Plader

Ride: This Is Not A Safe Place

Skrevet af Ulrik Høgh

De engelske shoegaze-pionerer Ride går tilbage til gamle dyder på deres andet album efter gendannelsen.

Tilbage i slutningen af 80’erne var engelske Ride blandt de vigtigste grundlæggere af shoegaze-genren sammen med bands som My Bloody Valentine og Slowdive. De tre britiske bands har haft nærmest parallelle karriereforløb: Efter at have opnået bred anerkendelse for deres første par albums, gik de alle i opløsning i midten af 90’erne for siden at gøre comeback på albumfronten i 2010’erne. For Rides vedkommende har Nowhere (1990) og Going Blank Again (1992) opnået klassikerstatus, mens Weather Diaries markerede deres tilbagevenden i 2017. Sammenlignet med den bemærkelsesværdige succes, som de gamle shoegaze-kolleger oplevede med henholdsvis m b v og Slowdive, var der imidlertid tale om en relativ afdæmpet modtagelse.

Rides seneste skud på stammen, This Is Not A Safe Place, er produceret af Erol Alkan, der også havde en finger med i spillet på Teeth Of The Seas album fra tidligere i år. På første skæring ”R.I.D.E” kan man genkende Alkans evne til at skabe medrivende melodier på toppen af et tonstungt beat. Nummeret er instrumentalt bortset fra nogle hviskende gentagelser af bandets navn, som på fin vis inviterer lytteren ind på albummet. Den invitation benytter Ride til straks at præsentere albummets anden side: ”Future Love” er naiv jangle pop med så meget luftighed, at den næsten forsvinder – lige indtil du tager dig selv i at nynne den senere på dagen.

Den fine begyndelse på albummet fortsætter med de to følgende numre. Den Joy Division-inspirerede ”Repetition” er herligt skramlet, men lider under nogle korpassager, der slet ikke fungerer. ”Kill Switch” er et punket pletskud, hvor Ride træder støjpedalen helt i bund og Andy Bells stemme ligefrem virker som en af bandets trumfkort.

Med ”Clouds of Saint Marie” er der desværre mere dybt at falde end højt at flyve. Ride har fat i samme skabelon af svævende guitarpop som på ”Future Love”, men denne gang går den ikke. Mens man kniber øjet sammen for at lede efter et gram originalitet, rammes man lige i panden af et stort fedt »Nananaaa« i omkvædet. Da albummet fortsætter med den gumpetunge og forglemmelige ballade ”Eternal Recurrence” er der en følelse af dødvande i det, der ellers startede som en lovende sejlads.

Tekstmæssigt er de mørke og støjende sange centreret om angst, mens de lyse og poppede sange er om længselsfuld kærlighed. Det er bestemt ikke én af albummets styrker. I bedste fald er teksterne ligegyldige, og i værste fald direkte klodsede som her på ”Fifteen Minutes”: »Sorry to say it, but you can’t go back in time / This is your life now, until the end of the line / Forever unforgiven, a cure will not be found / As it hounds you to the ground / Yeah it hounds you to the ground«.

Ride vugger albummet i havn på den postrockede ”In This Room”. I sig selv en velvalgt og behagelig afslutning, der strækker sig over næsten ni minutter. This Is Not A Safe Place har imidlertid en samlet spilletid på 50 minutter, og derfor ender nummeret med at cementere det samlede indtryk af et ujævnt, småkedeligt album, som med fordel kunne have skåret flere af sangene væk.

★★★½☆☆

Skriv et svar