule for polerede. Særligt er den poppede, men ikke knivskarpe r’n’b-sti, der forfølges, med til at udvande det ellers interessante melankolske festudtryk, mange af de øvrige numre besidder. Det høres især gennem brugen af en vokal, der til tider læner sig op ad rap, som eksempelvis på den Frank Ocean-klingende “Still Bleeding”. Her bliver teksterne også lidt forceret street, når der f.eks. ytres, at »E.R. never seen a heart bleeding like that.« Det samme sker på “We’re all stars”, som ligger for med linjen »Crashing cars on dark roads. På en eller anden måde har jeg bare svært ved at visualisere disse søde melankolikere overtræde fartgrænsen.
Denne stil betyder også, at der er skruet gevaldigt ned for det helt særlige kendetegn for WSGM, som er Vonsilds smukke, rystende vibrato. Dét er nok det eneste, jeg rigtigt savner fra den gamle lyd, for ellers har Rosy flere bud på fede, nyskabende partybangers for følsomme sjæle.
